Redaktionen anbefaler






Nyere vaskemaskiner har en autofunktion, som du med fordel kan bruge, hvis har en blandet opvask.
Opvaskemaskinen har mange programmer og sjove tegn, og du har måske undret dig over, om du skal vaske op på 65 grader, eller om det er nok at køre en omgang på eco-mode, når der nu engang kun er glas, tallerkner og bestik i maskinen denne gang.
Det kan være svært at finde ud af, hvilket program man skal vælge. Når man kigger på symbolerne på opvaskemaskinen, viser de på de fleste maskiner en gryde, tallerkner og glas. Derudover er der et eco-symbol samt et autoprogram på nyere opvaskemaskiner.
Hvis dine glas får hvide aflejringer, kan det skyldes flere ting. Start med at tjekke, om du vasker dine glas i for varmt vand. Temperaturen må ikke overstige 55 grader – ellers kan de risikere at få glaspest.
Hvide aflejringer på glasset kan også skyldes en forkert dosering af vaskemiddel eller et saltfilter, der ikke er blevet vedligeholdt ordentligt.
Prøv at gøre glassene klare ved at lægge dem i 2 dl eddike blandet op med 1 l vand. Hvis ikke de bliver klare af det, har glassene fået glaspest, og der er desværre ikke noget at gøre.
Opvaskemaskiner kan godt klare det tunge køkkengrej, når der har været gang i gryderne. Hvis du ikke vil stå med knofedt og børste, kan du godt smide dem i opvaskemaskinen på et varmt program. Typisk vil programmet være symboliseret med en gryde, og temperaturen vil være 60-65 grader.
Glas, der bliver vasket gentagne gange ved høj temperatur, kan risikere at få glaspest, så sørg for, at du gemmer glassene til en tur i opvaskemaskinen, der ikke overstiger 60 grader.
Nogle opvaskemaskiner kan have en såkaldt antibakteriefunktion, men du kan sagtens nøjes med det varmeste program her, så lad ikke det være en afgørende faktor, hvis du skal ud og købe en ny opvaskemaskine.
Så længe temperaturen er over 60 grader, er det i kombination med sæben bakteriedræbende, og derfor kan du sagtens vaske sutteflasker, hundeskåle og -tallerkner på det varmeste program. Med skåle og tallerkener, dyr har slikket på, er det dog en god idé at skolde opvasken først, og hvis det er muligt også vaske på minimum 70 grader.
Opvaskemaskiner af nyere dato har ofte en autofunktion, som klarer ærterne, hvis du skal have vasket mange forskellige køkkenting op. Opvaskemaskinen registrerer selv, hvor meget der er beskidt. Derfor kan programmet variere i længde.
Hvis du har denne funktion på din opvaskemaskine, er den god til at klare hverdagens opvask.
Hvis du ikke har et autoprogram, så kan det være, din opvaskemaskine har et eco-program, som sparer på el og vand. Det tager typisk længere tid for maskinen at vaske op på dette program, men har du tiden, er det også velegnet til hverdagens blandede køkkengrej, tallerkner og glas.
Kilder: Tænk, Ingeniøren, Rosendahl, Lars Münter - Sekretariatschef for Rådet for Bedre Hygiejne
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10