Kan jeg tørre mad af med køkkenrullen?
Jeg bruger køkkenrulle, når jeg har brug for at tørre fugtige madvarer af, eller stegt bacon, hvor det overskydende fedt skal væk. Jeg kan forstå, at nogle køkkenruller er fremstillet med kemikalier, som er fedtopløselige. Hvad kan jeg bruge i stedet?
Anne Malmros, Ry
Svar fra Winnie From Thesbøl
Hvis du ønsker at bruge køkkenrulle til fugtige madvarer eller til at dryppe fedt af bacon, skal du bruge køkkenruller, der er fremstillet af nye papirfibre. Det anbefaler Fødevarestyrelsen. Der findes dog nogle fødevaregodkendte køkkenruller fremstillet af genbrugspapir, men det er ikke altid angivet på pakningen, hvilket gør det svært som kunde at finde frem til det bedst egnede. De miljømærkede (blomsten og svanen) kan være fremstillet af ny papirmasse og/eller genbrugspapir. Men begge mærker garanterer, at der ikke er brugt skadelige kemikalier til fremstilling. Ej heller blegning. Alternativt kan du bruge udtjente viskestykker til formålet, men det er jo noget mere besværligt.
Winnie From Thesbøl er mad-, måltids- og husholdningskonsulent og cand. pæd.