Hvornår skal du slå græs første gang?
Når temperaturen tillader, kan du slå græs
Når græsset er 6-8 cm højt, og jordtemperaturen 7-8 grader, kan du slå græsset for første gang. Præcist hvornår, du skal slå din græsplæne for første gang, afhænger af, hvordan vejret har været, men normalt kan du gå i gang i begyndelsen af april.
Græsset skal være begyndt at gro, før du bruger plæneklipperen, og det gør det, når jordtemperaturen er 7-8 grader. Græsset skal samtidig være 6-8 cm højt - en tommelfingerregel siger, at du kan stille en tændstikæske på højkant, og hvis græsset når over den, kan du slå græsset.
En anden tommelfingerregel siger, at du kan slå græsplænen, når den er grøn. Er du i tvivl, om græsset er klar til at blive slået, kan du købe et jordtermometer i et byggemarked eller på en planteskole. Stil det ned i jorden et sted, hvor der er skygge, og mål temperaturen.
Hvor langt må græsset klippes ned?
Græsset må ikke klippes længere ned end 4 cm - ellers svækkes græssets rodnet, og det kan give gule pletter, mens mos og ukrudt får bedre levevilkår i græsplænen. De 4 cm svarer ca. til en tændstikæske, der nu står på den smalle side.
Selv om græsplænen er ødelagt nogle steder, må du godt slå hele græsplænen første gang. Få derefter de gule pletter på græsplænen til at forsvinde ved at give dem en omgang NPK-gødning, (3 kilo pr. 100 kvadratmeter) og vand moderat. Vent derefter med at slå de ødelagte steder, til græsset igen er 6-8 cm højt.