Ferie i danmark

10 idéer til aktiv efterårsferie

Oplev Danmark på en anderledes måde dette efterår, med en aktiv ferie i naturen. Du kan tage en tur på ski, klatre i trætoppe ved Møns Klint, eller surfe på bølgerne i danmarks Hawaii. Samvirke har her samlet 10 bud på, hvordan en mere aktiv efterårsferie i den danske natur kunne se ud.

1. Besøg børnenes hovedstad

I børnenes hovedstad, Billund, finder man en lang række oplevelser i børnehøjde – en af dem er den nye oplevelsespark WOW PARK, der er en naturpark, hvor børn og barnlige sjæle kan boltre sig i trætoppene. I parken kan børn og voksne udfolde sig aktivt i trætophuse og hængebroer, gigantiske hoppenet med kæmpebolde, underjordiske huler, kæmpeslynger og svævebaner. WOW PARK lægger op til leg og kreativitet i naturen, og der er både plads til hygge i hængekøjer, mad over bål og vildskab i tarzanslynger.

Her kan du læse mere om WOW PARK

Foto: WOW PARK

2. Gå Bornholm rundt

Bornholm er ikke kun dejlig om sommeren, øen er også oplagt til vandreferie i efteråret. Langs hele den bornholmske kyst løber de gamle redningsstier, som i dag er blevet til den populære kyststi. Kyststien løber med sine 120 kilometer gennem Bornholms kystbyer og smuk natur med alt fra klipper til fine sandstrande. Langs stien er der shelters til overnatning, der kan findes og bookes ved brug af Shelter app. Er man ikke til 120 kilometers vandring, kan stien deles op i kortere strækninger. Vil man gerne igennem mere varieret terræn, kan man starte med at tage turen fra Dueodde til Svaneke og videre til Allinge og Hammershus. Er man derefter stadig frisk i benene, kan man tage turen ned til Rønne, langs vestsiden. Vil man helt på afveje, kan turen gå ind igennem landet, hvor Almindingen om efteråret gør sig til med en farverig bladdragt.

Her kan du læse mere om kyststien.

Foto: Destination Bornholm

3. Spænd hjelmen i Nordskoven

Øst for Silkeborg ligger den 951,6 hektar store statsskov, Nordskoven, som rummer et af landets bedste mountainbikespor. Sporet i Nordskoven, der bliver vedligeholdt af frivillige i samarbejde med Naturstyrelsen, er inddelt i 3 ruter. Hver rute tager udgangspunkt i begynderruten, det blå spor, og tilbyder afstikkere ad sværere spor, hvor pile viser mulige afstikkere til det røde og det sorte spor. Ruterne er henholdsvis 9,4, 11,5 og 12,4 kilometer lange, og variationen af sværhedsgrad betyder, at både nybegyndere og øvede kan være med. Ruterne er både teknisk udfordrende og bugter sig igennem naturskønne områder.

Her kan du læse mere om mountainbikesporet i Nordskoven.

Foto: Magnus Torfoss / Visit Silkeborg 

4. Mærk suset i Cold Hawaii

Kystrækningen ved Thy, mellem Agger i syd og Hanstholm i nord, har surferne døbt Cold Hawaii, fordi det er det bedste sted at surfe i Nordeuropa. Langs kysten strækker sig 31 gode surfspots, med unikke vindforhold, der gør det muligt at ride på store blå bølger året rundt. Et af Cold Hawaiis mest populære steder er Klitmøller, hvor to rev danner store bølger, der muliggør både wave-, wind-, kite- og stand up padlesurfing. Klitmøller er en gammel fiskerby, og her mødes gamle fiskertraditioner med laid back surfkultur i smukke omgivelser med Thy Nationalpark lige i baghaven. Området egner sig til både professionelle og nybegyndere.

Her kan du læse mere om Cold Hawaii

Foto: Mette Johnsen

5. Tag på skiferie i København

Er du ikke helt klar på at komme væk fra byen, men vil gerne have en aktiv næsten-natur-oplevelse, kan du tage på skiferie på Copenhill. Her får man oplevelsen af at være i de schweiziske alper, selvom man i virkeligheden befinder sig på toppen af storbyen oven på et kæmpe forbrændingsanlæg. Pulversneen er skiftet ud med grønt plastikgræs, og der er ingen alpehytter på toppen. Til gengæld kan man stå på både ski og snowboard, prøve slalombanen, lave tricks i Freestyleparken eller stå i kø til liften, som var det en rigtig skiferie. Udstyret kan lejes på stedet, men turen skal bookes i forvejen.

Her kan du læse mere om skibakken.

Foto: Press/CopenHill

6. Lej kano ved Gudenåen

Kom helt tæt på Gudenåens forunderlige og smukke natur med en tur i kano. Gudenåen har med sin strækning på godt 170 kilometer mange smukke etaper, der egner sig godt til en- eller flerdagsture i kano. Der er gode overnatningsmuligheder langs åen, med teltpladser og shelters, der ofte er forbeholdt sejlende. Langs Gudenåen findes der mange udlejningssteder, der kan hjælpe videre med planlægning af ruter og udlejning af udstyr.
 

Her kan du læse mere om at sejle i Kano på Gudenåen.

Foto: Bo Bozz Nørgaard / Visit Silkeborg

7. Klatrepark i trætoppene ved Møns Klint 

På Møn finder man en af Danmarks smukke naturperler, Møns Klint. Tag turen op ad Danmarks længste trappe på hele 496 trin og nyd den fantastiske udsigt fra klintens top ud over de hvide kridtskrænter og det turkisgrønne hav. Får man højdeskræk af den 128 høje klint, kan man også gå en tur langs den 7 kilometer lange klintstrækning ved vandet. Eller besøge Geocenter Møns Klint, som rummer en række sjove aktiviteter som for eksempel fossiljagt på klintestranden eller træklatring og svævebane i Klinteskovens top.

Her kan du læse mere om Møns Klint og Geocenteret

Foto: Geocenter Møns Klint

8. Udforsk naturens kræfter

Naturen ved Vesterhavet har sine egne kræfter, og dem kan man udforske i oplevelsescenteret Naturkraft, som ligger nær Ringkøbing. I Naturkraftcenteret kan både små og store legebørn blandt andet blive meget klogere på, hvordan naturen hænger sammen, og hvilke aftryk mennesket sætter i verden. Her kan man stikke hovedet ind i en vindmaskine, prøve svævebanen eller lære mere om de særlige naturtyper ved Vesterhavet.

Her kan du læse mere om Naturkraft.

Foto: Naturkraft

 9. Oplev sort sol ved Vadehavet

I Nationalpark Vadehavet kan man opleve fuglespektakel for naturelskere i alle aldre. Nationalparken huser millioner af fugle og danner rammen om en række enestående fugleoplevelser. Fra starten af september til midt oktober kan besøgende år efter år blandt andet opleve det forunderlige naturfænomen sort sol, hvor stæreflokke hvirvler over aftenhimlen i rytmiske og uforudsigelige bevægelser. Du kan tage på guidede ture eller selv tage ud og se, om du har heldet med dig. 

Her kan du læse mere om Nationalpark Vadehavet.

Foto: Lars Gejl / Nationalpark Vadehavet

10. Ø-cykel-hop i det Sydfynske Øhav

Fyn er fin, og det er det Sydfynske Øhav også. I stedet for at gå øerne rundt kan man med fordel snuppe cyklen. Brug også færgerne fra enten Rudkøbing, Svendborg eller Faaborg og oplev den særlige stemning og ro, som øhavets mere end 60 smukke øer rummer. Planlæg din egen rute, eller find inspiration her

Med et ø-pas i hånden kan man samle på øer og få inspiration til seværdigheder og skønne naturområder på hver enkelt af øerne.

Læs mere om ø-passet her.

Foto: Bjørg Kiær, Visit Sydfyn

Kilder: DanCenter, WOW PARK, CopenHill, GeoCenter Møns Klint, Destination Bornholm, Nationalpark Vadehavet, VisitSilkeborg, Visit Nordjylland, Destination Fyn