Madbilleder: Kig på maden 30 gange, så er du mættet

Billeder af mad påvirker vores appetit og kan få os til at spise mere, end vi har brug for. Men nu har forskere påvist, at hvis vi ser på det samme billede af mad 30 gange, forsvinder lysten igen

Internettet, det offentlige rum og de sociale medier oversvømmes med reklamer og billeder af lækre kager og saftige burgere, der får mundvandet til at løbe. Mange undersøgelser har påvist, at billederne vækker vores appetit, og de mange madbilleder, vi dagligt støder på, er med høj sandsynlighed en del af årsagen til, at vi spiser for meget.

Dansk forskning fra Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet peger dog på, at når du har set det samme billede af mad 30 gange, får du mindre lyst til at spise maden. Du bliver så at sige mættet.

Det forklarer Tjark Andersen, der er ph.d. i Food Science ved Aarhus Universitet, i en pressemeddelelse:

»Vores forsøg viste, at når deltagerne ser det samme madbillede 30 gange, føler de sig mere mætte, end før de havde set billedet. De deltagere, der fik vist billedet mange gange, valgte desuden en mindre portion end dem, der kun fik madbilledet vist 3 gange, da vi efterfølgende spurgte, hvor stor en portion de havde lyst til.«

Appetitten bor også i hjernen

At vores appetit bliver påvirket af madbilleder, skyldes, at vores sult og mæthed ikke kun bor i maven. Vores appetit ligger i lige så høj grad i hjernen.

Selvom sult og mæthed rent kropsligt er styret af en række appetithormoner i tarmen, som sender signaler til hjernen, når vi er enten sultne eller mætte, bliver de fysiske signaler hele tiden forstyrret af vores omgivelser og vores egne forestillinger og fortolkninger af signalerne. Det har vi skrevet en uddybende artikel om. 

Desuden er det velkendt inden for hjerneforskningen, at vi kan tænke os mætte. Forestiller du dig, at du tager en bid af et æble, vil de samme centre i hjernen blive aktiveret, som hvis du rent faktisk spiser et æble.

»Du får en fysiologisk respons på noget, du blot har tænkt. Det er derfor, vi kan føle os mætte helt uden at spise noget,« siger Tjark Andersen. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Madbilleder kan hjælpe overvægtige 

Ifølge Fødevarestyrelsen er 52 procent af danskerne i dag overvægtige eller svært overvægtige. Men forskningsresultaterne fra Aarhus Universitet kan måske være med til at udvikle en ny metode, der kan hjælpe overvægtige med at styre appetitten. Det vurderer Tjark Andersen, der f.eks. peger på, at en app kunne være en mulig model:

»Lad os sige, du har lyst til pizza. Du åbner appen. Vælger pizza – og så viser den en masse billeder af pizza, mens du forestiller dig, at du spiser det. På den måde kunne du få en mæthedsfornemmelse og måske helt holde dig fra at spise pizza.«