Interview: Sørine Gotfredsen om at være fordomsfuld, forelsket og for kejtet til dansegulvet

1. øjeblik: På en pony i paradis – om at mærke friheden og frygten for at miste den

Sorgløs er et stort ord. Men det er en meget let og lys barndom, der bor i erindringen. Familiens hus i Hadsten grænser op til mark og skov og endeløse granplantager. Og Sørine rider mellem træerne og ud over markerne på sin hvide pony, Rosita. Iført shorts og med en kasket på hovedet. Hun har to bedsteveninder i skolen, men det er drengene, hun identificerer sig med. Når hun ikke spiller fodbold eller håndbold i den lokale idrætshal, læser hun ’De fem’-bøger og løser mysterier. Der er mad på bordet hver aften, faste sengetider og en skole, der skal passes. Men Sørine er først og fremmest fri. Fri for sorger – og fri til at være den dreng, hun inderst inde ved, at hun er. Det er en sen aften, da alt det begynder at ændre sig. Sørine ligger i sin seng. Hun er måske otte-ni år gammel. Og pludselig forstår hun, at hun skal dø.

”Jeg tror, at det er et øjeblik, mange genkender. Det øjeblik, hvor man opdager, at det ikke længere bare er en teori, at vi skal dø, men virkelighed. Jeg kan huske, at jeg lå i sengen og spurgte: ’Men hvad så? Hvad sker der så?’ Og at min indre stemme – barnets kølige, fornuftige stemme – svarede: ’Ingenting. Der sker ingenting.’ Barnet gør sig sjældent meget klare tanker om evigheden, og den erfaring at kigge ind i det store tomrum, hvor der bare er sort, den husker jeg tydeligt. Dengang slog det mig omkuld. Det var rystende, simpelthen.” 

Hvad gjorde du af de tanker om døden dengang? 

”Jeg forligede mig med døden ved at se den som en udvej. Som barn havde jeg en stærk fornemmelse af, at jeg ville få svært ved voksenlivet. Jeg så mig selv som dreng og var overbevist om, at det skulle jeg blive ved med at være. Men jeg anede nok alligevel, at det ville blive svært. Og så var der jo døden. Hvis alt mislykkedes, hvis voksenlivet viste sig at blive lige så uudholdeligt som forventet, var der en udvej. Jeg ville ikke blive underlagt en anden vilje end min egen. Og det var meget vigtigt for mig. Allerede dengang. Det var ikke, fordi jeg ikke kunne se, at jeg var ucharmerende og irriterende, når jeg trodsede alt og alle omkring mig. Men jeg ville trumfe min person igennem for enhver pris. Som en, der ikke ville adlyde og indrette sig. 

Jeg havde en meget dygtig lærer af den gamle skole – fra før 68’ernes lærerstand tog over – et fint menneske med stor historisk viden, som var det nærmeste, jeg kom på en autoritet i mit liv. Men når jeg stod over for ham, var det en æressag for mig at sige ham imod. Jeg ville være på tværs. Han sagde også til mig, at jeg var en pige, men jeg tænkte bare ’idiot’. Selvom det i de følgende år lige så stille gik op for mig, at han havde ret.”

Det er interessant, at du – et erklæret grundkonservativt menneske – var rebel og regelbryder som barn? 

”Dengang var jeg jo ikke ideologisk overbevist om noget som helst. Jeg kommer fra en ret konservativ familie, der satte de klassiske dyder højt. Min vilje til at bryde med alt var simpelthen bare et menneskes forsøg på at finde sig selv i verden. 

Men man kan sagtens bruge den vilje – viljen til ikke at følge strømmen og tilpasse sig flertallet – i den konservative sags tjeneste. Især i den epoke, jeg er vokset op og er blevet voksen i, hvor mange af de konservative grunddyder er blevet kritiseret eller delvist afskaffet, og hvor vi har en enormt stor individkraft, som gør, at mange af de institutioner og værdier, jeg tror er vigtige i et samfund, hele tiden er under pres. Der har det netop været en styrke at være sådan en, der ikke lader sig rive med og går med strømmen, men insisterer på at gå sin egen vej.”

2. øjeblik: På dansegulvet – om at være ude af takt med de andre og give efter for sit eget væsen 

Det sker på et tidspunkt i 80’erne. Sørine Gotfredsen er ret sikker på, at det er i 1984. For det er det år, Whams ’Last Christmas’ kommer ud, og det er den sang, der kører på repeat på det diskotek i Aarhus, hun i dag for længst har glemt navnet på. Hun er stor teenager, og hendes to bedste veninder, som hun har kendt, siden de svor hinanden evigt venskab i folkeskolen, er gledet ud på dansegulvet. De er smukke unge kvinder nu. Og de bevæger sig ubesværet til musikken mellem de andre dansende kroppe. Men Sørine er som forstenet. Hun føler sig lammet og akavet. Hun kan ikke røre sig ud af flækken. Og hun kan slet ikke danse. Hun kan bare se på. 

I taxaen på vej hjem begynder hun at græde. Den ene veninde, der sidder foran hende i bilen, stikker sin hånd ind mellem sæderne og finder Sørines. Hun siger ingenting. Giver den bare et klem og giver ikke slip. Og der – i en taxa et sted mellem Aarhus og Hadsten – forstår Sørine to vigtige ting om sit liv. Hun vil aldrig nogensinde kunne træde ind i den verden, hendes veninder er trådt ind i. Hun skal leve et liv alene og på sidelinjen. Men hun vil ikke blive ensom. 

”Jeg husker det som den aften, hvor jeg for alvor gav op. Eller resignerede over for mit eget væsen. Jeg havde i lang tid anet, at jeg ikke egnede mig til det med drenge, til at være spontan og indgå i sociale fællesskaber. Der havde været mange kiksede nætter på diskoteker. Men den aften stod det meget klart for mig, at det ikke var noget, jeg nogensinde ville lykkes med. Det var en voldsom erkendelse, men det var også en befrielse.”

Var det så i virkeligheden et valg? 

”Jeg gjorde i hvert fald en dyd ud af det nødvendige i det valg. Da jeg konstaterede, at jeg ikke ville lykkes med et almindeligt liv, konstaterede jeg samtidig, at jeg kunne blive sådan en, der fra sidelinjen kunne observere og analysere tiden og menneskene og sætte mine egne ord på det, jeg så. Så det var en vekselvirkning mellem ikke at kunne finde ud af at være til stede i verden, men samtidig – og det er virkelig vigtigt at få med – opleve en meget stor fryd og lykke ved at bruge min hjerne til at sætte ord på ting og rendyrke den evne.

Da jeg først kom over de længselsfulde teenageår, som jeg bestemt også havde, hvor jeg ønskede at få lov til bare at prøve det med at have en kæreste, begyndte jeg at få øje på, at sådan et liv måske dybest set bare ville være adspredende. At det ville bringe mig ud af min bane og gøre det, jeg skrev og sagde, dummere. Jeg læste meget Kierkegaard på det tidspunkt, og selvom det unægteligt er nemmere for et geni at forsvare at vælge kærligheden fra til fordel for sit virke, gav det også mening for mig. Jeg kom overens med, at jeg ikke skulle giftes og stifte familie og formentlig aldrig skulle opleve kærlighed. Men det kunne jeg godt leve med, fordi jeg vidste, at jeg så kunne rendyrke det andet. Og det er der en meget stor glæde forbundet med. Fordi man bliver rigtig dygtig til det, man koncentrerer sig om.”

Kom du aldrig i tvivl, om du var drejet ned ad den rigtige bane? 

”Der har selvfølgelig været øjeblikke af vemod. Samtidig med at jeg er pisket derudad og har fordybet mig i mit arbejde, har der været en stemme, der sagde: ’Hvor er der egentlig også meget her i livet, du ikke kender til’, og ’Gad vide, hvad det gør ved et menneske, hvis man skal leve hele livet uden at opleve virkelig at blive elsket af en anden?’ Men det giver en stor frihed at gøre sig fri af det konventionelle liv og de tilpasningsmanøvrer og høflighedskræfter, der følger med. Man kan komme til at indordne sig i en sådan grad, at man glemmer interessante tanker, undlader at stille vigtige spørgsmål og følge refleksioner til ende. Jeg er faktisk meget glad for, at jeg i så mange år har levet på mine egne præmisser. Jeg tror, det har været med til at frigive en intensitet i min måde at tænke på, som måske ellers kunne være blevet bedøvet lidt af det konforme liv.

Og så skal man huske, at et liv uden romantisk kærlighed ikke er et liv uden kærlighed. Kærligheden findes også i venskaber. Især i de livslange. Når man kender hinandens historie. De gode, men også svære, pinlige og umulige dele af den. Som når man står fortabt og akavet og ude af takt på et dansegulv f.eks. Så får man en dyb indsigt i hinandens væsen. Og der kan der findes stor og blivende kærlighed, hvis man gør sig umage med at passe på den.” 

3. øjeblik: Bag nedrullede gardiner – om at være faretruende tæt på at falde, men stå fast

Sørine Gotfredsen kan ikke spise. Det har hun ikke kunnet i et par dage. Hun har også svært ved at sove og går kun ud, fordi hun skal. Mindst to personer, hun tilfældigt passerede på gaden, sidst hun forlod sin lejlighed, rystede vredt på hovedet ad hende. I de år, hun har deltaget i den offentlige debat som præst og konservativ debattør, er hun blevet kaldt lidt af hvert. Men den shitstorm, der har ramt hende nu, har slået hende omkuld. Hun har skrevet en kronik i Berlingske om, at terrorangrebet på Utøya ikke kun er en gal mands værk, men har rod i de sidste årtiers samfundsudvikling. At ekstremisme skabes, når folk pga. store samfundsmæssige ændringer føler sig truet på deres eksistens. Folk er blevet rasende. Og Sørine Gotfredsen, der ellers aldrig rigtig er bange for noget, er pludselig bange for, at det hele er ved at ramle. 

”Det var et af de øjeblikke, hvor medieuniverset stivner, og alles vrede og forargelse samles om en enkelt person. Og den person var mig. Der var folk, der skrev, at jeg gik ind for vold og sympatiserede med Breiviks gerninger. Jeg kunne ligefrem mærke fjendtligheden på gaden. Det var ubehageligt i en sådan grad, at jeg gik i en form for undtagelsestilstand. Jeg blev simpelthen bange for, at min livsbane ville blive præget af det. At mine muligheder og mit råderum ville blive indskrænket. Og det var selvfølgelig en fuldstændig synkende oplevelse.”

Fik det dig til at overveje, hvad du havde skrevet, eller måden, du havde skrevet det på? 

”Jeg var ikke i tvivl om, at det, jeg havde skrevet, gav mening. Jeg havde måske skrevet kronikken for tidligt. Det var dårlig timing. Og jeg kunne tydeligere have taget afstand til handlingen og understreget min empati for ofrene og de efterladte. Jeg kan nogle gange komme til at skrive for bombastisk og glemme nogle mellemregninger, fordi de er indlysende for mig. Det handler om, at jeg er fascineret af at analysere essensen af ting. Finde ud af, hvad det egentlig handler om. Og så starte der. Jeg blev mindet om, at mit til tider meget pragmatiske og analyserende temperament godt kan være noget, man støder sig på. Fordi det kan komme til at virke uempatisk og hårdt og sådan lidt ubarmhjertigt. Så det fik mig da i dén grad til at tænke over, hvordan jeg bruger ordene. Hvordan noget, som for mig kan være selvfølgeligt, for andre ikke er det. Og at man risikerer at give dem, der synes, man er en kæmpe nar i forvejen, for gode muligheder for at slå én i hovedet, hvis man springer de mellemregninger over. Som dagene gik, forstod jeg også, at det jo ikke var alle, der insisterede på at læse det, jeg havde skrevet, som kynisk og uempatisk, men forstod mine pointer uden at tillægge mig alle mulige modbydeligheder. Og jeg kunne sænke skuldrene lidt igen og tro på, at jeg ville komme igennem det.” 

Gør det dig ked af det, at folk kan opfatte dig på den måde? Uempatisk, hård og ubarmhjertig? 

”Nej, for jeg går ikke op i, hvad folk på lang afstand mener om mig. Jeg går op i, hvad jeg selv ved, jeg er, og hvad mennesker, jeg kender i virkeligheden, ved om mig. Og den sondring skal man altid lave. Vi skal virkelig huske at sondre mellem det konkrete, virkelige liv, som vi har omkring os, og hele den her berømte offentlige samtale. Den kan være abstrakt og letkøbt og fyldt med kræfter, der kun vil have andre ned med nakken. Den må man simpelthen ikke blive påvirket af. For så kommer man aldrig til at spise eller sove igen. Det, jeg blev ked af eller bange for, var, om det rent faktisk ville lykkes at få mig ned med nakken. At slå mig ud af min bane. Men det lykkedes jo ikke.” 

4. øjeblik: Et fordømmende blik – om at konfrontere andre og sig selv med sine fordomme 

Sørine Gotfredsen sidder lige over for Lærke Kløvedal i det lille, lydtætte studie på Frederiksberg. Hun skal til at gøre noget, som ville få de fleste andre til at krympe sig. Hun skal konfrontere sin podcast-gæst med en fordom, hun har om hende. Hun har læst Lærke Kløvedals bog om hendes opvækst som datter af en af Danmarks mest berømte eventyrere. Det er på den baggrund, hun har formuleret den fordom, som nu ligger i en konvolut på bordet imellem dem. Der står: ”Et sted dybt inde mærker du flovhed over så længe at have givet din far skylden for, at du har haft meget svært ved at finde ud af, hvad du i livet længes efter.” Sørine er godt klar over, at det kan blive ubehageligt. Men hun ryster ikke på hånden. Hun vil ind til kernen af det menneske, hun sidder over for. Og hun vil udfordre de fordomme, hun selv har om andre. Hun har nemlig fundet ud af, at hun har alt for mange af dem.

”Jeg ved ikke præcis, hvornår jeg opdagede, at jeg har en slem tendens til at dømme andre. Som ung faldt det mig bestemt ikke ind. Det er en erkendelse, der er kommet snigende ret sent i mit voksne liv. Men de seneste år har jeg haft det som fast nytårsforsæt – eller juleforsæt – at konfrontere den tilbøjelighed i mit private liv. Og i min podcast begynder jeg alle interview med at præsentere en fordom om den person, jeg har inviteret i studiet. Det er selvfølgelig et professionelt greb. Og det handler igen om, at jeg gerne vil ind til kernen. Når jeg taler med folk, vil jeg have, at de fleste af de ord, vi siger, betyder noget. Jeg er ikke til tom snak og konversationer om almindeligheder. Der er masser af interview i det her medieland, der ikke handler om andet end at stryge hinanden med hårene og udveksle gensidige fedterier. Det interesserer mig slet ikke.”

Men du arbejder også med dine fordomme på et personligt plan?

”Det bunder i en erkendelse af, at jeg også dømmer mine personlige relationer for hårdt. Og det er et problem. Jeg har en meget stærk trang til at foretage en gennemgribende dom over et andet menneskes temperament og habitus uden i virkeligheden at have noget at have det i. Jeg tror faktisk, det er forbundet med arrogance. En forestilling om, at jeg hurtigt kan skaffe mig et overblik over mennesker og drage en konklusion, ligesom jeg ret effektivt kan analysere andre ting i samfundet og udlægge teksten. Men det handler også om, at når man lever meget alene og fører mange samtaler med sig selv uden at blive sagt imod, så risikerer man at stivne lidt i sine egne holdninger og betragtninger om verden. Det bliver en vane at tegne karakteristikker og konkludere. Og man bliver god til det. Og så går det først bagefter op for én, at man har været for uoverlagt og for hurtig.”

Har det så hjulpet – dit forsæt om at blive mindre dømmende? 

”Jeg er blevet bedre til at tage mig selv i opløbet. Men det er en livslang opgave at prøve at beherske sin natur, og det ligger i min natur, at jeg gerne vil nå ind til en slags konklusion hurtigt. Hurtigt ind til essensen. Jeg skal hele tiden minde mig selv om, at det er en trang, jeg har, og bremse mig selv. Det er jeg blevet bedre til, og det har givet mig en større forståelse for, at et menneske ikke altid er det, man umiddelbart kan se og høre. Og givet mig en større nysgerrighed efter, hvor mange lag der er derinde, og hvad der kan være af forskellige årsager til, at vi reagerer, som vi gør. I podcasten bruger jeg den erkendelse som afsæt til at tage fat i noget af det, man umiddelbart kan tænke om et andet menneske, men som man så ofte får nuanceret og nogle gange direkte modsagt. Gæsterne må godt sige fra og synes, at jeg er uforskammet. Det er jeg ikke bange for. Hvis man vil ind til kernen, er det altid forbundet med en vis form for risiko. I tilfældet med Kløvedal kom der også en ret dårlig stemning i studiet. Men det gode ved samtalen er, at vi finder hinanden til sidst – og måske også en ny forståelse for, hvem den anden er.”

5. øjeblik: Hepburn og Henrik – om at opdage, at man ikke var så stor en undtagelse, som man troede

Det er filmens sidste scene. Katharine Hepburn sidder i et tog, der netop har sat sig i bevægelse. En amerikansk pebermø på vej hjem fra sommerferie i en europæisk storby. Måske er det Venedig. Sørine Gotfredsen kan ikke huske det. Men det er heller ikke vigtigt. Det er scenen, der er vigtig. Hepburn har ansigtet vendt mod vinduet og mod den by, hun er ved at forlade. Og hun smiler. Efter et liv uden romantisk kærlighed har pebermøen tilbragt en sommer med en mand. Nu er hun på vej væk. Rulleteksterne venter lige for enden af det næste sporskifte. Filmen skal til at slutte. Der er ingen happy ending. Ikke noget forløsende filmkys. Men det betyder ikke noget. For der er sket en forandring i pebermøen selv. Og det er ret præcis sådan, Sørine Gotfredsen har det. Efter 30 års konsekvent afståelse fra det romantiske kærlighedsliv har hun haft et kort, halv-platonisk forhold til en mand. Det var aldrig meningen, at det skulle blive til andet og mere. Men da det slutter, spørger Sørine alligevel manden, hvad det hele så skal til for. Han svarer, at nogle gange skal der ikke ske andet, end at der skal lægges et frø. Og det er det, der er sket. Der er blevet lagt et frø.     

 

”Det lagde en tro ned i mig på, at jeg måske ikke var så stor en undtagelse, som jeg troede, når det handlede om kærlighed. Muligheden for, at det aldrig ville ske igen, fandtes. Men muligheden for, at det kunne ske igen, fandtes pludselig også. Og det at vide, at noget er blevet vækket til live, hvor der før var dødt, det er det definerende øjeblik. Hvor man kan gå helt anderledes rustet ind i livet. Og smile, ligesom Katherine Hepburn gør i toget, selvom forholdet er slut. Det er for simpelt at sige, at det åbnede mit blik for kærligheden. Men det åbnede for muligheden inden i mig selv. Og nogle år efter mødte jeg Henrik.” 

Du fik din første rigtige kæreste midt i livet. Nu er I blevet gift og er flyttet sammen. Hvordan har det forandret dig? 

”Erfaringen, at der er et menneske, der virkelig elsker mig, har lagt sig i mig som en meget stor selvtillid- og selvværdsfølelse og givet mig en tryghed ved at være i verden, som jeg ikke har mærket før. Og så er jeg blevet beriget med en meget stor længsel efter at passe på et andet menneske. Det er jo noget af det allervigtigste ved kærligheden. At jeg nu har indflydelse på, om et andet menneske er glad og lykkelig og føler sig værdsat. Vi dansede brudevals ude i et stort telt i haven. Jeg kan godt til en vis grad danse i dag. Hvis jeg virkelig skal. Men jeg skal også øve mig på parforholdet, fordi det rykker mig ud af min ellers meget effektive bane. Vi skal lave hyggelige og formålsløse ting nu. Det er han rigtig god til. Men det er noget, jeg skal lære. Jeg er så vant til, at alt, jeg foretager mig, skal ende med noget, der kan læses eller bruges eller bringe mig videre i mine projekter. Jeg har svært ved at overgive mig til det uforpligtende og formålsløse. Det fungerer bedst, når jeg sætter tid af til det.”

Hvad er det så, du sætter tid af til?

”Ha! Til bare at være. Eller til at slås! Vi slås en hel del, men selvfølgelig ikke for alvor. Han er meget større og stærkere end mig, så jeg ville ikke have en chance. Men det interessante er, at når jeg så endelig formår at abstrahere fra mit arbejde, kan jeg pludselig fornemme, hvordan jeg var som lille pige. Der bliver åbnet til de år, man kan miste kontakten til, når man altid er effektiv, rationel og producerende, men kan få fat i igen, når man er sammen med det menneske, man elsker højt. Jeg kan pludselig blive rørt, som var jeg et barn, og glad og begejstret og overvældet, som var jeg et barn. Og det er jo, fordi det er trådene tilbage til ens allerførste sinds og væsens reaktioner på livet, man får forbindelse til på ny.

Når man bliver kærester sent i livet, kan man ikke for alvor ændre noget i den anden. Jeg kan godt indgå i de konventionelle rammer nu uden bekymring for, at det vil sløve mine sanser eller nivellere mit væsen. Han kan ikke lave om på mig, ligesom jeg ikke kan lave om på ham. Men jeg tror på, at man kan fremkalde hinanden som den, man var, før voksenlivet satte ind. Og jeg tror, at det bliver enormt vigtigt, når man som jeg står midt i livet. Fordi man er det samme menneske, man var som lille. Der er kommet alle mulige lag til, men kernen er den samme, og mister man kontakten til den, kommer man til at savne noget i sit sind. Jeg oplever, at det er nemmere at etablere den kontakt, når man bliver elsket og kommer ind i andre stemninger end dem, man kan bringe sig ind i alene. Og det er jeg meget taknemmelig for.”

6. øjeblik: I Frederiksberg Have – om at gå på jagt efter naturen og fornemme evigheden

Sørine Gotfredsen har i virkeligheden savnet naturen, lige siden hun forlod sin barndoms granplantager i Hadsten. Hun har holdt savnet effektivt stangen med et intenst og uafbrudt arbejdsliv i byen. Først i Aarhus og senere i København. Men nu er længslen efter naturen slået ned i hende med en anden og større kraft. Hun går stadig oftere på jagt efter den i Frederiksberg Have. Og selvom det er en friseret udgave af den ægte vare, findes naturen også her. Når hun snuser ind, kan hun dufte den. Nyslået græs, jord og blade. Nogle gange synes hun næsten, at hun kan dufte Rosita. Som dengang hun som barn begravede sit ansigt i sin ponys hvide manke. Naturen er, som den altid har været. Sørine elsker at være i den, som hun altid har gjort. Alligevel er der føjet en ny dimension til, som hun ikke har haft øje for før. 

”Jeg tror, at det melder sig, når man kommer over de 50. Før det punkt har man ikke en klar sansning af alderdommen og afslutningen, men den begynder man at mærke nu i sin krop og i sin færden. Og så begynder man at længes efter at blive omsluttet af naturen, fordi det er her, man kan blive bekræftet i, at der findes en livskraft, som bryder med det, vi opfatter som forfald. Man bliver draget tilbage til jorden, til træerne og til havet, fordi man længes efter at mærke de kræfter tydeligere nu. Det mærker jeg i hvert fald meget tydeligt selv.

Når jeg går en tur gennem foråret i Frederiksberg Have, oplever jeg duftene og synet af de grønne plæner og lysende blå blomster på en helt anden overvældende måde end før. Og det tror jeg skyldes, at der også findes en dødserkendelse i øjeblikket. Alt det, der springer ud, er både et symbol på, at vi nærmer os døden, og på at livet er stærkere end døden. Det er det, vi bliver lettede over, hver gang vi ser, at det bliver forår igen.” 

Og den lettelse bliver større med alderen, på trods af at vi med alderen nærmer os døden?

”Nej, fordi vi med alderen nærmer os døden. Det er den samme erkendelse, jeg havde, da jeg var barn. Den der skrækindjagende erfaring af, at det er virkelighed, at vi skal dø. Det er stadig virkelighed, at vi skal dø. Man må aldrig tro, at den kristne tro handler om, at vi i virkeligheden ikke dør. Vi dør. Ubetinget. Forskellen er bare den, at den voksne i modsætning til barnet kan begribe evigheden og tro på, at selvom vi dør, så overgår vi til noget andet.

Det kan vi sanse meget stærkt i naturen. Det sanser jeg meget stærkt i naturen. Og det tror jeg – præcis som det var tilfældet med min første skræmmende erfaring af, at døden er virkelig – er en oplevelse, som mange andre mennesker, uanset deres tro, kan genkende.”