Har du også løjet for dit barn i dag?

Da marsvineeventyret måtte få en ende

Da Agnes fyldte seks år, fik hun to marsvin af sin mor og far. De to gnavere vakte først lykke, men da nyhedens interesse havde lagt sig, begyndte Agnes at blive ret ligeglad med kæledyrene. Mor Dea Skov indså, at hendes fødselsdagspåfund ikke rigtig havde været en succes, og sammen med sin mand besluttede hun efter et år, at marsvineeventyret måtte have en ende. Den beslutning skulle vise sig at forvandle de to forældre til løgnhalse.

En naturlig anledning til at slippe af med dyrene kom, da det ene marsvin efter en løbetur i den fælles gårdhave på Vesterbro i København vendte hjem med et brækket ben.

Her blev den første løgn bragt i spil. Dea og Rasmus Skov fortalte Agnes, at de tog til dyrlægen med marsvinet, og hvis han ikke kunne operere skaden, måtte kæledyret aflives. 

»Et marsvin kan jo ikke gå med krykker,« lød forklaringen. Men marsvinet kom aldrig til dyrlægen. Forældrene var enige om, at en aflivning hos dyrlægen var for kostbar i både tid og penge, og at de derfor ville klare det selv. Mens Agnes og lillebror var på besøg hos mormor og morfar, fandt Rasmus en stump trækæp frem og gav marsvinet et dødbringende gok i nødden. Det andet marsvins skæbne vender vi tilbage til…

Forældre lyver for deres børn

Det fremgår blandt andet af Samvirkes facebookside, hvor læsere har budt ind med et væld af hverdagens små løgne, der skal få børnene til at spise flere grøntsager, kassere sutten eller holde op med at pille næse.  

Dea Skov fortæller, at sandheden om marsvinenes skæbne ikke så dagens lys, fordi de tænkte, at Agnes ville blive mindre ked at det, end hvis hun blev konfronteret med den barske virkelighed: Nemlig at forældrene var dødtrætte af at passe to kæledyr, som ingen alligevel interesserede sig for, og at de derfor havde besluttet sig for at skaffe dem af vejen.

»Jeg følte mig ansvarlig for at have givet hende dyrene og syntes ikke, hun skulle føle sig skyldig. Men kald det også bare dovenskab,« siger Dea Skov.

Højtidsløgne kan være hyggelige

Ifølge psykolog Heidi Agerkvist, der især beskæftiger sig med børnefamilier, tager børn ikke skade af uskyldige hvide løgne. Traditionsløgne om nisser og påskeharer kan ligefrem være hyggelige indslag i barndommens rige. Ikke desto mindre vil hun ikke blåstemple forældrenes løgne – heller ikke selvom de umiddelbart virker uskyldige.

»Det skal ikke gribe om sig og blive en let løsning, man hiver frem, hver gang det er mere bekvemt. Hvorfor egentlig ikke bare sige sandheden? Grundlæggende må man som forælder spørge sig selv, om man lyver for barnets skyld, eller fordi man er doven og ikke orker at forholde sig til barnets reaktion og en eventuel konflikt,« siger hun. 

Selv mere uskyldige løgne kan have et længere perspektiv. Når barnet – også som voksen – gennemskuer en løgn, kan det spørge sig selv, hvad forældrene så i øvrigt har løjet om.

»Forældre er dem, barnet skal kunne stole allermest på. Desuden bliver det svært at opdrage, hvis man griber barnet i en løgn, når man selv lyver,« lyder det fra psykologen.

Løgne kan skabe forvirring for børn

Men hvor går grænsen for, om en løgn er harmløs – måske endda hensigtsmæssig – eller meningsløs og skadelig?

»Det er svært at definere, om en løgn er harmløs eller ej,« lyder Heidi Agerkvists 

vurdering. Men som en hjælp forsøger hun at dele løgnene ind i nogle kategorier. Som eksempelvis opdragelsesløgne: At barnet får prinsessehår, hvis hun spiser salat, eller at der ikke er grøntsager i sovsen.

»De kan give mening indtil en vis alder – barnet har jo godt af grøntsagerne. Men på et tidspunkt må man spørge sig selv, om det ikke gavner barnet at vide, at i aften spiser vi broccoli, og sådan er det bare. Barnet skal vel lære at spise forskellig slags mad, og at alting ikke altid er, præcis som det ønsker sig,« siger Heidi Agerkvist.

Løgne om at far og mor er allergiske over for kæledyr, eller at kæledyr er forbudt i ejendommen, kalder hun bekvemmelighedsløgne. Forældrene er blevet dovne, mener hun. 

»Måske reagerer barnet og er sur i en uge, når forældrene fortæller, at de ikke vil have kæledyr. Men så har de taget ansvar for deres beslutning, og der er rene linjer,« siger hun.

Historier om, at man får firkantede øjne af at se tv, at der vokser tyggegummi ud af ørerne, hvis man sluger det, eller andre af den slags – udvalget er stort – stempler hun som meningsløs onkelhumor, der kun skaber forvirring i et barns hoved.

De værste løgne er dem, der berører barnets identitet. Som for eksempel når forældre lyver om barnets ophav. For nogle adoptivbørn eller donorbørn dukker sandheden om, hvordan de kom til verden, først op, når de er voksne, og det vil opleves som et stort knæk for tilliden. 

»Når det handler om alvorlige emner som adoption eller skilsmisse, opfordrer jeg til så meget åbenhed som muligt. Små børn har ikke brug for alle detaljer. De kan langt hen ad vejen klare sig med overskrifter, men overskrifterne skal være sande,« siger Heidi Agerkvist.

Det andet marsvin kom videre

Og så tilbage til historien om Agnes’ andet marsvin. For at slippe af med kæledyret rodede Dea og Rasmus Skov sig ud i en ny løgn. Nemlig at marsvin er meget selskabelige dyr, og at det ville være ked af et ensomt liv. Ifølge forældrene ville marsvinet blive gladere, hvis det blev sluppet fri på markerne ved sommerhuset, hvor det kunne møde en masse musevenner og harevenner. Agnes var med på ideen.

Dagen før turen til sommerhuset fik Dea Skov dog kolde fødder: Hun kunne ikke bære endnu et marsvineliv på samvittigheden og satte hurtigt en annonce med et gratis marsvin i Den Blå Avis. Til hendes store overraskelse var interessen overvældende. En marsvineentusiast, der allerede havde en hel flok, kom samme aften forbi og adopterede dyret. Forældrene var glade, Agnes var glad, og marsvinet var sandsynligvis også bedre tjent med denne løsning end at blive sluppet løs på en mark på Møn. I hvert fald fik Agnes den sande historie.