Sådan laver du din egen hjemmebiograf
De fleste kan lave deres egen hjemmebiograf. Selv for ganske få penge kan du skaffe en projektor, et par højttalere og et lærred, og hvis ambitionerne – og pengene – er til det, er der ikke grænser for, hvor luksuriøs en biografoplevelse du kan have i vente.
Hvad skal jeg vælge – fladskærms-tv eller projektor?
Når du skal bygge din egen hjemmebiograf, bør du først og fremmest fokusere på at skaffe et så stort billede som muligt.
Du kan købe et stort fladskærmsfjernsyn, men selvom det efterhånden er muligt at købe en billig model, kan det også være en dyr løsning, hvis kvaliteten af billedet skal være i top. Og selvom du vælger et stort tv på 60 tommer eller mere, giver det ikke den samme oplevelse som en projektor, der let kan blæse billedet op i størrelser langt over 100 tommer.
LÆS OGSÅ: Så langt skal du sidde fra dit tv
Hvilken projektor skal man vælge til sin hjemmebiograf?
Opløsningen er vigtig, når du skal vælge projektor. Opløsningen fortæller dig om detaljeniveauet og skarpheden i billedet.
Vælg en projektor, der viser et billede på 1080p. Det betyder, at projektoren viser billeder i FullHD, som er billeder i høj kvalitet.
Du kan også få projektorer med billeder i endnu højere kvalitet som for eksempel 4K eller Ultra HD.
I nogle tilfælde kan det være tilstrækkeligt med en projektor med 720p, men du vil kunne se de forskellige pixels på lærredet. Det kan du ikke, hvis du vælger en projektor med 1080p eller højere opløsning.
Du kan få projektorer med forskellige indgange, men det er lettest at benytte en projektor med HDMI-indgang. Det gør den kompatibel med de fleste computere, tv-bokse og lignende.
HDMI-indgangen passer også til en trådløs mulighed som Chromecast, som gør det muligt at streame tv, film og serier direkte fra din telefon.
Hvilket lærred skal jeg vælge til min hjemmebiograf?
Der er mange muligheder, når du skal vælge lærred til din hjemmebiograf. Du kan bruge den hvide væg i stuen, et hvidt lagen, en voksdug, et hvidt rullegardin eller en anden billig løsning.
Disse løsninger har dog ulemper. Det er for eksempel svært at undgå rynker og folder i lærredet, som vil have en ulempe på kvaliteten af billedet.
Hvis du vil have en løsning af højere kvalitet, kan du også vælge at købe et lærred, der er lavet til formålet. Der er forskellige muligheder, og du kan vælge et lærred, der er motoriseret, har en fast ramme, er akustisk transparent, skræddersyet efter mål, og du kan også vælge et mobilt lærred, som du let kan flytte rundt i din bolig eller tage med til sommerhuset.
Hvor skal projektoren til din hjemmebiograf placeres?
Det er vigtigt, at du placerer projektoren korrekt. Projektoren skal hænge midt for lærredet og i rette højde.
Det kan indebære udfordringer, og derfor er de fleste projektorer udstyret med funktioner, som afhjælper dem med at placere projektoren et brugbart sted. Eksempelvis kan funktionen Lens Shift forskyde projektorlinsen – og dermed billedet – i lodret og vandret plan, uden at det går ud over billedkvaliteten. Det betyder, at du for eksempel kan hænge projektoren (på hovedet) i loftet.
Hvis din projektor skal hænge i loftet, skal du huske at købe et projektorophæng.
Det frarådes at bruge den digitale ”keystone”-korrektion. ”Keystone”-funktionen er også designet til at forskyde billedet, så det passer med lærredet, hvis du eksempelvis placerer projektoren i loftet. Men denne digitale funktion skader samtidig kvaliteten af billedet.
Inden du anskaffer en projektor, skal du notere dig din pladsfleksibilitet. Det nytter ikke at købe en projektor af høj kvalitet, hvis den ikke kan placeres dér, hvor du ønsker den.
LÆS OGSÅ: 6 fif, når du indretter stuen
Typiske problemer med en hjemmebiograf (og hvordan man løser dem)
Der er både fordele og ulemper ved projektoren. Hvis du ikke kan mørklægge lokalet, hvor du har valgt at bygge en hjemmebiograf, får du ikke altid nok ud af projektoren. Uanset, hvor god en projektor du har valgt, vil der om dagen ofte være for meget lys i lokalet til at få et tydeligt billede.
Hvis du ikke vil gøre det muligt at mørklægge lokalet, kan et fladskærms-tv i stedet være den bedste løsning. Hvis du vælger en projektor i et lokale, som ikke kan mørklægges, får du mest ud af din hjemmebiograf, når det er mørkt udenfor.
Den indbyggede lyd i en projektor er sjældent særlig god, så for at få en god lydoplevelse, skal du med en projektor også overveje at skaffe et godt lydsystem.
Hvordan mørklægger jeg lokalet til min hjemmebiograf?
En hjemmebiograf kræver ikke noget stort lokale, men du får kun et ordentligt billede, hvis du mørklægger lokalet. Du kan enten vælge at blænde eventuelle vinduer permanent eller vælge mellem mange forskellige typer rullegardiner til formålet. Det kan både være med og uden motor og fjernbetjening. Hvis du ikke bruger lokalet til andet end hjemmebiografen, kan du vælge at male væggene i en mørk farve.
Du kan med fordel også placere hjemmebiografen i kælderen, hvis du har sådan en til rådighed. Du kan også bruge garagen, hvis du har en, hvor der er plads nok.
Hvis du ikke kan mørklægge lokalet, kan måske kun bruge din hjemmebiograf om aftenen.
LÆS OGSÅ: Store forbedringer af kælderen