Hvorfor suger min støvsuger ikke? 4 bud på løsninger
Du kan som regel selv løse det
En støvsuger, der ikke suger, men bare kører skidtet rundt på gulvet, er mildest talt irriterende. Problemet er dog sjældent særlig kompliceret, så prøv følgende løsningsforslag, inden du i arrigskab bestiller en ny.
1) Sidder der noget fast i røret?
Det kan være en tilstopning af mundstykket, støvsugerrøret eller -slangen, der gør, at støvsugeren ikke virker ordentligt. Tjek om, der sidder noget fast et af stederne. Et godt tip er at bruge en støvkost til at rense støvsugerens rør og slange med – eller alternativt et almindeligt kosteskaft til røret, hvis ikke du har en støvkost, der er lang nok. Til mundstykket kan du bruge en flaskerenser.
2) Er støvsugerposen fyldt?
Måske er støvsugerposen simpelthen fyldt op og trænger til at blive skiftet ud. Eller hvis din støvsuger ikke bruger poser, skal støvbeholderen måske tømmes. Skift i øvrigt som tommelfingerregel posen, før den bliver fyldt, og ikke først, når det begynder at gå ud over sugeevnen.
Hjælp din støvsuger
Hvis din støvsugerpose er fuld eller et filter er stoppet til, så luften ikke kan komme ordentligt igennem støvsugeren, vil den komme på overarbejde og kan blive varm. Det har den ikke godt af. Læs mere om, hvordan du forlænger din støvsugers levetid, her:
3) Er luftfilteret stoppet til?
Det er ikke kun poserne i støvsugeren, der skal udskiftes. Det skal luftfilteret også. Luftfilteret har til opgave at rense luften, der kommer ind i støvsugeren, for støvpartikler, men det holder ikke evigt. Efter nogen tid vil det blive fyldt og beskidt, og når det er blevet meget beskidt, mindsker det støvsugerens sugeevne. Der følger som regel et luftfilter med i pakken, når du køber nye støvsugerposer, og det er en rigtig god idé at udskifte filteret, når du tager hul på en ny pakke med poser. Har du et permanent luftfilter på din støvsuger, skal det renses.
4) Er HEPA-filteret stoppet?
Nogle støvsugere har også et såkaldt HEPA-filter, der sørger for at stoppe de allermindste partikler, så de ikke ryger gennem støvsugeren. Som oftest sidder HEPA-filteret der, hvor luften kommer ud af støvsugeren. Ligesom med luftfilteret skal det skiftes eller renses med jævne mellemrum, ellers kan det gå ud over sugeevnen.
Kilder: Bosh-home.dk, bolius.dk, elgiganten.dk