Hvilken olie skal fuglereder steges i?
Jeg er i tvivl om, hvilken olie jeg skal bruge til stegning af fuglereder, altså de fuglereder, der består af kartofler med waldorfsalat.
Bodil Skjøttgaard, Randers
Svar fra Winnie From Thesbøl
Fuglereder steges i fedtstof ved høj varme, altså en friturestegning. Hertil er det bedst at bruge raffineret fedtstof, der både tåler opvarmning til høj temperatur, og som ikke giver smag. To faste fedtstoffer, der egner sig særdeles godt, er Palmin, der er fremstillet af kokosfedt, og Raffinol, der fremstillet af svinefedt. De er nemme at anvende, da man kan se, at de faste fedtstoffer bliver flydende under opvarmning.
Du kan også bruge olie, og her er det bedst at anvende en fritureolie, da den er specielt fremstillet til de høje temperaturer. Når en brødterning hurtigt bliver lysebrun i det opvarmede fedtstof, er det klar til brug.
Winnie From Thesbøl er mad-, måltids- og husholdningskonsulent og cand. pæd.