Mænd

Hvorfor går mænd mere i hundene end kvinder?

Mænd har svært ved at bede om hjælp, når livet er svært, forklarer Svend Aage Madsen, der er forskningsleder på Rigshospitalet. Han har i en årrække beskæftiget sig med mænds fysiske og mentale sundhed.

For mange mænds vedkommende er deres partner ikke bare den tætteste fortrolige, de har, det er måske også den eneste. Mister de hende, har de ikke længere nogen at tale med om udfordringer, og hvad der bekymrer dem, siger Svend Aage Madsen. 

Passer det, at mænd går mere i hundene end kvinder? 

»Mænd bliver generelt ramt hårdere af modgang i livet, end kvinder gør. Når mænd bliver skilt, rammes af psykisk sygdom eller bliver arbejdsløse, påvirker det i højere grad deres middellevetid, end det er tilfældet for kvinder. Mænd begår også oftere selvmord end kvinder. Så ja, det er rigtigt, at mænd går mere i hundene.«

Hvorfor rammer det mænd hårdere, når livet er svært?

»For det første er mænd dårligere til at identificere og sætte ord på, hvis de har det mentalt dårligt. Siger man til en mand: »Det ser ud, som om du ikke har det så godt«, så er svaret tit »Jeg er bare træt,« og så taler man i øvrigt ikke mere om det. Kvinder kommer med mange flere nuancer, når de fortæller om deres tilstand. Den næste forudsætning for at få hjælp er, at man opsøger den. Det kan både være i de nære relationer og hos professionelle. Dér ved vi, at mænd er mindre tilbøjelige til at række ud, end kvinder er. Mænd spørger for eksempel ikke i samme grad som kvinder deres kolleger, hvordan de har det, og de ønsker heller ikke selv at blive spurgt. Mange synes simpelthen, det kan være ydmygende.« 

Hvad gør mændene i stedet for at tale om problemerne?

»Når mænd har det svært, viser de ofte nogle andre reaktioner end de klassiske symptomer på depression og angst. Flere mænd end kvinder bliver udadreagerende, irritable og vrede – reaktioner, som kan være svære for omverdenen at vise omsorg over for. Og så trækker de sig ofte væk fra deres nærmeste. De knokler måske mere på arbejde eller skruer op for løbe- eller cykeltræningen. Når mænd har det dårligt, synes mange faktisk, at det er en ekstra belastning at skulle være sammen med deres nærmeste og tale om det, og så er det selvfølgelig svært at få hjælp.« 

Hvilke konsekvenser har isolationen?

»Det kan i nogle tilfælde føre til misbrugsproblemer, der gør det endnu mere vanskeligt at komme ind til problemets kerne. Det kan for eksempel være svært for en læge at synes, det er synd for en mand, der kommer ind kl. 9 om formiddagen og lugter af øl. Og det kan være svært at se, hvad der ligger bag misbruget, hvis manden er indelukket og irritabel. Derfor får mænd oftere diagnoser for misbrug, ludomani, vild kørsel og vold og hjælp til at regulere deres adfærd, mens kvinder til gengæld får dobbelt så mange diagnoser for depression og dermed hjælp i forhold til, hvordan de har det indeni.«

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Hvorfor kan mænd have svært ved at tale om følelser?

»Det ligger dybt i vores kultur og civilisation. I forhold til de opgaver, mænd traditionelt har haft, har det aldrig været funktionelt at tage udgangspunkt i deres følelser, og hvordan de har det indeni. Mænd har stået for de produktive opgaver uden for hjemmet – fiskeri, landbrug og fabriksarbejde – eller hvis vi går endnu længere tilbage i tiden for at jage og forsvare hulen mod sabeltigere. Omvendt har det for kvinderne, der traditionelt har taget sig af hjemmet og børnene, været nødvendigt at mærke efter, hvordan de selv og resten af familien har det. Den funktionsopdeling har i mange år sat sig spor i, hvad drenge og piger lærer og opdrages til.«

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Hvilke typer livskriser rammer mænd hårdest?

»Skilsmisse og tab af partneren er noget af det, der er rigtig slemt for mænd. For mange mænds vedkommende er deres partner ikke bare den tætteste fortrolige, de har, det er måske også den eneste. Mister de hende, har de ikke længere nogen at tale med om udfordringer, og hvad der bekymrer dem. Hvor kvinderne for 30-40 år siden stadig havde en økonomisk afhængighed af mændene i forhold til at blive gift og stifte familie, kan man i dag tale om, at der er opstået en emotionel afhængighed af kvinden hos den moderne mand. Vi ved også, at det meget ofte er kvinden, der står for familiens sociale kontakter, og den, der sørger for at sende manden til psykolog eller læge, hvis han har behov for hjælp. Der er en lang række parametre, der peger på, at det i dag er meget vigtigere for mænd at være i et parforhold, end det er for kvinder.« 

Hvorfor kan manden ikke finde ud af at klare sig selv?

»Rent praktisk er det stadig ofte sådan ved skilsmisser, at det er manden, som forlader hjemmet, og kvinden, der bliver med børnene. Mændene kan altså pludselig stå uden en bolig og kommer samtidig ud af den livsform, det er at være familie. Selvom manden som regel finder et sted at bo, kan det være en stor udfordring at skulle have børnene på besøg hen over weekenden, fordi det i mange tilfælde er kvinden, der først og fremmest har stået for familieførelsen. Hvad skal han lave med børnene? Hvad skal de spise? Samtidig kan det for mange mænd, der mister deres partner, være svært at opretholde det sociale liv, fordi det ofte også er konen, der har sørget for at lave aftaler – selv med mandens familie og venner. Risikoen er selvfølgelig, at manden bliver mere og mere isoleret og begynder at leve usundt, spise dårligt og drikke for meget alkohol for at dulme smerten. I sidste ende kan det komme til at koste ham hans arbejde.«  

68%

mænd og 56% kvinder finder det afgørende at have en partner.

Kilde: TNS Gallup for Berlingske Tidende

Hvad skal der til for at forhindre nedturen?

»Der ligger et stort samfundsansvar i at opdage, når mænd har det dårligt, og få dem henvist til den rette hjælp. Psykologhjælp virker lige så godt på mænd som på kvinder, men det er sværere at rekruttere mændene. Det, der skal til, er for det første en aftabuisering, og så kræver det en indsigt i mænds måder at have problemer på. De går ikke lige så meget ind i patientrollen som kvinder, men forsøger i stedet at bevare så meget identitet som mulig. Det betyder også, at det offentlige og sundhedsvæsnet nogle gange bliver nødt til at møde mænd på en anden måde og forstå, at mænds tilgang til at bede om hjælp kan være anderledes end kvinders. Især kortuddannede mænd oplever, at det kan være svært at tale med lægen om psykiske problemer. Hvis man ikke har et sprog for det og samtidig er vant til et miljø, hvor man er bange for at miste status, så er det ikke let. Derudover er det vigtigt, at manden har nogle fællesskaber, han kan komme i, hvis ikke han har en stor familie eller et godt netværk. Der findes i dag forskellige tilbud som eksempelvis Mænds Mødesteder, hvor mænd er sammen om forskellige aktiviteter og fælles interesser.«

Vidste du, at…

  • mænd med psykiske diagnoser lever 20 år kortere end mænd uden psykiske diagnoser
  • Kvinder med psykiske diagnoser lever 12 år kortere end kvinder uden psykiske diagnoser

Kilde: Outcomes of Nordic mental health systems: life expectancy of patients with mental disorders
 

Hvad skal mændene selv gøre?

»En del af det handler om, at mændene for alvor skal vænne sig til den omkalfatring af kønsrollerne, der er sket inden for de sidste årtier. Mænd har været vant til at have længere uddannelser, tjene flest penge og have højere status end kvinderne. Engang kunne de sidde i herreværelset i den anden ende af huset, og så blev børnene båret ind og ud. Den går ikke længere, hverken børnene eller mændene selv ønsker sådan en relation. Kvinderne stiller krav og forventer, at mændene tager ansvar i forhold til familien. Parforhold og familie er ikke noget, der kommer af sig selv, og hvis ikke mændene er opmærksomme på det, risikerer de, at kvinderne får børn og laver en familie uden dem. Men samtidig bør mænd også se den her situation som en chance for at se sig selv som et køn og stille krav om for eksempel bedre forældreforhold og bedre forhold i sundhedssystemet. Fuldstændig ligesom kvinderne har haft stor fordel af at forene sig og kræve ligestilling.«   

Er der grund til optimisme på mændenes vegne?

»Ja, det synes jeg. Der er jo en stor gruppe af mænd, som er godt i gang med at orientere sig mere og mere mod familielivet. Det at engagere sig i forældreskabet og de nære relationer kan være med til at få mændene til at tage bedre vare på både deres fysiske og psykiske helbred, ser det ud til. Når de engagerer sig i familieliv, er det uden, at det er på bekostning af alt det gode, der også knytter sig til det maskuline: Højt humør, lave bekymringer og ud at løse opgaver. Det kan sagtens bevares, samtidig med at man tager vare på de nære relationer. Det står ikke i modsætning til hinanden. Det handler ikke om, at der skal springe en kvinde ud af enhver mand. Det er noget sludder, at man mister noget maskulinitet, fordi man indlever sig i sit barn. Maskuliniteten er mangfoldig. 

Er mænd også blevet bedre til at tale om følelser?

»Ja, men jeg tror ikke nødvendigvis, de taler om dem på samme måde som kvinder, og det skal de heller ikke nødvendigvis. Nogle gange kan det være sundt at have en mere ubekymret tilgang til tingene, som mænd traditionelt har ry for – så længe det ikke skygger for de problemer, der skal tages hånd om.« 

Læs mere om