Derfor skal du huske at lufte ud
Udluftning mindsker risiko for astma
Der er en sammenhæng mellem indeklima og allergiske lidelser som astma. Risikoen for, at børn udvikler astma øges, hvis der ikke bliver luftet ordentligt ud. »En stor undersøgelse fra Sverige blandt flere tusinde familier viste, at risikoen for, at børnene udviklede astma, var nærmest fordoblet i de hjem, hvor der var tydelige udluftningsproblemer,« fortæller professor Bjarne Olesen fra DTU Byg.
Undgå husstøvmider i sengetøjet
Husstøvmider lever af hår og hudskæl fra mennesker og dyr, og dem er der masser af i din seng. Husstøvmiderne trives godt i et fugtigt miljø, og da soveværelset ofte har høj luftfugtighed, lever langt de fleste af hjemmets husstøvmider i soveværelset. Daglig udluftning, ugentlig rengøring og rent sengetøj hver 14. dag forringer levevilkårene for miderne.
Luften renses for fugt, partikler og gasarter
Med et grundigt gennemtræk renses luften for fugt, partikler og gasarter, som kan genere luftveje og gøre boligen et mere attraktivt miljø for husstøvmider og skimmelsvamp. Luft som minimum ud, før du går på arbejde, når du kommer hjem, og inden du går i seng.





