Hvad er bedst at pakke kød ind i?

Skal jeg bruge plastikpose eller sølvpapir eller måske pergament, når kødet skal i køleskabet?
?

Hvordan kan jeg bedst indpakke kød, som skal i køleskabet? Jeg tænker på både råt og tilberedt kød. Skal det pakkes i sølvpapir eller pergamentpapir, eller er det bedre at putte det i plastikposer, som kan lukkes helt til? 

Merete Engbæk Wrangel, Vanløse

Svar fra Winnie From Thesbøl

Når råt kød skal opbevares i køleskabet, tjener indpakningen flere formål: Kødet skal ikke tørre ud, det skal ikke komme i forbindelse med andre fødevarer, og der skal ikke dryppe kødsaft eller blod på andre fødevarer.

Du kan pakker det i alufolie eller en fødevaregodkendt plastpose. I begge tilfælde skal det ligge på en tallerken. Du kan også blot lægge det på en tallerken med folie over.

En plastboks, der er godkendt til fødevarer, er også god. Visse typer plastfilm er godkendt til fødevarer og kan derfor også bruges på samme måde.Tilberedt kød opbevares på samme måde.

Winnie From Thesbøl er mad-, måltids- og husholdningskonsulent og cand. pæd.