9 ting du ikke vidste om tilbudsavisen

Tilbudsavisen er blevet tyndere, men til gengæld får du flere tilbud. Kun en pandemi og en krig kunne stoppe udviklingen. Tilbudsaviserne findes i mange lande, men ingen elsker tilbudsaviserne højere end danskerne
Hånd tager den nyeste tilbudsavis

Tilbudsavisen er dømt død, men halvdelen af de danske husstande får stadig tilbudsavisen leeret til postkassen

1: Tilbudsavisen er blevet tyndere

Selvom antallet af tilbud, forbrugerne får om året, er nogenlunde konstant, så bliver tilbudsaviserne tyndere. I 2020 vejede en tilbudsavis i gennemsnit 44,4 gram, mens den i 2024 vejede 36,2 gram. Det er en reduktion på 18,5 procent på fire år. Udviklingen skyldes, at der er flere tilbud på hver side, ligesom en del kæder bruger tyndere papir. 
Kilde: FK Distribution

2: Populært teenagejob at gå med tilbudsaviser

FK Distribution er den største arbejdsplads i Danmark for unge på 13 år. Jobbet som omdeler af reklamer og ugeaviser er det mest populære, når man træder ind i teenageårene. 15 procent af alle i Danmark har haft deres første job hos FK Distribution, der står for omdeling af tilbudsaviser i Danmark. 

3: Flere tilbud end nogensinde før

Modtager du alle tilbudsaviser og åbner dem alle sammen, bliver du mødt af mere end 100.000 tilbud i løbet af et år Det er en fremgang fra 2017, hvor butikkerne i løbet af et år havde 87.000 tilbud til forbrugerne.  
Kilde: Samvirke og Tilbudsdata

4: Vi vil helst have tilbud på æg, smør og Pepsi Max

Når danskerne surfer efter tilbud, er der bestemte varer, der går igen og igen. Appen Minetilbud.dk har lavet en optælling af, hvad brugerne søger på, og på førstepladsen finder man æg. Som nummer 2 er smør, og nummer 3 er Pepsi Max. Længere nede på listen findes skyr, hakket oksekød, kylling, fløde, Lurpak, is og ost. 
Kilde: FK Distribution

5: Tilbudsavisen blev tyndere, da corona kom, og da russerne gik ind i Ukraine

Der skal store mængder papir til, når tilbudsaviserne til danskerne skal trykkes. Under corona steg onlinesalget af mange varer, og derfor skiftede mange papirfabrikker fokus og begyndte at lave papkasser i stedet. Det fik papirpriserne til at stige, og derfor reducerede nogle kæder antallet af sider med tilbud. Samtidig anbefalede myndighederne, at man ikke stimlede sammen eller tog mange på indkøb, hvilket også fik supermarkederne til at holde lidt igen med mængden af tilbud. 
Papirpriserne var ikke faldet til ro, da Rusland invaderede Ukraine, og i 2022 reducerede butikkerne størrelsen på tilbudsaviserne for at spare papir (og dermed omkostninger). 

6: Modellerne findes slet ikke

I 2025 kunne man for første gang i en tilbudsavis fra Coop se modeller, som var skabt via kunstig intelligens. Modellerne er ikke en gengivelse af et bestemt menneske, men skabt af en fotograf og en computer. Modeller skabt af kunstig intelligens er med til at sænke omkostninger ved tilbudsavisen og i sidste ende gøre varerne i supermarkederne billigere. 
Kilde: Coop

7: Bor du på en ø, elsker du tilbudsavisen

På de mindste øer i Danmark finder man flest, der elsker tilbudsavisen. På Bjørnø, Lyø, Askø, Anholt og Femø får alle eller op til ni ud af ti husstande stadig tilbudsavisen leveret direkte til døren. På ‘fastlandet’ finder man flest, der er glade for tilbud i Dannemare og Brenderup, hvor mellem 80 og 85 procent af alle husstande får tilbudsaviser hver uge. 
Færrest modtagere af de ugentlige tilbudsaviser finder man på Frederiksberg og i postnumrene København S, Aarhus N, Risskov, Kgs. Lyngby og København N. 
Kilde: FK Distibution
Klik og se kortet - og find ud af, hvor mange der får tilbudsaviser i dit postnummer 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

8: Modtagerne af tilbudsaviserne er blevet gladere for at læse dem

Læser du tilbudsaviserne? Og hvor tilfreds er du? Sådan lød nogle af spørgsmålene, da Dansk Erhverv i slutningen af 2023 spurgte til danskernes tilbudsvaner. Halvdelen af danskerne modtager tilbudsaviser, og undersøgelsen viste, at knap hver tredje dansker anvendte de husstandsomdelte tilbudsaviser mere efter de voldsomme prisstigninger på varer, end de gjorde før prisstigningerne. Undersøgelsen viste også, at 80 procent af de danskere, som modtager alle tilbudsaviser, sætter pris på at modtage dem og vil ikke undvære dem. Det er lidt flere end i 2020, hvor andelen var 74 procent. 
Kilde: Dansk Erhverv
 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

9: To ud af tre køber hver uge dagligvarer, de har set i en tilbudsavis

Tilbudsaviserne er læste – og de virker også! Og det er især dagligvarer, vi finder på tilbud. 
1.    64% køber dagligvarer ugentligt på baggrund af tryksager
2.    85% køber dagligvarer månedligt på baggrund af tryksager
Når det gælder øvrige varer, er tallet lidt lavere: 
1.    53% køber øvrige varer månedligt på baggrund af tryksager
Kilde: FK Distribution