DIY: Lav din egen slik-kalender af køkkenruller
Det skal du bruge
- Slik til 24 huller, som kan holde sig i en måned
- Hæftemaskine
- Hobbykniv eller saks
- Blyant
- Lineal
- Lim eller limstift
- Limpistol
- Min. 12 køkkenrullerør
- Pap til bagbeklædning
- Papir til sidebeklædning
- Silkepapir til front
- Klistermærker eller gavepapir til cirkler
Sådan gør du
- Mål køkkenrullerørene, marker en længde på 10 cm. Skær dem til med en hobbykniv, så du har 24 ens rør.
- Læg de 24 rør i den ønskede form. Klips rørene sammen med en hæftemaskine, så det hele hænger sammen.
- Brug træet af rør som skabelon til at tegne bagstykket efter. Bagstykket skal være i tykt karton for at holde på formen og slikket. Klip ud og lim det på bagsiden af træet - altså lim på kanten af cirklerne - med limpistol.
- Fyld slik i hullerne. Hvis der skal være ekstra slik i nr. 24, så husk hvilket hul du har valgt, f.eks. tophullet.
- Forstykket skal være i tyndt silkepapir, så man kan bryde gennem det med en finger. Brug igen træet som skabelon, men læg denne gang ca. 2 cm ekstra til hele vejen rundt, som kan bukkes om figuren. Lim på kanten af cirklerne hele vejen rundt og lidt ned ad siden, sådan at du kan bukke de overskydende 2 cm omkring formen.
- Klip lange strimler af f.eks. rødt gavepapir, med en bredde på 10 cm. Lim på bagsiden af strimlerne med limstift og påfør rundt om juletræsformen. Det behøver ikke at være et langt stykke. Hvis du løber tør for længde, afslutter du i sammenslutningen mellem 2 rør og starter der igen.
- Pynt fronten med udklippede cirkler, som er lidt mindre i omkreds end røret, eller klistermærker og skriv tal på. Sæt evt. en stjerne på toppen.
Tip: Du kan også lave andre former, for eksempel en stjerne, som vist til sidst i videoen.