Sådan sparer du nemt 782 kroner om måneden
Kør sammen med en kollega til arbejde
I myldretiden har hver bil i gennemsnit 3 ledige pladser til og fra arbejde. Hvis du vil spare penge på transport, så kan udgifterne deles ved at køre sammen med en kollega. Undersøg eksempelvis, om din arbejdsplads promoverer en samkørselsordning, eller benyt dig af samkørselstjenester som GoMore eller FDM’s samkørsels-app. På Vejdirektoratets trafikkort kan du finde samkørselspladser nær dig. Vejdirektoratets trafikkort
Med 20 km til arbejde bruger du 2 l brændstof om dagen. Det bliver til 36 l om måneden = 540 kr, når 1 liter koster 15 kr. Lav samkørsel.
Spar: 270 kroner
Drop impulskøb, og lav en madplan
Kommer du også nogle gange hjem med flere ting i indkøbsposen, end du havde regnet med? Der er flere måder at undgå impulskøb og dermed spare penge, når du er ude at handle. Først og fremmest er det en god idé altid at skrive en indkøbsseddel. På den måde er du mindre tilbøjelig til at undvige fra det mest nødvendige. Et andet godt råd er at købe ind til en ugentlig madplan. Så slipper du i teorien med en enkelt tur til brugsen om ugen, og formentligt smider du mindre mad ud.
Vi går i gennemsnit 15 gange i supermarkedet på en måned. Hvis vi laver et impulskøb på 20 kr hver gang, bliver det til 300 kr. Drop det.
Spar: 300 kroner
Spar penge på varmeregningen
Hvis du sænker rumtemperaturen i dit hjem, kan du spare gode penge. En tommelfingerregel siger, at du sparer 5 procent på varmeregningen, hver gang du sænker temperaturen med 1 grad.
Læs flere råd om besparelser på varmeregningen her
Du bor i hus og betaler 13.000 kr årligt for fjernvarme. Sænk temperaturen 2 grader, og spar 10% på varmeregningen.
Spar: 108 kroner
Spar penge på elregningen
Prisen på el svinger i løbet af et døgn. Typisk er strømmen dyrest mellem klokken 17 og klokken 20, når folk er hjemme fra job og efterspørgslen er størst. Hvis du vil spare på elregningen, kan du udskyde dele af strømforbruget til andre tidspunkter på døgnet. Det kan for eksempel være en af de store strømslugere som vaskemaskinen og opvaskemaskinen. Indstil en timer, hvis du ikke vil stå op midt om natten og sætte vaskemaskinen i gang.
Læs flere råd om besparelser på elregningen her
Du vasker tøj 4 gange om ugen i en vaskemaskine med energimærke A. Det koster gns. 61 kr i strøm pr. måned. Vask, når strømmen er billigst.
Spar: 25 kroner
Kig på dine abonnementer
Disney+, Netflix, HBO Max og Viaplay er alle streamingtjenester, vi danskere foretrækker, når vi skal finde en god film eller serie. De fleste abonnementer koster i omegnen af 79 kroner, og det bliver til mange penge, hvis man betaler til flere tjenester på én gang. Hvis du i forvejen nægter at betale for streamingtjenester, men stadig gerne vil se film, kan du som bruger af danske biblioteker oprette dig på Filmstriben.dk og se et mindre udvalg af gratis film.
Afmeld et af dine streaming-abonnementer.
Spar: 79 kroner
Undersøg gratis fornøjelser nær dig
Sommeren er skøn – og det behøver ikke koste en formue, hvis du vil holde ferie i Danmark. Uanset hvilken landsdel du er bosiddende i, giver Samvirke dig en guide til gratis fornøjelser. Vi har samlet inspiration til alt fra Nordeuropas surferparadis og skønne havnebade til gode vandre- og cykelture.
Find en af Samvirkes guides til din landsdel her
kilder: Dansk Fjernvarme, vejdirektoratet, GfK Consumerscan, Bolius, Sparenergi.dk