Med iværksætteri i maven

»Sondemad  skal også være en oplevelse«

Line Lindhardt Pedersen, 33 år, startede Bellyfood for cirka 3 år siden, hvor hun laver sondemåltider af rigtig mad.

»Min dreng Otto fik en mavesonde som 1-årig. Han er multihandicappet og kan ikke spise nok med sin mund, så sonden er et supplement til det, han selv kan spise. Men han begyndte at kaste meget op af den konventionelle sondeernæring, der primært består af vand med tilsat næring. Det må være muligt at blende noget almindeligt mad til ham, tænker jeg. Men det er kompliceret at sammensætte måltider til et barn, som i forvejen er underernæret, så det er ikke noget, jeg bare lige gør.

Hjemme ved os er måltiderne en stor del af hverdagen. Hvornår skal vi spise igen? Og hvad skal vi spise? Så ud over, at Otto ikke trives med den konventionelle sondeernæring, er der også en sorg over, at han ikke kan være med til måltidet sammen med resten af familien. I forvejen falder Otto uden for normalen – og nu skulle han også sondeernæres. Det er den sidste lille del af normalitet, der er tilbage, som bliver fjernet.

Efter et års tid lykkedes det at lave nogle måltider med den rigtige konsistens og det rigtige næringsindhold – og nærmest fra den ene dag til den anden holder Otto op med at kaste op.

I vores netværk af andre med sondeernærede børn kan jeg mærke en stor interesse for det, vi havde gang i. Sideløbende deltager vi i et forsøg på Rigshospitalet, som gør, at jeg får selvsikkerheden til at gøre det fuldt ud og starte Bellyfood.

På det tidspunkt arbejder jeg som bygningsingeniør – og det gør nok min tilgang til projektet meget struktureret. Jeg laver en næringsberegner og tilpasser amino- og fedtsyreprofiler, og hvor mange vitaminer og mineraler der er i den mad, jeg laver – hvilket også har været vigtigt for den dialog, jeg har haft med sundhedsfaglige personer i udviklingen. For mig har det været vigtigt at have deres blåstempling for, at produktet er i orden.«

»Jeg havde nogle kakaobønner med hjem fra junglen i Panama«

Jacob Kaya, 31 år, har startet firmaet Mellow, hvor han laver bean-to-bar chokolade, som det kaldes, når man følger bønnerne fra helt rå til det færdige produkt.

»Lige i starten af 2019 kom jeg hjem fra et besøg hos min bror, der boede i Panama på det tidspunkt. Med mig havde jeg nogle tørrede kakaobønner, købt af en kakaofarmer ude i junglen – og dem brugte jeg til at lave noget virkelig dårlig chokolade hjemme i køkkenet i lejligheden, sammen med min kæreste – nu kone. Bønnerne ristede vi i ovnen og prøvede at styre temperaturen, så godt vi nu kunne. Vi kunne ikke fjerne alle de organiske syrer, så det blev en meget bitter følelse i munden. Men jeg fik læst lidt mere op på det, købt nogle bøger om chokolade og købte også en kafferister, som vi borede nogle huller i, så vi kunne måle temperaturen – og så den kunne bruges til at riste kakaobønner i. Jeg fandt også nogle tegninger til en maskine, der slår bønnerne i stykker og sorterer skallen fra – så den fik jeg bygget med ting, jeg kunne finde i Silvan.

På det tidspunkt arbejdede jeg stadig hos Chr. Hansen som kemiingeniør, så det var aftenerne og weekenderne, der gik med chokolade. Senere flyttede jeg op på loftrummet. Vi har sådan nogle gamle tørrelofter i den ejendom, hvor jeg … jeg tror faktisk aldrig, jeg fik tilladelse til det, men jeg har aldrig hørt for det, heldigvis.

Efter et års tid tænkte jeg – nu skal det være, så jeg tog nogle chokoladeprøver i tasken og cyklede forbi en butik på Gammel Kongevej, som jeg havde haft kig på længe. Jeg gik derind med bævende stemme og viste dem, hvad jeg havde – og det kunne de heldigvis godt lide, så jeg fik travlt. De gav mig et par uger til at levere den første omgang, så jeg skulle lige finde noget emballage og oprette et cvr-nummer, så det skulle gå lidt stærkt.

Nina og Mikkel som har butikken, der egentlig er en specialbutik med olivenolie, var de allerførste, jeg solgte til – hvilket jeg er ret glad for, for jeg er ikke vant til at sælge, og de afslag, jeg sidenhen har fået, når jeg er ude og sælge, kan godt ramme ret hårdt, mentalt. Så det var heldigt, at jeg startede med en god oplevelse.«

»Jeg vil gerne stå bag et stort brand, som folk kender til«

Sara Kobli, 35 år, har firmaet Enjaii, der producerer gourmet-sodavand med inspiration fra Elfenbenskysten.

»Min mor var selvstændig – og hende har jeg altid set meget op til. Hun havde blandt andet en fabrik, der lavede tasker, og så længe jeg kan huske, ville jeg også gerne have mit eget. Jeg har nok været omkring 10 år, da jeg begyndte at lave smykker og fik min mor til at sælge dem. Iværksættergenet har jeg fra hende, og Enjaii er heller ikke mit første projekt, men det er mit største projekt, som samler alle de erfaringer, jeg har fået fra de forskellige projekter, og hele mit fokus går til det nu.

Tanken er, at Enjaii skal være mere end drikkevarer. Jeg har også planer om mad og mode, så jeg skulle finde et navn, der kunne rumme det hele. Enjaii betyder noget i retning af en blanding af nydelse, god stemning og fest og farver, så det repræsenterer meget godt den, jeg er. Jeg laver en sodavand med hibiscus og en med ingefær, fordi jeg ikke kunne finde noget på markedet, der havde den oprindelige smag, som jeg kender, der hvor jeg kommer fra.

Når jeg ser resultatet, bliver jeg selvfølgelig glad og lidt stolt, men jeg er ikke typen, der stopper op, så jeg er hurtigt videre til næste mål – og der er lang vej igen, hvis jeg skal nå mine drømme. Jeg vil gerne have, at det bliver et stort brand, som folk kender til – og ja, hvis jeg så samtidig kan tjene mange penge, ville det da heller ikke gøre noget.«