Fællesspisning: 8 steder i Danmark, hvor du kan spise med andre

Spis skulder ved skulder ved langborde, og skål med sidemanden, du ikke kender. Smag somaliske sambusaer i folkekøkkenet på Nørrebro eller mød op på Elværket i Åbyhøj til socialt samvær. Samvirke guider dig til 8 steder, hvor du kan spise med andre
Fællesspisning ved langborde i Folkehuset Absalon i København

Fællespisning ved langborde i Folkehuset Absalon i København. Foto: Nils Lund 

Folkehuset Absalon, København

Folkehuset Absalon på Vesterbro i København er mødested for unge, ældre, lokale, udlændinge og alle derimellem. Folkehuset er en gammel kirke, der siden 2015 har huset kaffedates, brætspil, yogaundervisning, dans, og hver dag afholdes der fællesspisning i kirkens gamle sal. Maden bliver serveret på fade ved bordene, og hver mandag og onsdag er der vegansk mad på menuen. Du kan sikre dig en plads ved langbordene ved at købe en billet på forhånd eller være heldig og købe en overskydende billet i indgangen.

 

Hvor: Sønder Boulevard 73, 1720 København

Hvornår: Alle dage kl. 18-19.30

Læs mere her.

Ungdomshuset i Nørregade, Odense

Ungdomshuset i hjertet af Odense tilbyder en række sociale madarrangementer for unge mellem 14 og 29 år. Du kan bl.a. deltage i International Monday med udenlandske studerende, hvor fællesspisning og internationale møder er på menuen. Vil du selv prøve kræfter med madlavning, kan du sammen med Stop Spild Lokalt eller Dansk Flygtningehjælp selv stå for madlavningen og deltage i fællesspisning efter. Du kan også deltage i babybrunch, hvor du hverken behøver at være ung eller medbringe en baby for at deltage i. Det kræver ikke billet at deltage i Ungdomshusets madarrangementer.

 

Hvor: Nørregade 60, 5000 Odense

Hvornår: Kontakt Ungdomshuset i Nørregade

Læs mere her.

Fællesspisning på Elværket Åbyhøj

Fællesspisning i Åbyhøj ved Aarhus. Foto: John Blæsbjerg 

Elværket Åbyhøj,  Aarhus

I Åbyhøj ved Aarhus kan du 1 gang om måneden deltage i fællesspisning i kultur- og medborgerhuset Elværket. Den bevaringsværdige bygning huser forskellige kulturelle arrangementer, og 1 af dem er fællesspisning. Den månedlige fællesspisning er drevet af frivillige hænder og stablet på benene for at styrke fællesskabet blandt borgerne i Åbyhøj, men alle er velkomne. Køb billet på elværkets hjemmeside.

 

Hvor: Thorsvej 4, 8230 Aarhus

Hvornår: 1 gang om måneden kl. 18-20

Læs mere her

Hotel Hornbækhus

På Hotel Hornbækhus kan du både være overnattende gæst, lokal eller komme langvejsfra og deltage i fællesspisning i hotellets spisestue. Hver aften bliver bordene slået sammen til langborde, og maden bliver serveret på fade, som går rundt ved bordene. Fællesspisningen foregår i hotellets idylliske rammer tæt på naturen. Du booker din plads ved langbordet på Hotel Hornbækhus’ hjemmeside.

 

Hvor: Skovvej 7, 3100 Hornbæk

Hvornår: Hver dag kl.19

Læs mere her.

Fællesspisning i Spinderihallerne

Fællesspisning i Sprinderihallerne i Vejle. Foto: Emma Laycock

Madfællesskaber omkring din butik

Corona har sat fællesspisning på pause, men også I Coop har aktive medlemmer og lokale ildsjæle taget initiativ til madfællesskaber sammen med deres egen butik. Har du en god idé til en aktivitet dér, hvor du bor, eller vil du vide mere om, hvordan du kan gøre en forskel? Spørg i din butik eller kontakt butikkens bestyrelsen, hvis du vil vide, hvad der sker.

Læs mere her

Spinderihallerne, Vejle

Det går ikke stille for sig i Spinderihallerne i Vejle, der bl.a. danner ramme for udstillinger, events og foreninger. Hver tirsdag afholder Spinderihallerne fællesspisning ved cafeens langborde, og der lægges op til en hyggelig middag, hvor alle er velkomne, både alene, med familie, venner og kollegaer. Køb billet på Spinderihallernes hjemmeside.

 

Hvor: Spinderigade 11, 7100 Vejle

Hvornår: Hver tirsdag kl. 17.30-19

Læs mere her.

Bord med hænder og mad til fællespisning på Den Røde Plads og Nørre Alle

Fællesspisning i folkekøkkenet på Den Røde Plads og Nørre Alle i København. Foto: Send Flere Krydderier 

Send Flere Krydderier, København

På Nørrebro i København kan du være med til fællesspisning i folkekøkkenet på Den Røde Plads og på Nørre Alle. Send Flere Krydderier udspringer af den socialøkonomiske virksomhed Diversity Works, der hjælper de etniske minoritetskvinder, hvis kogekunst kommer folkekøkkenet til gode. Maden er inspireret af verdens køkkener og krydderier, og på menuen er der bl.a. somaliske sambusaer og pakistansk butterchicken.

Hvor: Nørrebrogade 208, 2200 København og Nørre Alle 7, 2200 København

Hvornår: Tirsdag, onsdag og torsdag. 

Læs mere her

Danmark Spiser Sammen

Danmark Spiser Sammen er et initiativ af Folkebevægelsen mod Ensomhed og 80 organisationer i Danmark, der skal mindske ensomheden blandt danskerne i hele landet.  På Danmark Spiser Sammens hjemmeside kan du oprette eller tilmelde dig en fællesspisning, der allerede er oprettet. Fællesspisningen kan finde sted på Lolland såvel som i Aalborg.

Læs mere her.

Læs mere om