Kølige somre og mange solskinstimer gør Danmark til et paradis for kuldeelskende grøntsager, bær og æbler
Rodfrugter og kål elsker den danske kulde
Kuldetolerante grøntsager trives bedst ved 16-18 grader. De kan tåle frost, og de hader, når temperaturen sniger sig op over 24 grader. Derfor er vores kølige køkkenhave mod nord himlen for grønkål, rosenkål og gulerødder
Lang modning smager af mere
Det danske kystklima giver relativt varme vintre og kølige somre. De få solskinstimer og lave temperaturer giver en lang modningsæson, og det får nogle frugter, bær og grøntsager til at smage af mere. Længere tid på marken giver et højere tørstofindhold og i nogle planter en højere koncentration af sekundære plantestoffer, som kan bidrage til en mere intens aroma og smag
Jorden er god til at holde på vandet
Den danske jord blev skabt for kun 12.000 år siden efter sidste istid. Det er en ung jord med en høj koncetration af organisk stof, hvilket gør den frodig. Det organiske stof hjælper jorden med at holde på regnvandet, så de danske planter ikke tørster. Hjælpsomme mikroorganismer stortrives i det organiske stof. De hjælper plantens rodsystem med at blive bedre til at optage næringsstoffer fra jorden.
Tilfredse planter bliver stærke
Jorden er fyldt med mikronæringsstoffer som jern, mangan, nikkel, kobber og zink. Selvom planten kun skal bruge små mængder af næringsstofferne, har de stor betydning for dens trivsel. En plante, der får tilfredsstillet sit behov for næringsstoffer bliver stor, stærk og mere modstandsdygtig overfor svampeangreb og skadedyr.
Stress kan smage godt
Når en kålorm sætter tænderne i et blad, bliver plantens forsvar aktiveret. Den udsender »kemiske kampsstoffer«, som er en del af de sekundære stoffer i planten. Stofferne beskytter, men kan også intensivere plantens smag og aroma.
Kilder: Merete Edelnbos, Martin Jensen og Kai Grevsen, Aarhus Universitet, Institut for Fødevarer. Søren Husted og Jan Kofoed Schjørring, LIFE, Institut for Jordbrug og økologi