Interview: Gry Jexen kæmper for kvindernes plads i historiebøgerne

Det er stuvende fuldt på Arbejdermuseet i København. Selvom det er tidlig morgen, summer lyden fra mere end hundrede kvinder – og ca. tre mænd – der er ved at finde sig til rette i de sorte stole under lysekroner og røde faner i museets foredragssal. Det er kvindernes internationale kampdag, og da Gry Jexen lidt efter træder ind på scenen, er det til store klapsalver:

”God kampdag, wuuuh!” råber hun smågrinende ind i mikrofonen og får hujende råb tilbage.

For nylig har hun været med til at kuratere udstillingen ’Kvindeliv’ på museet om arbejderhistoriens kendte og ukendte kvinder, og denne morgen skal hun holde foredrag om samme tema, men hun følger en stram tidsplan, og så snart det er slut, må hun ræse ud i en taxa for at nå ind til et arrangement med statsministeren med ligestilling på dagsordenen. Tidligere samme morgen har hun lagt vejen forbi ’Go’ morgen Danmark’.

”Så sminket plejer jeg altså ikke at være. Jeg føler mig helt korrespondent-agtig,” siger hun i mikrofonen, før hun kaster sig ud i livligt at afmontere myten om, at kvinder først kom på arbejdsmarkedet i 60’erne. Hun fortæller om, at en tredjedel af alle københavnske arbejdere i industrien i år 1900 var kvinder, og fremhæver undervejs pionerer som vaskekonen Olivia Nielsen, der var med til at stifte Kvindeligt Arbejderforbund, og Marie Christensen, der gjorde op med tjenestepigernes slavelignende forhold.

Fra tid til anden stopper hun sin talestrøm, spørger ud i salen, hvad klokken er, og får et svar tilbage fra publikum. 

”Godt, så har jeg lidt tid endnu,” siger hun og iler videre i sit slideshow, før hun næsten på klokkeslæt, efter tre kvarter, kigger ud over forsamlingen med et stort smil. 

”Så når folk siger, at kvinder først kom på arbejdsmarkedet i 60’erne, svarer I: ’Nej, kvinder … har altid … arbejdet,’” siger hun og får publikum til at stemme i, og så har hun forladt salen igen, før klapsalverne når at forstumme.

Kvindernes internationale kampdag er juleaften

Et par dage tidligere vinker Gry Jexen bag vindues­partiet i rækkehuset i Birkerød: ”Døren er åben!”

Hun har en kande kaffe på spisebordet foran sig og er i færd med at taste på computeren. Udenfor lyser forårssolen ned over den lille have, og indenfor dominerer lyse, skandinaviske farver rummet, der stadig bærer præg af den oprindelige 70’er-stil med mørkebrune trædøre. Der står planter på den hvide bogreol, stearinlys og tulipaner i vindueskarmen, og i en hængereol på væggen er der gammeldags porcelænsservice og glas. Tidligere boede hun i en lille lejlighed på Østerbro, men for snart to år siden flyttede hun, manden Christoffer og sønnen Eddie ind i huset tæt på Rude Skov en halv times kørsel nord for hovedstaden.

Hun rejser sig, iler ud i køkkenet og kommer tilbage med to croissanter.

”Det er jo så det, vi ikke har heroppe,” siger hun, da hun sætter tallerkenen på bordet. ”Vi har ikke gode bagere. Det hele er sådan noget pap. Værsgo, tag en pap-croissant.”

Så vender hun tilbage til skærmen. Et par dage tidligere har hun givet et interview til et større dagblad – et af flere i ugens løb – men journalisten vil vinkle artiklen på en måde, hun ikke er begejstret for.

”Han får det til at lyde, som om at når jeg kæmper for kvindernes plads i historien, vil jeg have mændene skrevet ud,” siger hun og skribler et hurtigt mailsvar tilbage.

Langt om længe klapper hun skærmen sammen og smiler en anelse træt.

”Beklager, at det er lidt hektisk det hele. For nylig sagde en af mine veninder, at hvis jeg var julemanden, ville 8. marts være min juleaften. Det er ikke helt skudt forbi. Det er lidt skørt, at alt, der handler om kvinder og ligestilling, skal presses ind omkring én dato på året.”

Flere og flere mænd kommer til hendes foredrag

Det var som nyuddannet historiker i efteråret 2018, at Gry Jexen oprettede Instagram-profilen ’Kvinde kend din historie’ med fokus på historiens glemte kvinder. I dag har hun 85.000 følgere. Senere blev det også til en podcastserie, og tre år efter debuterede hun som forfatter med en bestsellerbog af samme navn. Hun har fået ry som Danmarks store ’kvindehistoriker’, selvom hun selv hader den titel og mener, at den er misvisende – der findes jo heller ikke ’mandehistorie’. Og så har det aldrig handlet om en kamp mod mænd, selvom det stadig nogle gange bliver tolket sådan. For nylig var hun med til at skrive et debatindlæg i Politiken, der handlede om, hvilken grundfortælling man giver børn og unge i undervisningen. Ud af de 1.725 personer, der er nævnt i de 10 mest brugte grundbøger i folkeskolen og gymnasiet, er 89 af dem kvinder, og den skævhed ville hun gerne italesætte.

”I det kommentarspor fik jeg  meget hate. Det var sådan noget med, at jeg ingenting fatter, og at det jo giver sig selv, at kvinder ikke fylder i historiebøgerne, når de aldrig har bedrevet noget af betydning. Og også, at det var noget woke pis og lort,” siger hun og fortæller, at hun heldigvis for det meste kan lukke den slags ude.

På det seneste har Gry Jexen faktisk oplevet, at flere og flere mænd kommer til hendes foredrag. Længe var de eneste af hankøn dem, der var blevet hevet med af deres kærester, fordi veninden var blevet syg på dagen. 

”Rigtig mange af dem kom til gengæld hen efterfølgende og sagde: ’Tak, jeg blev klogere, og hvor var det dejligt, at jeg ikke skulle have skældud.’ Men det er heller ikke min hensigt at skabe en kamparena. Det handler om, at vi alle sammen får det sjovere, hvis kvinderne bliver skrevet ind i historien.”

En ombejlet kvinde

Gry Jexen griber ud efter sin telefon.

”Jeg tror faktisk, at jeg er oppe på 5 % mandlige følgere på Instagram nu,” siger hun og griner, men stopper så.

”Årh fuck!”

Et øjeblik er hun fortabt i telefonen.

”Kulturministeren skal nedsætte et udvalg og har rakt ud til mig, men medierne har vist opsnappet det, for nu skal jeg også både i DR Nyhederne og i ’Aftenshowet’.”

Når datoen nærmer sig 8. marts, sørger Gry Jexen altid for at holde sin kalender åben, for hun ved, at der meget vel kan være bud efter hende. Året forinden holdt hun tale på spillestedet Vega i forbindelse med deres årlige kampdagsarrangement, og derfor havde hun egentlig regnet med, at det ville blive mere stille i år. Men så begyndte telefonen pludselig at ringe med henvendelser fra Statsministeriet, Kulturministeriet og Ligestillingsministeriet.  

”Hvis jeg kan komme med nogle faglige budskaber, mødes jeg med glæde med dem. Jeg har det sådan, at jeg holder mine egne politiske holdninger helt uden for mit arbejde. Men det er klart, at jeg er feminist. Det gør ikke noget, at folk ved det. Det ville også være vildt underligt, hvis jeg lavede, hvad jeg gør, og så ikke var feminist.”

Så kommer hun i tanke om, hvad hun egentlig var i gang med, og går ind på sin Instagram.

”Ej, hvordan er det nu, jeg ser det? Det er så her, jeg afslører mig selv som kæmpe boomer. Det er så kikset, men jeg kan slet ikke følge med. Jeg har også ansat en studentermedhjælper,” siger hun og forsøger sig frem. 

”Jo, her! 4,5 % af mine følgere er mænd. Ja, det er jo ikke  mange, men det er nok også lidt selvforskyldt, når man har kaldt projektet ’Kvinde kend din historie’. Men man skal så også huske på, at da jeg oprettede den profil, havde jeg ingen anelse om, hvor sindssygt det hele ville udvikle sig.”

Utålmodighed førte til 'Kvinde kend din historie'

Som nyuddannet historiker stod Gry Jexen i 2018 med det klassiske problem. Hun ville gerne have arbejde i kulturbranchen, men alle steder efterspurgte de erfaring, og den havde hun af gode grunde ikke. På det tidspunkt var hendes store drøm at blive museumsinspektør på et kulturhistorisk museum, men mindre kunne også gøre det. I stedet endte hun på dagpenge.

Forinden havde hun haft en kort ansættelse på DR K-programmet ’For hundrede år siden’ om livet i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet. I den forbindelse stødte hun på historiske danske kvinder, som hun blev meget optaget af, bl.a. forfatteren Karin Michaëlis.

”Jeg fik en følelse af, at det var underligt, at jeg ikke havde hørt om de her kvinder før. Og så begyndte jeg at spekulere over, hvor mange kvinder fra historien jeg egentlig kendte, og det var bare ikke særlig mange.”

Derhjemme granskede hun sine noter og kunne konstatere, at hun stort set ikke havde hørt om nogen kvinder i løbet af fem år på historiestudiet. Hun følte sig pludselig flov over at bære titlen ’historiker’, når hun tydeligvis havde et kæmpe blind spot lige der. 

Fordi hun med egne ord var ”pissehamrende utålmodig” over at være arbejdsløs, besluttede hun sig for at læse op på det. Hver morgen, når hun havde afleveret Eddie i daginstitution, cyklede hun på biblioteket og læste. Så gik hun en tur i skoven, spiste frokost og læste videre. I løbet af de næste tre måneder slugte hun den ene bog efter den anden.

”Jo mere jeg læste, jo mere gik det op for mig: ’Okay, det vælter jo frem med kvinder i historien!’ Så snart man kradsede lidt i overfladen, var de over det hele.”

Gry Jexen vidste, at hun gerne ville arbejde med formidling i kulturbranchen, så hun spekulerede over, om hun kunne bruge sin nye interesse til at få noget af den efterspurgte erfaring. Til sidst oprettede hun Instagram-profilen ’Kvinde kend din historie’.  

”Jeg er ikke sådan superoptaget af, hvad folk får til frokost, og jeg går ikke op i mode, så jeg lavede i virkeligheden lidt den profil, jeg selv gerne ville følge. Og så kunne jeg samtidig øve mig i at formidle … Men så sprang det bare i luften. Inden for tre måneder havde jeg 10.000 følgere.”

Nogle kvinder har gjort særligt indtryk

I de første to år søgte Gry Jexen stadig jævnligt jobs. Dengang troede hun ikke, at hun kunne få et arbejdsliv ud af det, hun havde gang i. Men det ændrede sig, da hun i 2021 debuterede med bogen ’Kvinde kend din historie’ på Gyldendal om 50 kvinder fra danmarkshistorien de seneste 500 år. Bogen skød til tops på bestsellerlisterne og indbragte hende adskillige priser, heriblandt Læsernes Bogpris 2022. Siden har hun også skrevet børnebogen ’Kend din historie – 25 kvinder der formede fortiden’.

Hun bliver ofte mødt af den antagelse, at hun kommer til at løbe tør for historier på et tidspunkt, og så vil hun stå med et problem. Men det er lige modsat. Der er så mange historier, at hun selv i løbet af et langt arbejdsliv umuligt kan nå at fortælle dem alle. Nogle af de kvinder, der har gjort særligt indtryk, er kvinder, der var unge i midt-slut-1800-tallet. 

”Der er så mange normbrydere i den periode, hvor man ellers har fået at vide, at kvinder bare gik derhjemme og passede børn. Jeg mærker et stort slægtskab med mange af dem,” siger hun og fortæller, at en af dem, hun tidligt fik et blødt punkt for, var billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen, der var gift med den kendte komponist Carl Nielsen og selv var en stor kunstner. De to havde som ganske unge mødt hinanden i Paris, blev gift og fik tre børn, men lovede hinanden, at der i ægteskabet skulle være plads til begges kunstinteresser. I dag står mange af hendes statuer i bybilledet i København og i resten af Danmark. 

”Hun var sådan en, der tog til Athen et halvt år for at forme en skulptur. Det var kontroversielt dengang, for hvad bildte hun sig ind at rejse væk uden sine børn, når det var hendes sande job at være husmor? Når man læser om dem, er deres ægteskab og konflikter i parforholdet bare ikke særlig meget anderledes end dem, man har i dag. Det rørte mig dybt. Man tror nogle gange, at fortidens mennesker er nogle helt andre, med helt andre tankesæt og følelser end os,” siger hun og tilføjer så: ”Hun gjorde samtidig meget stort indtryk, fordi han er den eneste, der er blevet skrevet ind i historien. Der, hvor de boede, ved Marmorkirken, er der en mindeplade, hvor der står: ’Her boede komponisten Carl Nielsen.’ Men hendes navn er slet ikke nævnt!

Bybarnet har overgivet sig til skoven

Så snart Gry træder uden for hoveddøren, vender hun ansigtet mod forårssolen, sænker skuldrene og udbryder:

”Ahhh ja, det er dejligt.”

Der er endelig ro på og dermed tid til en tur i skoven. Det er på solskinsdage som denne, at hun i særlig grad nyder at bo i Birkerød. Hendes mand er fra området, mens hun selv er vokset op lige på grænsen til Østerbro og føler sig som ’barn af byen’. Da de første gang var ude at se området an, tænkte hun: ”Okay, det er jo seriøst langt ude på landet!”

”Det var noget, jeg måtte vænne mig til, men nu kan jeg næsten ikke undvære at være så tæt på naturen. Jeg er faktisk i skoven hver dag, hvis jeg kan komme til det,” siger hun, mens hun trasker gennem et roligt parcelhuskvarter og ind på en lille sti, der fører ind i Rude Skov. Fordi hun så ofte er der, har hun også fået en kærlighed til de forskellige versioner af skoven, som årstiderne serverer – også den nuværende marts-skov, som er nøgen og næsten lydløs, fordi fuglene er væk.

”Jeg er jo heller ikke religiøs. Så det er sådan … Måske er skoven ateistens kirke?”

Usikker teenager før sociale mediers tid

De fleste af Gry Jexens barndomsminder er glade. Hun voksede op som rosinen i pølseenden i en lejebolig i Hellerup med to ældre søskende. Forældrene var skolelærere, og selvom de ikke selv var rige, gik hun i skole med de riges børn, som hun formulerer det. Hun husker følelsen af at være tryg i sine fællesskaber, hun var glad for at gå i skole, hun blev støttet i sine fritidsinteresser og gik til violin, fodbold og ridning, og mens hun fortæller, stopper hun pludselig op, næsten forlegen.

”Jeg ved ikke, hvad jeg mere skal sige … Det er jo ikke, fordi vi var en familie, hvor alle altid var glade. Men de ­sto­re problemer, som børn kan vokse op med – alkohol, vold, svær økonomi, voldsomme skilsmisser – var jeg forskånet for. Jeg har fået en del nye forfatterkolleger og venner på forlaget. Sådan nogle historier som Lærke Baggers, Glenn Bechs og Caspar Erics har åbnet mine øjne for, at hold da kæft … Der var ikke mange sorger i min opvækst.”

På Bernadotteskolen blev de kreative fag vægtet lige så højt som de boglige, og Gry Jexen var god til at synge og fik altid lov til at optræde til skolearrangementerne. Hun havde tidligt i sit liv en følelse af at være noget værd. Det var først i teenageårene, at der blev slået en smule skår i det selvbillede.

”Jeg er glad for, at jeg var teenager før sociale medier, for jeg kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt det er i dag. Jeg var megausikker og den sidste i klassen, der kyssede med en dreng. Og jeg har da, ligesom mange andre kvinder, brugt alt for meget tid på, at jeg var for tyk og forkert.”

I gymnasiet løb hun op ad bakken med Kate Bush

Det var i mange år hendes store drøm at blive sanger, men i de år begyndte hun at tvivle på, om hun overhovedet havde en berettigelse i den verden, når hun så på popstjerner som Christina Aguilera og Britney Spears.

”Selvom jeg fra ganske lille var blevet bekræftet i, at jeg var rigtig god til at synge, kunne jeg godt se, at det der kunne jeg ikke leve op til. I den generation af kvinder var tynd lig med smuk. Og jeg var ikke tynd. Jeg var heller ikke tyk overhovedet, men det er skræmmende, hvordan idealer på den måde går ind og hæmmer alt det, der i virkeligheden er vigtigt. Relationer, interesser, oplevelser. Min generation er den første, der virkelig mærkede det, fordi vi blev eksponeret for det hele tiden, og det er så bare eskaleret op til i dag.”

Derfor var det også en åbenbaring for Gry Jexen, da hun kom på ”det flippede” Aurehøj Gymnasium og her fik øjnene op for Kate Bush, som hun stadig betragter som sit største idol.

”Hun lærte mig, at man kan være alt andet end Spice Girls. Man må jo gerne være pæn – og det er Kate Bush i den grad. Mit største problem med de stjerner, jeg er vokset op med, er, at de er et produkt af en kapitalistisk musikbranche, hvor hun er eksemplet på en kvinde, som holdt fast i sine egne visioner. Når man får et forbillede, oplever man et menneske, der udvider ens horisont og drømme i stedet for at begrænse dem. Når jeg så på Christina Aguilera, tænkte jeg: ’Jeg er forkert.’ Når jeg så på Kate Bush, tænkte jeg: ’Okay, der er sgu muligheder derude, hvis man holder fast i sig selv,’” siger hun og skynder sig så at tilføje:

”Men det er vigtigt at sige, at jeg er bevidst om mine egne privilegier. Jeg er en hvid, ciskønnet, heteroseksuel kvinde, der er vokset op i middelklassen. Så når jeg har følt mig lidt forkert som ung, ved jeg godt, at det ikke kan måle sig med, hvordan mange andre har haft det.”

Barsel blev startskud til feministisk teori

Det tog Gry Jexen lang tid at finde ud af, hvad hun egentlig ville. I flere år spillede hun med i forskellige bands, bl.a. et countryband, som hun optrådte med, mens hun overvejede at søge ind på musikkonservatoriet, men til sidst landede på, at hun nok mere er en boglig type, der godt kan lide at synge, end en sanger, der godt kan lide at læse bøger.

Efter hun har været i medierne, oplever hun, at særligt unge mennesker nogle gange tror, at hun har været en ”enormt målrettet terper-type” – og det har hun ikke.

”Der er så meget, man skal finde ud af, når man er ung: ’Hvem skal jeg være kærester med? Hvad interesserer jeg mig overhovedet for? Hvem er jeg egentlig?’ Jeg synes, det er vildt ærgerligt, at unge i dag er presset af en samfundsforventning om, at de skal være afklarede. Jeg brugte tre år efter gymnasiet på at blive dygtigere til at synge og spille musik. Er det så spildt? Nej, og i dag kan jeg tilmed bruge den erfaring, når jeg står på scenen, men det er jo ikke derfor, jeg gjorde det dengang.”

Da Gry omsider startede på RUC, havde hun på ingen måde set sin karrierevej for sig, og det tog hende da også 2-3 semestre overhovedet at forstå den akademiske disciplin. Hun blev også mor og holdt barsel undervejs, og det var faktisk først her, hun blev feminist. I sin opvækst havde hun aldrig haft en fornemmelse af, at der var stor forskel på drenge og piger, mænd og kvinder. Men som nybagt mor fik hun øjnene op for de indlejrede strukturer.

”Det blev forventet, at jeg kastede alt, jeg havde i hænderne, for kun at være sammen med mit barn, og det nærmest direkte modsatte blev forventet af Christoffer. Han skulle bare fortsætte, som om intet var hændt. Det var helt sindssygt, så forskellige samfundsforventninger der var,” siger hun og fortæller, at det blev et wakeupcall, og at hun for første gang i sit liv blev interesseret i feministisk teori.

”Dem, der var feminister på gymnasiet, var de kiksede. For vi andre var ligesom videre. Men dét synes jeg er pinligt at tænke tilbage på i dag. Jeg ville gerne have været mere bevidst dengang, for der var simpelthen nogle perspektiver, jeg ikke havde fået med.”

Naturen har hjulpet mod stress

En cyklist kommer ræsende igennem den ellers rolige skov.

”Jeg har nogle gange set hunde og børn i flyverdragt springe for livet for de der mellemledermænd på racercykler,” siger Gry Jexen muntert, da stilheden atter har lagt sig, og det kun er lyden fra en spætte i et nærliggende træ, der er til at høre.

”Vi kan lige gå rundt her, så kan du se mit sted,” siger hun og skærer fra stien og ned til en lille sø med høje siv og væltede træstammer i vandkanten.

”Er her ikke dejligt? Det er tit, jeg sætter mig herned og bare kigger på søen.”

Dengang Gry Jexen boede i byen, kunne hun godt blive ramt af vinterdepression. Men herude har man altid lyset, og selv på de mørke dage er der altid adgang til den åbne himmel, og samtidig er naturen med til at give hende en følelse af ”at være en del af noget større”.

”Jeg blev eksponeret sindssygt meget tidligt i min karriere og skulle meget hurtigt have mine argumenter i orden og være parat til at stille op. Der er naturen en modsætning, for den har ikke travlt. Den følger sin egen rytme,” siger hun.

Faktisk mener hun selv, at hendes daglige adgang til naturen er ca. 95 % af forklaringen på, at hun ikke er gået ned med stress endnu. For det har til tider været tæt på.

Foredrag og mediekarrusel, da stressen ramte

Da Gry Jexen i 2018 oprettede sin Instagram-profil, blev det også hendes vej ind i den kulturbranche, som hun ellers ikke havde kunnet få job i. I takt med at hun blev anerkendt, fik hun knald på med foredragsturneer og svingture i mediekarrusellen, og samtidig skulle hun bygge en virksomhed op. De første tre år holdt hun bogstaveligt talt ikke ferie, men endnu mere væsentligt havde hun aldrig fri oppe i hovedet.

Efter bogsuccesen i 2021 var hun på foredragsturné nonstop i næsten to år, og her begyndte de fysiske skavanker at melde sig – ikke mindst en galopperende hovedpine. Den var der, når hun vågnede, og uanset hvor meget smertestillende hun tog, kunne hun ikke komme af med den. Det irriterede hende, men samtidig tog hun ikke signalerne alvorligt. Heller ikke, da hun begyndte at få hjertebanken, når hun skulle sove, eller da hun begyndte at blive irritabel over for særligt sin søn.

”Jeg havde en meget kort lunte derhjemme. Det er jo tit, når man er stresset, at det går ud over dem, som er tættest på. Og så får alle andre den gode, overskudsagtige Gry,” siger hun.

Set i bakspejlet var der mange tegn på, at hun var ved at få stress, men dengang var hun mest af alt bare irriteret over den hovedpine, der var blevet en hæmsko. Til sidst gik hun til lægen og sagde: ”Jeg er på foredrags­turné, jeg skal skrive en børnebog, jeg skal stille op til 1.000 ting. Kan du hjælpe mig af med den her hovedpine, for den er sindssygt meget i vejen?”

Så granskede lægen hende et øjeblik og konstaterede, at hun buldrede direkte mod en omgang stress.

”Jeg havde det sådan: ’Jeg har ikke en skid stress.’ Jeg troede, at folk fik stress, fordi de havde et dårligt arbejdsmiljø, pressede arbejdsopgaver eller store bekymringer. Jeg var jo endelig et sted, hvor jeg levede af min drøm. Så det kom som et kæmpechok for mig, at jeg var ved at køre mig selv i sænk.”

Lægen bad Gry Jexen om at gå hjem og sende så mange e-mails, som hun kunne, med ordene: ”Jeg kan desværre ikke alligevel.” Og samtidig hyre nogen til at hjælpe med at drive sin virksomhed. Som det allersidste gav lægen en lille formaning: ”Du skal vide, at hvis du ikke gør det her nu, så ender du et sted, hvor du ikke engang kan overskue at følge dit barn i børnehave. Det her er ikke for sjov.”

Sagde drømmestillingen op

På det tidspunkt var Gry Jexen – ved siden af alt det andet – netop blevet ansat som ekstern lektor i historie på Københavns Universitet. Det var en drømmestilling, men hun havde søgt jobbet, før hendes bog var udkommet.

”Jeg havde regnet med, at der i bedste fald ville være et par måneder med foredrag og så en tom kalender. Jeg havde ikke regnet med fire års nonstop foredragsturné,” siger hun.

Hun fulgte lægens råd og ringede og opsagde sin stilling, før hun var begyndt, og måtte gøre det samme med en større tv-produktion. Hun fik strøget alle arbejdsopgaver, som ikke død og pine var nødvendige at løse, og så fik hun hyret en til at overtage sin indbakke – selv i dag får hun aldrig mails, før de har været igennem agenten. 

”Det første år var hovedoverskriften ’nej’. Agenten sagde bare nej til alt og  ringede en gang om ugen og sagde noget a la: ’Du skal bare vide, at jeg har sagt nej til ’Go’ morgen Danmark’.’ Det var sindssygt befriende. Før i tiden, når jeg satte mig på kontoret for at fordybe mig, kunne jeg blive forstyrret 10 gange på telefonen,” fortæller Gry og stopper så op.

”Det er altså meget vigtigt, at det her ikke kommer til at lyde, som om det er synd for mig.”

Mange tror, at historikere er omvandrende leksikoner

En anden udfordring var ekspertrollen. Særligt efter Gry Jexen udgav sin bog, oplevede hun, hvordan hun pludselig skulle være ekspert på alting. Den ene dag på rødstrømperne, den næste dag på kvinderne fra Sprogø og så på kvinder i dansk politik. Hver gang måtte hun sidde oppe hele natten og læse hundredvis af sider for at være sikker på fakta.

”Mange tror, at historikere er omvandrende leksikoner, men det, en historiker kan, er at undersøge ting til bunds med ordentlig kildekritik. De fleste historikere er samtidig nichehistorikere og ikke brede formidlere, som jeg er blevet. I dag tager jeg på mig, at jeg er ekspert, men jeg har så heller ikke lavet andet end at læse mig ind i stoffet i seks år.”

En vigtig læring for Gry Jexen i de første travle år var, at hun ikke behøver være konstant til rådighed.

”Jeg skylder ikke P1 at stille op. Jeg gør det gerne, men jeg skylder dem det ikke. Noget af det, som jeg siger til bekendte, der oplever at skrive en bog og få opmærksomhed, er, at hvis man har sin faglighed i orden, er der ikke noget, der hedder momentum. Mange siger: ’Det er nu, du har momentum. Det er nu, det er nu, det er nu.’ Men det tror jeg ikke på, og man skal huske at passe på sig selv,” siger hun. 

Da Gry Jexen fik trukket sig tilbage fra det konstante rampelys, blev hun mindet om, hvorfor hun egentlig blev historiker. Ikke for at få opmærksomhed, men for at få et langt arbejdsliv med historieformidling. Med tiden forsvandt hendes hovedpine også, men hun kan stadig tænke på, hvor galt det kunne være gået, hvis ikke hun havde omlagt sit arbejdsliv dengang. 

”Det er især noget, jeg kan se nu, hvor jeg har haft over et år uden stress. Jeg har oplevet i weekenden rent fak­tisk at holde fri og være sådan: ’Nå, hvad skal vi lave i dag?’ Det har været vidunderligt.”

På hurtigkald med Kulturministeriet

Solen kaster stadig stråler ned i haven, da Gry Jexen er tilbage ved rækkehuset.

”Jeg føler, at jeg er ret dårlig til at fortælle om min barndom,” siger hun, da hun træder ind ad døren. ”Men det er også, fordi jeg nogle gange har følt, at journalister er blevet helt skuffede over, at jeg ikke har nogen traumer.”

Hun fisker sin telefon op af lommen og ser et øjeblik helt forskrækket ud.

”Ej, har jeg haft den på lydløs?”

Det går op for hende, at Kulturministeriet forgæves har forsøgt at ringe. 

”Åh, hvor pinligt! For en gangs skyld tog jeg min telefon med, fordi jeg vidste, at de ville ringe, og så har jeg sat den på lydløs. Det må være en refleks.”

Hun skynder sig at ringe tilbage, men kommer ikke igennem. 

”Årh!”

Først trækker hun vejret hurtigt og irriteret. Så tungt og opgivende. Og så griner hun.

”Så kaotisk plejer det altså virkelig ikke at være sammen med mig.”

Her seks år efter at hun uforvarende tog hul på sin karrierevej, brænder hun stadig ”sindssygt meget” for det og er ikke i tvivl om, at hun kommer til at beskæftige sig med det mange år frem.

”Selvom jeg synes, at jeg siger det fuldstændig åbenlyse, at kvinder skal fylde mere i vores historiske bevidsthed, bliver Rom virkelig ikke bygget på én dag. Hvis jeg vil gøre op med en tusind år lang tradition, som historieskrivning er, må jeg nok affinde mig med, at hele mit arbejdsliv kommer til at gå med det.”

Og indtil videre må hun også affinde sig med, at det hele kulminerer den ene gang på året, når det er kvindernes kampdag. Det er et par dage senere, at det for alvor går løs. Med ’Go’ morgen Danmark’, foredrag på Arbejdermuseet, arrangement hos statsministeren og så videre, indtil hun om aftenen skal holde oplæg inde på Christiansborg.

”Og så,” siger hun og smiler stort. ”Så tager jeg min røde læbestift på og høje hæle, og så går jeg ud og mødes med mine feministiske veninder og drikker et stort, tiltrængt glas vin.”