6 mave- og tarmsygdomme, danskerne lider af

Mange danskere har ondt i maven, omkring 1 million, faktisk. Det anslår Mave-tarmforeningen CCF. Læs her om nogle af de mest udbredte mave- og tarmsygdomme og deres symptomer.

Mavepine, diarré og forstoppelse er nogle af de gener, i tusindvis af danskere lider under til hverdag.

Morbus Crohn

Betændelsestilstand i tarmvæggen. Mindst 20.000 danskere lider af sygdommen.

Større eller mindre stykker af tarmen hæver op og bliver fortykkede, og der ses rødmen, rifter og blødende sår på indersiden. Der kan senere komme arvæv, som kan forsnævre tarmen. Crohns sygdom er en kronisk betændelsestilstand, som i perioder giver mavesmerter og diarré samt vægttab, afløst af perioder med få eller ingen symptomer.

Symptomerne, man oplever, stammer fra betændelsen i slimhinden i tarmvæggen. Denne betændelse kan give kraftige smerter, afføringstrang, diarré mange gange dagligt og blod, slim og pus i afføringen.

Colitis ulcerosa

Blødende tyktarmsbetændelse. Mindst 30.000 danskere lider af sygdommen.

Sygdommen viser sig ved, at tyktarmens slimhinde får sårdannelser med blødninger. Denne betændelse i tarmslimhinden kan også give kraftige smerter, afføringstrang, diarré mange gange dagligt og blod i afføringen samt slim og pus.

De kroniske betændelsestilstande i tarmen skyldes en såkaldt autoimmun sygdom, hvor immunforsvaret angriber kroppens sunde væv og celler.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Irritabel tyktarm med diarré

Omkring 850.000 danskere er ramt af lidelsen irritabel tyktarm, der kommer i 3 forskellige varianter. Irritabel tyktarm forekommer langt hyppigere hos kvinder end hos mænd. Symptomer på irritabel tyktarm med diarré er: diarré, oppustethed, mavekramper og smerter.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Irritabel tyktarm med forstoppelse

Symptomerne på sygdommen er forstoppelse, oppustethed, mavekramper og smerter.

Nogle mennesker kan have en form for skjult forstoppelse, hvor man har normal passagetid og regelmæssig afføring, men man har alligevel en ophobning af afføring i tarmen.

Irritabel tyktarm med vekslende afføring

Symptomer er vekslende afføring, oppustethed, mavekramper og smerter.

Mange af de patienter, der opsøger deres alment praktiserende læge på grund af mave-tarmsymptomer, får stillet diagnosen irritabel tyktarm. I Mave-tarmforeningen CCF vurderes det, at mange, der får diagnosen irritabel tyktarm, er fejldiagnosticerede og lider af en kronisk tarmsygdom.

Mikroskopisk kolit

Mikroskopisk betændelsestilstand i tyktarmens slimhinde.

Giver kronisk og vandig diarré op til 20 gange i døgnet, men hyppigst 4-6 gange i døgnet. Mange patienter oplever periodisk krampagtige mavesmerter, der skyldes, at væske og afføring udspiler et stykke af tyktarmen. Nogle patienter kan opleve periodisk kvalme.

Sygdommen forekommer hyppigst hos midaldrende kvinder. Sygdommen er forholdsvis sjælden. Op til 20.000 danskere kan lide af mikroskopisk kolit.

Læs mere om