Prøvetime: Jeg går til Stand Up Paddle

…eller jeg har i hvert fald forsøgt at holde mig oprejst på et oppusteligt bræt i 90 minutter

Dit bræt vender forkert!« Der går et øjeblik, før det går op for mig, at det er mig, instruktøren retter på. Jeg sidder på knæ på et såkaldt SUP-board omgivet af vand. Bag mig er Strandpromenaden på Amager og Copenhagen Surf School, hvor jeg er tilmeldt et kursus i Stand Up Paddle (SUP). Jeg gør mit bedste for at holde fast på min pagaj, så den ikke falder i vandet, mens jeg forsøger at vende mig 180 grader på det smalle bræt, der giver efter for alle bevægelser. Lægger jeg for meget vægt på det ene knæ, falder jeg stensikkert i vandet. Da jeg endelig får vendt kroppen rigtigt i forhold til brættet og fundet balancen, så jeg kan rejse mig igen, befinder resten af holdet sig allerede 100 meter foran mig.

Balancering på vandet 

Vi er 12 deltagere og 2 instruktører på holdet. Den ene instruktør fører an og holder styr på fortropperne, og den anden – ja, hun venter på mig. I mit hoved hører jeg instrukserne på repeat: Bøj let i knæene, stik pagajen ned i vandet og skub armen, der holder øverst på pagajen frem i strakt tilstand. 
»Du har da styr på det,« siger den tålmodige instruktør Caroline Nørgaard, mens vores brædder glider gennem vandet, og vi nærmer os resten af flokken. 
Der er ingen bølger. Det skulle være en fordel, når man prøver SUP for første gang. Jo mindre bevægelse der er i vandet, jo nemmere er det at holde balancen. 

Vil du stå  på SUP?

SUP er nemt at komme i gang med. Sportsgrenen kræver kun et SUP- board og et område med vand. I Danmark findes adskillige åer og søer og mere end 8000 km kystlinje, hvor man kan bevæge sig ud på egen hånd. Vil man have introduktion til SUP, lære teknikken eller være en del af et SUP-fællesskab, kan man tilmelde sig en klub eller kursus i en 
af de mange klubber i Danmark.

Kvinde står på SUP på Amager Strandpark

En våd fornøjelse

»I skal lave en step-back turn,« siger den anden instruktør Amanda Juvek, mens hun elegant træder et par skridt bagud på brættet, så forenden af brættet peger en anelse op i luften. Hun stikker pagajen i vandet, så brættet roterer i en cirkel ligesom viseren på et ur. Mens jeg har armene ud til siderne for at holde balancen, trækker jeg den venstre fod bagud i små skridt. Jeg når lige at tænke, at det har jeg da styr på, da jeg rammer vandet med et plask. Det halvkølige vand omfavner min krop, og jeg når akkurat at mærke den bløde havbund mellem tæerne, da jeg sætter af med benene for at komme op på brættet igen. Vi har været heldige med vejret, tænker jeg, mens mine øjne misser mod solen. Det er knap så koldt at blive gennemblødt, når solen bager fra en skyfri himmel. Heldigvis lykkedes vendingen i andet og fjerde forsøg. 

Livlig snak og højt humør

Mellem øvelserne går snakken livligt på kryds og tværs. En kvinde på min mors alder spørger nysgerrigt ind til, om jeg lykkedes med den famøse step-back turn. Hun kan ikke selv få benet langt nok bagud uden at miste balancen, men ellers har hun styr på det. Vi spænder bredt på holdet. Iblandt os er en venindeflok på 3, en enkelt fyr og kvinden på min mors alder, der har tilmeldt sig kurset med sin datter. 
»SUP kan være for alle. Om man vil konkurrere eller bare nyde naturen, om man er voksen eller barn, alene eller i en større gruppe,« siger Caroline Nørgaard. 
Inden jeg får set mig om, er vi tilbage ved Copenhagen Surf School. Jeg får bugseret mit bræt op på kanten, og mine fødder er igen på sikker grund. Blid loungemusik flyder ud af højtalerne, vandet drypper fra mit hår, og jeg tænker, at det ikke behøver være sidste gang, jeg har stået på et SUP-board.

Step-back-turn på SUP