Filmkanon: 12 store danske filmoplevelser, som du bør se
Film 1: Du skal ære din hustru
Carl Th. Dreyer står bag filmen ”Du skal ære din hustru”, som blev indspillet i 1925. Filmen er fyldt med præcise iagttagelser af livet i storbyens kernefamilie og med et særligt blik for, hvordan en enkelt persons tyranni kan drive de andre til vanvid og blive en bombe under samlivet. Sådan lød det i begrundelsen for valget af filmen. Filmen er en stumfilm.
Filmen er ikke tilgængelig online, men du kan låne den på mange biblioteker.
Du kan se andre film af Carl Th. Dreyer her
Film 2: Vredens dag
”Vredens dag” betragtes af mange som Carl Th. Dreyers hovedværk. Filmen udspiller sig i et kuldslået dansk præstemiljø i 1620’ernes Danmark og er en historie om en lidenskabelig ung kvinde, som har giftet sig med en meget ældre præst, hvis mor er hjemmets dominerende kraftcenter, som holder husstanden i et jerngreb.
Filmen er ikke tilgængelig online, men du kan låne den på mange biblioteker
Du kan se andre film af Carl Th. Dreyer her
Film 3: Ditte Menneskebarn
Filmen blev instrueret af Astrid og Bjarne Henning-Jensen og udspiller sig på landet i 1800-tallet. Den tager sin handling fra romanen af samme navns første del, hvor Ditte fødes hos en fattig fiskerfamilie som uægte barn af gårdejerens søn. Hun vokser op med mere kærlighed end mad hos sin elskelige bedstemor, og da moderen gifter sig og får flere børn, følger Ditte med. Men det er bare starten på hendes livslange kamp i en verden, som intet har ti overs for dem, der står nederst på den sociale rangstige.
Det er ikke lykkes at finde filmen tilgængelig online
Film 4: Soldaten og Jenny
Filmatiseringen af bogen ”Brudstykker af et mønster” er fra 1947 og med de folkekære skuespillere Poul Reickhardt og Bodil Kjer. I begrundelsen for filmen skriver udvalget blandt andet: Filmen handler om livets tilfældigheder, og hvordan to små hverdagsskæbner, en soldats og en ekspeditrices, kastes rundt. Poul Reichhardt er ikke set mere følsomt afdæmpet end i rollen som den knugede soldat, der forelsker sig i Bodil Kjers gribende fortvivlede Jenny. Selvom dialogen til tider tynges af en højtravende snak om skæbne og den fri vilje, fortrylles man af de stemningsfulde billeder fra København og fascineres af de troværdige præstationer.
Se et klip fra filmen her
Filmen kan også ses gratis på Videoteket i København
Film 5: SULT
Filmen ”SULT” er skabt af instruktøren Henning Carlsen i 1966, og begrundelsen for at tage den med på kanonlisten er, at det er en af de mest originale og særegne film i dansk filmhistorie. Filmen bygger på den norske forfatter Knut Hamsuns gennembrudsroman og er en af de ganske få romanfilmatiseringer, der fuldt ud tåler sammenligning med forlægget... Historien følger hen over et par dage en ung forfatter, der desperat af sult og ensomhed driver omkring i byen.
Du kan se filmen her
Film 6: Bennys Badekar
Listens børnefilm er fra 1971 og skal blandt andet ses som en anerkendelse af den store produktion af børnefilm, der i international sammenhæng er unik, både hvad angår volumen og kvalitet. Og animationsfilmen ”Bennys Badekar” er en absolut topscorer. Den er en eventyrlig og musikalsk sprudlende fortælling om drengen Benny, der flygter fra de kedelige voksne i det grå højhus ned til den magiske verden på bunden af badekarret.
Du kan se filmen på Filmstriben
Film 7: Matador
TV-serien Matador ”Matador”, der rullede over tv-skærmene i 1978-1982, behøver næppe en lang introduktion. Serien handler om livet i byen Korsbæk. Kanonudvalget kalder”Matador” for uomgængelig, en unik præstation og den største danske filmfortælling, der til dato er lavet.
Du kan se ”Matador” på DR’s Bonanza
Film 8: Kundskabens træ
Husker du filmen om Elin og klassekammeraterne, der talte med udtalt Aarhus-dialekt? Niels Malmros’ ”Kundskabens træ”, der er optaget over 2 år, for at skuespillernes fysiske udvikling skulle passe til manuskriptet, er også på listen over film i den danske filmkanon. Begrundelsen for at vælge ungdomsfilmen lyder blandt andet: Rammerne, dialekten og tidsbilledet er meget dansk, men dramaet og universelt er aldrig skildret så sikkert i børnenes eget univers. Malmros fortæller diskret med blikke, bevægelser og situationer, som alle kender.
”Kundskabens træ” findes ikke som gratis streaming, men kan lejes hos blandt andet YouBio
Film 9: Babettes gæstebud
Filmen ”Babettes gæstebud” fra 1987 er instrueret af Gabriel Axel og var den første af tre danske film, der har vundet en Oscar-statuette. Film er bygget på en novelle skrevet af Karen Blixen og handler om den franske husholder (og flygtning) Babettes tilberedning af det særlige måltid til ære for den afdøde præst.
”Filmens vemod er en stor del af dens charme, men komedieinstruktøren såvel som gourmeten Gabriel Axel fornægter sig ikke. Humoren sidder med til bords... Stéphane Audran er fremragende som den fremmede gavmilde fugl, og de store danske damer Bodil Kjer og Birgitte Federspiel spiller med tyngde, mens charmetrolden Jarl Kulle er filmens formildende galante islæt”, skrev udvalget i begrundelsen for at gøre filmen til en del af filmkanonen.
Du kan se filmen gratis på Det Danske Filminstitut eller leje den flere steder på nettet.
Film 10: Pelle Eroberen
Samme år som ”Babettes Gæstebud” fik premiere, kom også filmen ”Pelle Erobreren”, der er instrueret af Bille August. Og ligesom Babette-filmen modtog også ”Pelle Erobreren” en Oscar. Filmen er skrevet på baggrund af Martin Andersen Nexøs erindingsværk ”Barndom”.
Udvalget skriver om valget af filmen til kanonen: ””Pelle Erobreren” fortæller historien om de beskedne rester af en familie, der ankommer til Danmark med drømmen om arbejde og et nyt liv. Bille August forholder sig dog frit til sit forlæg og skaber et stort episk drama, hvis omdrejningspunkt er et indvandrerpar, far og søn, konfronteret med et ugæstfrit Danmark.”
Du kan se en trailer for filmen her.
Film 11: Festen
I 1990’erne gik en række danske instruktører sammen om dogme-reglerne, der satte begrænsninger for blandt andet lys, lyd og optageudstyr. Fokus skulle i stedet være på fortællingen. Det kom der blandt andet filmen ”Idioterne” af Lars von Trier og Thomas Vinterbergs dogmefilm ”Festen” ud af. Begge er blevet ophøjet til en af de 12 udvalgte.
Festen fik følgende ord med på vejen:
”Festen er den diametrale modsætning til en feelgood-film. Den beskriver kompromisløst mennesker stillet over for det uafvendelige, og smerten i den er af det omfang, ikke engang sandheden formilder... Filmen er resultatet af Thomas Vinterbergs leg med kunstneriske spilleregler i Dogme 95, og Dogmekonceptet klæder den. Det løsslupne kamera med de vilde vinkler og skuespillernes frihed til at gå planken helt ud er mesterligt styret af instruktøren og gør ”Festen” til en af dansk films største succeser i indland og udland.”
Som biblioteksbruger kan du gratis låne filmen ”Festen”
Film 12: Idioterne
Ligesom ”Festen” af Thomas Vinterberg hører ”Idioterne” til blandt dogmefilmene. Filmen er fra 1998 og betegnes nærmest som en fabel. Filmen handler om en gruppe unge, der render rundt og bogstavelig talt leger idiote,r og om Karen, for hvem denne gruppe bliver en redningsplanke i en personlig krise. De på en gang politiske og psykologiske ingredienser hvirvles sammen i en fortælling, der abrupt veksler mellem intellektuel satire og indfølte personskildringer. Filmens styrke består i den måde, hvor den stærkt allegoriske og åbenlyst konstruerede historie fortælles gennem scener, der lever af autentiske øjeblikke skabt af et hudløst og intenst skuespil.