Interview: Anna Ingrisch om opvæksten i bofællesskabet, balancen mellem frihed og tryghed og de vilde teenageår

Bofællesskabet lå i den yderste udkant af Aalborg. I Gug øst, byens final frontier. På den anden side af vores 22 små huse og det store fælleshus var der intet, men for mig var det her, alting var: markerne, jordhøjene, kælkebakken og den skæbnesvangre grusgrav.
Der var græs og bakker, hvor vi kælkede om vinteren, og om sommeren cyklede vi rundt med vind i håret og klatrede i træer og sang om bålet til sankthans, mens de voksne spillede musik, og kaniner og heste – og i en periode også et lam – kiggede på.
Man kunne kigge ud over marker og på galopperende heste, så langt øjet rakte, og den uendelige horisont gav mig en følelse af, at alt kan lade sig gøre. For selv hvis det går galt, skal der nok være nogen, der griber dig.

I trygge rammer

Jeg blev født i Grønland, men mine minder herfra er alle sammen sanselige. Duften af den grødede sælkødssuppe i vuggestuen. Den er på en eller anden måde blevet kropsmemoreret, ligesom den ekstremt klare luft.
Da min far fik arbejde i Aalborg, rejste vi videre dertil, og når jeg tænker på hjem, tænker jeg på det kibbutz-­agtige bofællesskab, vi boede i, fra jeg var tre år gammel. 
Der var mange akademikere og mange aarhusianere og københavnere – mine egne forældre inklusive, som taler med københavnsk dialekt. Men jeg blev jo pludselig jyde og talte aalborgensisk. Når de voksne havde fået et glas vin eller to, hentede de mig nogle gange op fra børnekælderen eller tv-stuen, hvor vi sad og så ’Disney sjov’, og så blev jeg bedt om at sige navnet Mogens. For jeg sagde Mo’ens med et rundt, jysk O, mens alle de andre sagde Mågens, som man gør i resten af landet. De døde altid af grin, og lige siden har jeg øvet mig på at sige Mågens.

Det var et sted med en ekstrem grad af frihed og samtidig en ekstrem grad af tryghed, og balancen mellem de to poler har været den absolutte røde tråd i mit liv. Hver aften var der fællesspisning, hvor madlavning gik på skift, og fra man var 12 år, skulle man hjælpe til.
En aften skulle der være amerikanertema, og jeg blev sat til at vende kødet i rasp, men forstod ikke, hvad der var hvad, og kom til at vende alle 50 koteletter i salt.
Jeg var den lille og husker stadig fascinationen af de store børn, længslen efter at gøre, hvad de gjorde, og det lille stik af jalousi, der også hørte til at være flokkens mindste. Selvom jeg var et socialt barn, var jeg også en enspænder. Jeg kunne forsvinde ind i mine bøger og ligge på mit værelse i dagevis og læse. Her havde jeg noget, der bare var mit. Og sådan har jeg det stadigvæk. Det har nogle gange været et problem i mine relationer, at folk har følt sig ekskluderet, men der har altid været et behov i mig for en kerne, der var min – og kun min.

Eventyrlysten for enhver pris

Vi købte en gammel, slidt islænder med skævt gebis. En dag smed jeg en sadel på den for at ride ud på markerne. Der var ingen voksne, og set i bagklogskabens lys var jeg overhovedet ikke kvalificeret til at ride på den. Det var også tydeligt at mærke på den, at den bare gerne ville hjem igen, for den var alt for gammel til at lære nye vaner og smed mig hurtigt af – og satte så i en form for galop. Der gik et par timer, før nogen fra bofællesskabet fandt den ude ved motorvejen, og jeg måtte selv gå grædende hjem og erkende mit rytternederlag. En anden gang tog min veninde og jeg min uopdragne hund med på eventyr, men tæt på grusgraven løb den væk. Vi kunne ikke komme hjem uden den, så vi gik marker og skove tynde, indtil det blev mørkt, ikke bare tusmørkemørkt. Til sidst måtte vi gå skamfulde hjem som to små, jordslåede børn med huller på knæene og sod på kinderne. Her viste det sig, at de voksne havde igangsat en større efterforskning. Vi kunne på lang afstand høre kaldene og se lommelygterne i mørket. Hunden, en bælgøjet King Charles spaniel, var selvfølgelig bare løbet hjem og tog imod os sammen med de voksne. Det er den eneste gang, jeg husker, at de var alvorligt bekymrede.

Der var et bestemt sted på marken, som blev kaldt Drømmeøen, fordi historien gik, at nogle af de store børn engang havde overnattet derude og haft de vildeste drømme. Det var et magisk sted for mig, da jeg var lille.
Senere prøvede jeg selv at overnatte derude, men sov bare som en sten. Drømmeøen fortsatte dog med at være særlig for mig. Selvom det lå lige ved siden af bofællesskabet, var det et sted, hvor man kunne være helt alene, og hvor ingen anede, hvor man var. Det var her, jeg røg min første cigaret. Min veninde og jeg var ikke særlig gamle, da vi stjal nogle fra hendes mor, og så sad vi der på marken og fik ild på cigaretten. Min veninde spruttede: ”Fy for satan, det skal jeg aldrig igen!” Jeg tog omvendt et sug og tænkte: ”Det kommer til at blive et problem.”

På den anden side af bofællesskabet, den side, der vendte væk fra markerne og ind mod byen, var der en lukket busgade, hvorfra man kunne tage 6’eren direkte ind til Nytorv. Hele vejen ned ad Byplanvej, forbi Vejgaard, Øgadekvarteret og ind til hjertet af byen, hvor Burger King og Salling tårnede sig op. Først var det glaserede æbler og H&M, der trak, men lidt senere også Jomfru Ane Gade, som jeg tog ind til et par forbudte gange som alt for ung med push-up og stiletter.

Løsrivelsen fra bofællesskabet

Den bus, 6’eren, som vist i dag er en 13’er, forbandt den yderste grænsepost, vidderne og naturen med den rå by, der trak mere og mere i mig, jo ældre jeg blev. 
Jeg begyndte at gå i byen og drikke alkohol i en tidlig alder. Det var også en konsekvens ved den store frihed i bofællesskabet. Man kunne sove hos en veninde, og så kunne vi snige os ud gennem hendes vindue, der lå helt op ad skovbrynet, og derfra forsvinde ud i natten.
Med en anden veninde holdt vi vilde fester i hendes forældres kolonihavehus i Østerådalen midt om vinteren. Slæbte Pisang Ambon og Sprite med og sad med en masse andre, alt for unge mennesker og drak os fra sans og samling. Rørene i det lille kolonihavehus sprang, da nogen tændte for vandet, og vi fik en kolossal efterregning, fordi forældrene så alligevel opdagede det. Andre gange stod man klokken tre om natten efter en fest i Vejgaard og kunne ikke komme hjem, for vi havde jo sneget os ud efter sengetid, og så var det bare at vakle i retning af Gug med alt for høje sko og en blodsprængt storetå.
Jeg er sikker på, min mor nogle gange har været søvnløs, og der er meget af det, jeg ikke håber, mine egne børn begiver sig ud i, men samtidig ville jeg ikke være det foruden. Jeg havde sådan en følelse af, at der var mange voksne, der passede på mig, uden at de nogensinde overvågede mig. De vidste måske ikke altid, hvor jeg var, men jeg vidste altid, hvor de var.