Mød en biavler på Djursland: Hvis vi vil have mere og bedre frugt, er honningbierne uundværlige

Vi går ned ad en græsvej i skellet mellem en skov og en æbleplantage midt på Djursland – det er fornuftigt at have gummistøvler på i dag, for en mindre regnbyge har netop efterladt de høje græsstrå med perler af vand. Lidt nede ad vejen står en række bistader. Ved første øjekast er der ikke sporet af en bi. Biavler Carsten Wolff Hansen går hen til de stablede kasser, han tager låget af en kasse, og i samme øjeblik bliver stilheden afløst af en intens summen. Han forklarer, at det er helt normalt, at bierne holder sig inden døre, når en regnbyge passerer. Nu blæser han lidt røg ned mellem tavlerne.

»Når jeg bruger røgpusteren, så tror bierne instinktivt, at der er en skovbrand i nærheden, og så trækker de sig lidt væk fra åbningen,« siger han.

Op af bistadet trækker han en tavle med flere hundrede arbejderbier, der sirligt har bygget stribevis af sekskantede celler af voks. Cellerne bliver opbevaringsrum for enten pollen, honning eller yngel. Et sted – nede mellem tavlerne – arbejder dronningen på højtryk for at opretholde bestanden. På en enkelt dag lægger hun flere æg end hendes egen kropsvægt.

Biavleren var allergisk for bistik i starten

I 37 år har Carsten Wolff Hansen drevet Sekshøje Biavl på Djursland. Oprindeligt er han uddannet inden for landbrug, men en karriere inden for biavl var mere tiltalende, også selvom han faktisk er allergisk over for bistik. 1. maj 1985 købte Carsten Wolff Hansen sine første bifamilier på Fyn, men turen gik ikke helt efter planen.

»Da jeg læssede bierne på lastvognen, blev jeg stukket et par gange og hævede voldsomt op i ansigtet. Det var så slemt, at jeg på hjemturen måtte ringe til min kone og advare hende om, at jeg lignede Frankensteins monster, når jeg kom frem. Efterfølgende har hvert bistik fungeret som små vacciner, så jeg nu er blevet immun.«

I år har Carsten Wolff Hansen i omegnen af 50 stader, men antallet har varieret over årene. Han har hovedsageligt drevet biavlen på egen hånd, og da produktionen var på sit højeste, passede han knap 300 stader. I den periode havde han en ansat over nogle uger til at stå og slynge honning. Også i sommerferier har hans søn og nevø givet et nap med.

»Mens alle andre ligger på stranden og soler sig, så slynger vi honning,« siger Carsten Wolff Hansen.

Honningbierne bestøver æbleavlerens æbletræer

Når bierne flyver fra blomst til blomst i jagten på nektar og pollen, så gavner det ikke kun honningproducenten. Henne på æbleplantagen har æbleavleren mindst lige så stor gavn af Carsten Wolff Hansens honningbier, der bestøver æbletræernes blomster. Det blev tydeligt i blomstringsperioden sidste år. Vejrforholdene var ikke optimale for bierne, der kun flyver ud af stadet i tørvejr og ved temperaturer over 10 grader. Hvad der skulle have været 8 tons æbler, blev kun til 500 kilo.

»Der er meget snak om, at honningbier udkonkurrerer de vilde bier, men hvis vi vil have mere og bedre frø og frugt i Danmark, så kommer vi ikke udenom, at vi skal have honningbier til at klare store dele af bestøvningen,« siger Carsten Wolff Hansen.

Omkring 30.000 honningbier overvintrer i hvert stade, og det er et betydeligt antal, der allerede er klar til at flyve af sted i det tidlige forår. Vilde bier og humlebier bliver først talrige, når vi kommer længere hen på sæsonen og kan ikke alene bestøve alle blomsterne i eksempelvis en æbleplantage.

Fra forår til sensommer ændrer honningen karakter

Fra midten af maj til sent på sommeren kan man være heldig at møde Carsten Wolff Hansen på de djurslandske landeveje, når han i sin hvide Toyota HiAce kører rundt på egnen og henter honningfyldte tavler hjem til gården. I år forventer han at producere, hvad der svarer til 5000 glas.

Hjemme tages honningen fra tavlerne ved at sætte dem i en maskine, der stikker hul på de forseglede celler. Tavlerne bliver efterfølgende centrifugeret i en af de to store honningslynger, der er placeret midt i den ombyggede stald. Et enkelt stade giver i gennemsnit 50 kilo honning på en sæson, og honningen ændrer smagskarakter med årstidens blomster. Bierne flyver i en radius af 3 kilometer fra hjemmet, så den nektar, de henter, stammer fra mange forskellige blomster.

Typisk er forårshonningen lys og meget mild i smagen, efterfulgt af en sommerhonning, der er mørkere, men stadig mild i smagen, og til sidst en sensommerhonning, der er mørk og mere krydret i smagen.

»Folk har forskellig smag i honning, så jeg sælger cirka lige meget af hver type. Særligt tyskerne er glade for min forårshonning. Den kan ikke blive lys nok for dem.«