Thomas Korsgaard vender hjem: »Gylle er en meget velkendt lugt for mig«

Bilen starter, og vi kører ud af København, der er omklamret af tåge og støvregn. Det er en morgen i december. Kulden sniger sig gennem bildøren og ind i knoglerne. Vi krummer os.

Thomas Korsgaard har trætte ben efter at have vandret hele dagen forinden i en svensk skov, så det passer ham godt at skulle sidde i en bil de næste mange timer. Han lyner ned i sin sorte skaljakke og undskylder for, hvis den lugter af bål. Det var ham, der påtog sig ansvaret for at lave ild på vandreturen.

Jeg spørger ham, hvornår han sidst har været hjemme ved Skive, hvor han er opvokset på en gård med 100 køer i Nørre Ørum. Han må tænke sig godt om.

”Jeg kommer jo ikke så fast hjem,” svarer han først.

Så bliver han enig med sig selv om, at det må have været i 2021 i forbindelse med udgivelsen af ’Man skulle nok have været der’, hvor han besøgte boghandleren i Skive.

Men i dag skal Thomas Korsgaard hjem.

Aftalen er, at vi skal på roadtrip til Skive i sporet af hans nye novellesamling ’Snydt ud af næsen’, hvor han fortæller historier fra den samme slags landskab, som vi lærte at kende i hans prisvindende trilogi om drengen Tue, der vokser op i et fattigt og voldeligt hjem på landet. Denne gang tager Thomas Korsgaard læseren med indenfor i de faldefærdige huse med indkørslerne fulde af affald, man kører forbi på landevejene, og hvor man tænker: Hvem bor derinde?

Der er dog en lille udfordring. Hverken Thomas Korsgaard eller jeg selv har kørekort, selvom vi er to landsbyknægte. Derfor er det pressechefen på hans forlag, der kører bilen, og som har lovet ”at holde sin kæft” undervejs.

Thomas Korsgaard var ellers begyndt at tage kørekort tilbage i 2020 og havde overstået alle teoritimer, men så kom corona, og en naturlig afbrydelse indtraf. Den naturlige afbrydelse brugte han til at tænke over, om det var flere angstanfald værd at blive ved med at tage kørekort.

”Jeg synes, det er noget af det mest ubehagelige i hele verden at sidde bag et rat. Alle sagde til mig: ’Det kommer med rutinen.’ Men for hver gang blev jeg bare mere utryg ved det,” siger han.

Vi sidder på bagsædet af bilen med kurs mod færgen fra Sjællands Odde til Aarhus. Thomas Korsgaard har været spændt på at skulle af sted, fortæller han.

”Men noget i mig har også haft lyst til at blive hjemme i København.”

 

Fattigdommen i Velfærdsdanmark

Thomas Korsgaard skulle have været i Skive for ikke så forfærdelig længe siden. I slutningen af november modtog han prisen som Årets Kunstner af Skive Kommune, men den 28-årige forfatter var i Norge, hvor hans trilogi går sin sejrsgang i øjeblikket, så han måtte melde afbud. 

I stedet medvirkede han i et Zoom-interview, som de kunne vise ved prisoverrækkelsen i Skive Theater. Det betød meget for ham at få anerkendelse fra den egn og det sted, han kommer fra.

”Der var engang en mand, der sagde til mig: ’Du har også et horn i siden på Jylland.’ Jeg blev ikke ked af det, men det ærgrede mig, at han antog det. At jeg skulle have et had imod små steder på landet. Én ting er at flytte væk fra det og ikke have lyst til at bo der igen, men derfor kan man godt have en kærlighed til det sted. Jeg står meget ved, hvor jeg kommer fra, ellers ville jeg heller ikke kunne bruge den ene bog efter den anden på at bevæge mig rundt der, men jeg skriver på blandede følelser.”

At Thomas Korsgaard ingen kontakt har til hverken sine forældre eller søskende, er ikke en hemmelighed.

Kontakten gled ud, da han som 17-årig flyttede væk fra gården i Midtjylland og til København for at starte i 2. g på Ørestad Gymnasium.

Det hjalp heller ikke på relationen, at han bragede ind på forfatterscenen med en roman, der tog afsæt i hans egen opvækst i et ressourcesvagt og voldeligt hjem. Her kom en ung mand, der beskrev, at fattigdommen har sin gang i Velfærdsdanmark, og hvad det har af konsekvenser for børn at vokse op i.

Han blev mødt af chokerede læsere, der udbrød: ”Tænk, at det findes i dagens Danmark.” Og: ”Kan man ikke bare gå ned på kommunen og få hjælp?” Det kan man godt gøre, medgiver Thomas Korsgaard, men fortæller, at den hjælp ikke nødvendigvis er altafgørende, og at vi har indrettet samfundet efter, at vi ikke kan lide, at folk ikke arbejder.

For Thomas Korsgaard var det vildt at opleve folk være så over­raskede over den tilværelse, han skrev om.

”Det var også ensomt på en måde. For når man har set og oplevet noget, som folk ikke tror findes, føler man sig kun endnu mere eksotisk,” siger han.

Måske er det derfor, at Thomas Korsgaard på sin underarm har fået tatoveret: ”Dette er virkeligt.”

Busskuret er et billede på Provinsdanmark 

Vi er kommet over med færgen til Aarhus og er netop kørt gennem Sabro i Østjylland, da Thomas Korsgaard får øje på et hvidt busskur i vejkanten. I ved, sådan et, der er formet som en buet skal. Det er lavet af glasfiber og ret ikonisk i Danmark. Manden bag er møbelarkitekt og fabrikant Poul Cadovius.

Thomas Korsgaard peger ud ad bilruden.

”Sådan et busskur overvejede vi længe at få på forsiden af novellesamlingen, men det fungerede desværre ikke, når grafikeren begyndte at arbejde med det.”

Thomas Korsgaards redaktør havde fundet frem til et maleri af en lang vej ude i ingenting, hvor der var dette busskur. Det var næsten chokerende for forfatteren at se maleriet, fordi det føltes som fra hans egen novelle ’Snydt ud af næsen’, hvor hovedpersonen Kevin har sat sig ind i et busskur for at sunde sig i ly for regnen, inden han skal gå videre hjem efter at have solgt mærker i nabobyen. Det var præcis samme gråvejr med optræk til regn som i novellen, præcis den samme vej med kantpæle og marker ude ved siderne.

Busskuret er et godt billede på Provinsdanmark. Det er en anerkendelse af, at ens landsby er stor nok til at have sådan et, og det betyder, at man rent faktisk kan komme væk derfra.

I sådanne busskure kommunikerer man med sprittusch og frække beskeder i en blanding af kedsomhed og håb om kontakt. Jeg har selv skrevet de mest åndssvage ting og svaret andre i uendelige tråde.

I Thomas Korsgaards novelle står der skrevet på væggen af busskuret: 

”FOR DEN BEDSTE LUDER RING:

97528252

Fup

Nej det er ikke

Det virker ikke

Virker ikke

Nummeret virker ikke :-(”

"Jeg vil ikke have, at du bliver skudt"

Thomas Korsgaard kommer fra et sted, der næsten ikke er til stede. Man kan ikke engang kalde det for en landsby. Det er et landområde, der består af mange små steder, der glider over i hinanden. Der er marker, marker og atter marker og så bondegårde og kirker. 

”Selvom det er et lille sted, er det jo nok sådanne steder, der er flest af i Danmark,” siger han.

Novellesamlingen ’Snydt ud af næsen’ udspiller sig også i sådan et landskab. Det bliver ikke kaldt for Nørre Ørum som i Korsgaards andre bøger, men det minder om hans midtjyske barndomssted.

Novellerne beskriver et miljø på landet med folk, der er i underskud på den ene eller anden måde. Økonomisk, socialt og personligt. De bor i faldefærdige huse, hvor der er sat træplader for vinduerne, og der er en dynge skrald udenfor.

De fleste tekster handler om en utryg tilværelse, hvor man ikke aner, hvad der sker i morgen: ”Kan vi blive boende?”

Ifølge Korsgaard har personerne en tapperhed i sig. Det er nogle seje mennesker, fordi de står det igennem og gerne vil det gode.

”Forfatter Ida Jessen, som jeg beundrer rigtig meget, sagde til mig: ’Du skriver med et overskud om underskud.’ Og det gjorde mig glad, for det var en fin linje om, hvad det er, denne bog handler om.”

Danmark er et lille land, men alligevel er det knækket over, og vi kender slet ikke hinanden så godt, som vi går og tror, mener Thomas Korsgaard. Han har venner fra København, der har rejst til New York og Berlin, men som kun har været i Aarhus en enkelt gang.

Omvendt sidder der mennesker på landet og tror, at København kun er som i nyhederne på TV 2 News.

”Min mormor nåede aldrig at komme til København, før hun døde. Hun var en af dem, som sagde til mig, når jeg fortalte, at jeg gerne ville flytte til hovedstaden: ’Hvad skal du derovre? De skyder sådan. Jeg vil ikke have, at du bliver skudt.’”

Thomas Korsgaard gengiver mormorens stemme på klingende midtjysk i morskab. I det hele taget begynder han at snakke mere jysk, jo nærmere vi kommer hans hjemstavn.

Vi har kørt længe på Viborgvej, der fører os direkte til Skive. Thomas Korsgaard er nu i velkendt terræn, og vi suser forbi den ene kantpæl efter den anden og læbælter, der hegner markerne ind. Så siger han pludselig:

”Drejer vi til højre nu, kommer vi hen til mine forældres gård i Nørre Ørum. Lad os dog vente lidt og i stedet køre til Skive og få noget frokost.”

Drenge og mænd må ikke være følsomme

Thomas Korsgaard var et følsomt barn. Han gik grædende fra sin første fodboldtræning, fordi der blev talt så hårdt. Sådan kan tonen være i fodboldkulturen, ved han godt, men det gik lige i kroppen på ham, når de andre råbte, at han var en taber og ikke kunne finde ud af at spille.

I bilen på vej hjem fra træning kunne faren slet ikke skjule skuffelsen over, at hans dreng ikke gad spille fodbold.

”Så græd jeg endnu mere og tiggede ham om, at jeg ikke skulle af sted igen. Min far syntes, at man skulle give ting en chance, men jeg fik lov at slippe, for jeg havde denne voldsomme modstand imod det. I stedet skulle jeg prøve at gå til badminton, og der havde jeg det på samme måde. Jeg følte mig bare ikke velkommen i sportssammenhænge,” siger han.

Ifølge Thomas Korsgaard må mænd og drenge ikke være følsomme. Det skyldes en gammeldags forventning til, hvordan man er en rigtig mand. Mænd skal forsørge familierne, de skal ikke sidde og tude, men være heroiske og stå igennem det svære.

”Resultatet er tit desværre, at vi får nogle dybt hæmmede mennesker, der ikke kan snakke om, hvordan de har det, og som ender med at gå amok på deres omgivelser på den lille eller helt store skala,” siger han.

I de fleste af Thomas Korsgaards bøger må mændene heller ikke vise følelser. Han øver sig selv i ikke at sige, at det er en svaghed at vise følelser. Som barn fik han hele tiden at vide: ”Lad vær’ at skabe dig.” Eller: ”Pak det væk.” Det gjorde, at han gik alene med sine følelser.

Han turde heller ikke skrive dagbog, fordi det var noget, piger gjorde. Og det var slet ikke godt at være ’piget’.

Da han blev ældre, fik han sig en god veninde, som gik i klassen under ham og boede i en tryg murermestervilla, hvor han endelig kunne snakke om de svære ting, han oplevede hjemme på gården, hvor man var presset på overskud, både mentalt og økonomisk. Faren var landmand, mens moren var udlært bager. Der var lange perioder, hvor hun var arbejdsløs og depressiv.

”Når jeg ikke var sammen med min veninde, isolerede jeg mig bare. Når jeg kom hjem fra skole, gik jeg ind på mit værelse, skubbede kommoden foran døren, så der ikke var nogen, som kunne forstyrre mig, og så sad jeg nærmest helt i apati og ventede. Ventede på, at dagen, hvor jeg kunne komme væk derfra, skulle komme.”

Thomas Korsgaard var 15 år, da han lagde de første planer om at flytte hjemmefra.

Jo ældre han er blevet, jo mere har han mistet sin følsomme side. Al den moralisering har slidt det væk.

På nær når han skriver. Så kommer følsomheden tilbage.

”Der er mange grunde til, at behovet for skriften opstår i én. Jeg skriver for at genvinde et rum, hvor det er tilladt at have følelser. I enrummet, hvor skriften opstår, kan følsomheden bruges til noget, og det sære er så, at når bøgerne er færdige, så bliver jeg altid lidt flov over netop at have vist følelser.”

Korsgaard blev blacklistet 

På landet har man styr på, hvem der ejer jorden, og hvor skellet præcis går. Thomas Korsgaard illustrerer for sjov, at han også ville kunne ud­pege ejermanden uden at skulle repetere.

”Det er Franks mark, det er Sørens mark, det er vores mark,” siger han.

Vi kører tæt ved noget af hans fars gamle jord, som han plejede at låne ud hvert år, når der blev afholdt Sønder Ørum byfest. Men så skete der en ulykke på gården. En ulykke, som Thomas Korsgaard svagt husker, men han understreger, at vedkommende klarede den.

Det var dog ikke noget, som lokalsamfundet glemte, og familien Korsgaard blev blacklistet.

Da Thomas ringede og prøvede at booke forsamlingshuset til sin konfirmation, oplevede han modstanden. En dame i den anden ende af røret spurgte, hvem det var, hun talte med. Den 14-årige dreng fortalte, hvem han var søn af. Så tog hun røret fra øret og råbte ud i lokalet: ”Det er hans søn.” Den anden svarede tilbage: ”Nå, det er dem, så vil vi ikke leje forsamlingshuset ud.”

”Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige igen. Så lagde jeg på og havde det helt vildt mærkeligt. Jeg havde ikke lyst til at sige det til min far, så han skulle blive ked af det,” husker han.

Den modstand, familien oplevede, har Thomas Korsgaard brugt som inspiration til sin nye novellesamling, hvor man holder sig fra klovbeskæreren Åge Jørgensen og hans søn, fordi faren har kørt en person fra lokalsamfundet ihjel i en ulykke. Ingen vil sælge brænde til ham, når han ringer op på annoncerne.

Fjorden kommer til syne med dens beroligende effekt på vores højre side, og vi kører forbi byskiltet i Skive. Det er Inger Støjberg-land, vi befinder os i, forklarer Thomas Korsgaard og nævner, at hans bedsteforældre boede tæt ved politikerens fødegård.

Noget af det første, vi møder, er en Cirkel K-tank. Det får Thomas Korsgaard til at fortælle, at han arbejdede hos konkurrenten 7-Eleven længere oppe ad vejen. En central del af hans arbejde bestod i at rende hen til Cirkel K og se, hvad benzinpriserne var hos dem, så han kunne taste det ind i et system og på den måde sikre, at hans tank kunne have den billigste benzin hele tiden.

Vi kører forbi en butik, der kun sælger flødeboller, inden Thomas Korsgaard registrerer, at hans gamle tankstation ligger her endnu.

”Det er godt at se, at I holder skansen, selvom jeg er rejst væk,” siger han for sjov.

Vi kører hen til en parkeringsplads, som forfatteren kender, og da vi træder ud af bilen, skyder hans skuldre i vejret som en raket. Så siger han:

”Nu kan jeg da godt mærke, at jeg er tilbage i et lillebitte sted.”

Turen går til København

Dagen var endelig kommet. 17-årige Thomas Korsgaard blev kørt til toget af sin mor og vinkede farvel til hende og til det liv, han havde haft på gården i Nørre Ørum. Siden har han ikke set sin familie.

Med sig i toget havde han sin cykel og nogle sorte affaldssække, som han havde proppet sit tøj, sin dyne og hovedpude ned i. I rygsækken lå hans computer, mobiloplader, noget læsestof, pas og nogle penge. Alt det, man ville tage med på en lang ferie.

Thomas Korsgaard skulle dog ikke på ferie. Han var færdig med Nørre Ørum for altid og skulle flytte alene til København for at starte i 2. g på Ørestad Gymnasium.

”’Nu klarer jeg mig selv,’ tænkte jeg. Selvfølgelig var det skræmmende, men jeg husker det mest som sådan en frihedsfølelse. Jeg havde næsten ingen penge og anede ikke, hvordan jeg skulle få det hele til at hænge sammen. Jeg var dog meget lidt bange. Det var en lettelse at slippe væk.”

Da han ankom til Valby Station, skulle han videre over i et S-tog. Han kunne ikke bære alle sine ting på én gang, så det var en kamp med tiden for at undgå, at togdørene lukkede i, og at han ville kunne se alt, hvad han ejede, køre væk uden ham. Det var et helvede lige dér, men han nåede det lige akkurat.

Sommerferien havde han brugt på at finde et sted at bo gennem Boligportalen, hvilket blev et lille værelse på Frederiksberg.

Han skulle også optages på et gymnasium, der havde nogenlunde samme studielinje som på Skive Gymnasium. Han sendte en ansøgning af sted til Ørestad Gymnasium, hvor han skrev alle de rigtige ting om, at han var en engageret elev, der ville være en del af elevrådet.

Og vigtigst af alt fik han sig et job. Det blev som abonnementssælger for dagbladet Politiken.

”Hende, der skulle ansætte mig, kunne vist godt mærke, at her var noget på spil, der ikke kun handlede om at tjene lidt ekstra penge ved siden af studiet,” siger han.

Hans kendskab til København var ikke større end Strøget, Rundetårn og de klassiske turistattraktioner, som han havde set, når han havde været i storbyen på blå mandag eller på lejrskole.

Hovedstaden fungerede som en metafor for ham. Det var det længste væk, man kunne komme i Danmark. Og det var den største by.

Fra sin tid i SF Ungdom kendte han en håndfuld mennesker, som han kunne række ud til i København, og gennem dem fik han flere nye venner.

Når han havde råd til at gå i byen, var han glad for at tage på Masken Bar, en homobar i Studiestræde, og Living Room i Larsbjørnsstræde, hvor man sad i nogle meget dybe sofaer.

Han lærte mest København at kende ved, at han flyttede så meget rundt fra den ene bydel til den anden. Der var også lange perioder, hvor han ikke vidste, hvor han kunne bo, så han måtte sove på sofaen hos venners forældre, mens han finkæmmede Facebook og Boligportalen for værelser.

Engang var han nødt til at forlade en mediefagstime, fordi han blev ringet op af en udlejer og skulle ud at se en lejlighed i Nordvest. Han gik op til læreren og spurgte, om han ikke kunne slippe for at få fravær. Hans fraværsprocent var alarmerende høj. Og det værste, der kunne ske, var, at han blev smidt ud af gymnasiet, for så røg SU’en.

De fleste teenagere føler sig trætte, men Thomas Korsgaard var ualmindeligt træt. Når han havde været i skole, arbejdede han fra klokken 16.00 til 21.00 som avissælger, og det var alle hverdage.

Han var trådt ind i voksenlivet tidligere end de fleste, men beslutningen om at forlade Nørre Ørum og flytte alene til København fortrød han på ingen måde. Tværtimod var han stolt af sig selv.

En dag stod Thomas Korsgaard og delte aviser ud på Strøget. Det var hans første sommer i København. Pludselig kunne han se ud ad øjenkrogen, at en dreng fra hans gamle folkeskole i Midtjylland kom gående med sine forældre.

Thomas Korsgaard stod i en Politiken-jakke og havde mest lyst til at gemme sig. Drengen fnisede, da han opdagede ham: ”Ej, står du der,” udbrød han. Der faldt hans beslutning om at flytte lidt til jorden.

”Jeg tror ikke, at han mente det ondt. Men jeg var rejst så langt væk, og så kom de gående, som om det var det nemmeste i verden at gøre,” siger han og tilføjer:

”Danmark er lille for dem, der har råd. Ellers er det meget stort og splittet.”

Et særligt skilt i vejkanten

Vi drejer ind på ’verdens længste grusvej’. Eller Sejstrupvej, som den rigtigt hedder.

Verdens længste grusvej er noget, som Thomas Korsgaard altid har moret sig med at kalde vejen, hvor hans forældres gård ligger, og som fører hen til Nørre Ørum. Og jeg må sgu give ham ret i, at det er en pokkers lang grusvej. Knap tre kilometer lang er den, inden den til sidst bliver til hullet asfalt.

På den første strækning kører vi forbi adskillige stykker limousinekvæg, der går og græsser. Det bliver afløst af en stubmark, hvor der stod majs i sommer. Det giver en helt særlig lyd, når man kører over sådan en stubmark i bil, og stubbene rasper på undervognen, forklarer han.

”Pas på, der kommer et utrolig skarpt sving om lidt,” advarer han og fortsætter:

”I det her sving har vi været ved at ende i ulykker så mange gange, fordi min mor bare gerne ville hjem og kørte lidt for hurtigt. Det er ikke her, man skal komme susende.”

Et par minutter senere når vi frem til et særligt skilt i vejkanten, hvor der står, at der er tre kilometer til Nørre Ørum. Vores chauffør, pressechefen fra forlaget, vil gerne have taget et foto af Thomas Korsgaard og mig ved skiltet. Vi skal til at åbne døren, da forfatteren udbryder:

”Nu kommer der kraftedeme en bil derovrefra. Hold lige her.”

”Det er en stor Volvo,” siger pressechefen.

”Så er det nok ikke min far.”

Volvo’en drejer den anden vej, men vælger så at stoppe op. Føreren synes sikkert, at det virker suspekt, at vi holder stille her midt på vejen, forklarer Thomas Korsgaard. 

”Vedkommende har nok taget vores nummerplade, og om få minutter ved alle i Nørre Ørum, at vi har kørt der. Normalt kommer der jo ikke et menneske forbi.”

Sidst Thomas Korsgaard var forbi dette vejskilt på grusvejen, spytvaskede han det, fordi det var helt tildækket af alger. Han dokumenterede det med en video på sin Instagram med teksten: ”Nogen skal jo gøre det.”

I dag står der et spritnyt skilt, der viser vej til Nørre Ørum.

”Det er jo verdens mest ligegyldige skilt. Der er kun et par huse i den anden ende. Det er så sjovt, at de har skiftet det ud. Måske er der nogen fra kommunen, som har set min video og tænkt: ’Det kan vi ikke have siddende på os.’”

Lugten af gylle vækker minder

Vi kører forbi en branddam, hvor Thomas Korsgaard som barn skøjtede rundt med sine kondisko, når der var is på, hvilket var skidefarligt. Og så kommer hans barndomsgård endelig til syne.

Det er et rødt murstenshus med sort tag, hvor der er to store lader ved siden af. Bilen kører 26 km/t og holder ikke stille på noget tidspunkt. Der er nok 300 meter op til huset fra grusvejen.

”Jeg kan mærke, at I ikke må sige noget grimt om huset. Det betyder jo noget, hvor man er fra, selvom der kommer en utryghed op i mig nu,” siger han.

Thomas Korsgaard har ikke lyst til at udpensle, hvad der er foregået af traumatiske ting oppe på gården. Det gør han i sine bøger, forklarer han.

Vi triller forbi nabogården, der også er rød. Det ligner ikke, at der bor nogen der mere, men da Thomas Korsgaard voksede op, havde det ældre ægtepar Vagn og Gerda adresse der. De var nogle søde mennesker.

”Vagn blev blind, så da jeg var helt lille, stjal jeg en is fra deres fryser i garagen, men så blev jeg så skamfuld, at jeg gik ind til dem i huset og kiggede på Gerda og sagde: ’Jeg er kommet til at stjæle en is.’ Så smilede hun til mig og sagde: ’Det gør ikke noget. Vagn er jo blind.’”

Da vi når hen til hjørnet af vejen, peger han på et hus, der helt har opgivet at holde facaden, og siger:

”Derinde var der bordel i mange år. Det er jo helt faldefærdigt.”

Vi drejer til venstre og kører igennem Nørre Ørum. Der er kirken, som er hvidkalket, og hvor Thomas Korsgaards forældre fik begravet et barn, de mistede ved fødslen.

”Det er et særligt sted for mig,” siger han.

Hvor mange søskende Thomas Korsgaard har, vil han ikke fortælle. Det undrer jeg mig lidt over. I trilogien har Tue to søskende, men forfatteren har flere i virkeligheden, fortæller han.

”Der er ingen medier, som har opdaget antallet endnu, så det kan jeg lige så godt beholde som en fabrikshemmelighed.”

”Jeg skriver ikke mit eget liv, men jeg tager nogle erfaringer og oplevelser og lader dem ske for nogle fiktionspersoner, jeg skaber. Derfor finder jeg heller ikke mit privatliv så relevant uden for bøgerne.”

I nabobyen Ørslevkloster gør vi et stop ved byens refugium. Thomas Korsgaard bruger det ikke selv til at skrive, men tager i stedet på ophold på Hald Hovedgaard i Viborg, når han har brug for at arbejde andre steder end i lejligheden i København.

Der lugter kraftigt af gylle, da vi træder ud af bilen, hvilket næsten har en beroligende effekt på Thomas Korsgaard.

”Det er en meget velkendt lugt for mig. Misforstå mig ikke, det er ikke, fordi jeg har lyst til at have lugten af gylle som parfume, men jeg bliver egentlig meget tryg ved den. Forfatteren Marcel Proust skriver i ’På sporet af den tabte tid’ så meget om, at duften af madeleinekager bringer ham tilbage i tiden. Lugten af gylle er mine madeleinekager,” siger han i morskab.

Pludselig forsvinder lugten af gylle. I stedet bliver den overtaget af en brændt lugt. Der er nogle, der brænder noget af, og det er ikke natur, fastslår Thomas Korsgaard. Han føler sig overbevist om, at det er plastik.

”Der var en periode, hvor vi var nødt til at brænde vores affald for at få krudt i huset. Og det giver præcis den lugt,” forklarer han.

Som det sidste vil Thomas Korsgaard vise den eng, som har tilhørt familien, og hvor han som barn elskede at tage på eventyr alene.

Man kan ane fjorden i baggrunden, og der løber en lille å. På broen har Thomas Korsgaard stået mange gange og fisket.

Han tjekker efter, om der stadig er det skilt under broen, hvor der står, at der kan være oddere. Det er her endnu.

”Jeg kan mærke en stor ømhed, når vi er lige præcis her på min fars eng. Her er så fint.”

En romanforfatter gemt i Korsgaard

Thomas Korsgaard fik sin studenterhue. Karaktersnittet var ikke prangende, men at han havde et talent for at skrive og et stort drive for at udkomme, kunne ingen tage fra ham.

Hurtigt efter han fik huen på, begyndte han at skrive artikler for en række medier, og han blev optaget på Zetlands talenthold for skribenter.

Efterfølgende flyttede han til Aarhus for at læse nordisk sprog og litteratur.

En redaktør hos forlaget Lindhardt og Ringhof havde læst Thomas Korsgaards artikler og inviterede ham på kaffe. Han var kun 19 år. Redaktøren fortalte ham, at hun troede, at der var en romanforfatter gemt i ham. Og da hun spurgte, om han havde en færdigskrevet roman liggende på computeren derhjemme, var han nødt til at sige ja, selvom det ikke passede. Han var bange for, at han aldrig ville få chancen igen.

Han tog hjem og begyndte at skrive indledningen til romanen, der endte med at blive til ’Hvis der skulle komme et menneske forbi’, og som beskrev hans frygt for, hvis faren ville dø. Han sendte de fem sider af sted til redaktøren, der svarede hurtigt tilbage: ”Send mig resten”, for hun troede jo, at der var en hel roman allerede.

”Det kaffemøde har været fuldstændig altafgørende for mit liv. Nok flyttede jeg hjemmefra tidligt og klarede mig, men jeg havde godt nok brug for, at nogen kom og udpegede en retning. Det var jo det, redaktøren gjorde, da hun rakte ud til mig.”

To år senere udkom debutromanen, som fik flotte anmeldelser. Succesen kulminerede i 2021, da han modtog De Gyldne Laurbær for den tredje bog i rækken om Tue. Det har givet ham et fundament for at arbejde med det, han elsker.

”Jeg er taknemmelig for, at jeg kan leve et liv, hvor det at skrive er min hverdag. Én ting er at kunne leve af det, men noget andet er også at kunne leve med det. Når jeg er i gang med en bog, føles det som at have en god samtalepartner eller en hemmelig ven, det er samvær på en måde. Nogle vil sikkert tænke, at det lyder meget ensomt, men jeg synes, at det er det helt modsatte,” fortæller han.

9. oplag i Norge

Solen er gået ned i Nørre Ørum. Og så sker der det, som jeg har frygtet hele dagen: at jeg bliver køresyg. Jeg får næsten altid kvalme, hvis jeg sidder i en bil, og når det er mørkt, forsvinder mit fokuspunkt.

Jeg fortæller Thomas Korsgaard, at jeg lige zoner ud og slukker for diktafonen. Han fisker to Panodiler op af lommen og giver mig dem.

Vi kører over Fyn hjem, og på tanken lader vi op med franske hotdogs og træstammer. Om det er den tunge menu eller Panodilerne, der virker, ved jeg ikke, men min køresyge forsvinder lidt efter lidt.

Der går drengehygge i den, og vi begynder at spille musik fra hver vores Spotify Wrapped-­liste for hinanden. Det har vi brug for. Thomas Korsgaard har lyttet mest til australske Tame Impala igen i år. Han spørger ind til min kæreste og mine to døtre.

Undervejs tikker der en mail ind på mobilen hos forfatteren. Det er hans forlag i ­Norge, der skriver, at debutbogen, som udkom i februar sidste år i nabolandet, nu bliver trykt i 9. oplag.

Da vi rammer Ishøj, tænder jeg for diktafonen igen og spørger Thomas Korsgaard, hvad venskaber betyder for ham.

”Fordi jeg ikke har en familie på samme måde som andre, har mine venner en vigtigere plads. Det gør, at man nemt kan komme til at stille meget højere krav til sine venner, end de kan honorere. De betyder mere for mig, end jeg måske gør for dem. Det har jeg brugt meget tid på at finde balancerne i – og gør det nok stadigvæk.”

Vi kan se julelyset fra Tivoli i Køben­havn, da jeg stiller ham det oplagte spørgsmål: 

Hvordan har det så været at være hjemme i Nørre Ørum?

”Det har været en lang og god dag. Og det var dejligt, da vi begyndte at vende bilen,” svarer han.

Så tager jeg mig det sidste mod og spørger, hvad han ville have gjort, hvis vi var rendt ind i hans forældre. Han tænker sig godt om:

”Der havde instinkterne nok handlet, så jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort. Måske havde det været helt fint at sige hej til dem.”

Så opstår der syv sekunders stilhed, før han siger noget igen:

”Ej, det er godt at være tilbage i København, kan jeg mærke.”