Gode råd: Sådan tyverisikrer du dine vinduer
Ryd op og rul fra
Lad ikke iPads, bærbare computere og dyre designting ligge frit fremme, mens familien tager på ferie. Sørg for, at de mest oplagte tyvekoster ikke kan ses fra vinduet og frister langfingrede tyveknægte. Når oprydningen er færdig, er det en god idé at rulle gardinerne fra, så alle kan se, at der ikke er grund til at slå ruden ind.
»Der er ingen grund til at tro, at store gardiner og nedrullede persienner dæmper tyvens interesse. Rul fra og pak iPads og bærbare computere væk. Så ligner dit hjem ikke noget særligt,« råder Riccardo Krogh Pescatori.
Sikr vinduet med kraftige skruer og godt træ
Hvis tyven alligevel beslutter sig for at bryde ind, er det vigtigt at have solide vinduer. Det er særligt trævinduer, der kan give problemer. Dårlige beslag i mørt eller råddent træ er nemme at brække op, så hvis du vil gøre det svært for tyven, skal du sørge for, at vinduet er i god stand, og at skruerne, der holder dine beslag fast, er kraftige og skruet ind i godt, sundt træ.
Luk hasperne - alle hasperne
Det er umuligt at gøre dit hjem fuldstændig tyverisikret. Men mange indbrud sker, fordi et vindue eller en dør står åben. Sørg for at alle vinduer er lukket så godt, som de kan blive, før du tager hjemmefra. Så er du også sikker på, at forsikringen dækker, hvis uheldet er ude.
»Du kan også sikre dit vindue med ekstra hasper, hvis vinduet kun har gammeldags vippehasper,« siger Riccardo Krogh Pescatori.
Plastiksikring gør det sværere at bryde ind
Skal du være væk i længere tid kan du nemt gøre dit vindue endnu sværere at bryde op. En simpel plastikstrip rundt om hasperne gør det sværere at angribe med et brækjern. Men der er også mere omfattende løsninger.
»En hængelås eller vinduer med indbygget låsemekaniske kan også lede indbrudstyven på andre tanker,« forklarer Riccardo Krogh Pescatori.
Hvornår dækker forsikringen?
Din forsikring dækker kun fuldt, så længe du selv har husket at lukke alle vinduer, så godt som det lader sig gøre. Når blot det er gjort, dækker forsikringen alle værdier. Står et vindue åbent, eller er det ikke lukket med alle hasper, er der tale om et simpelt tyveri.
»Ved simpelt tyveri er tyven kommet ind uden at ødelægge noget - for eksempel gennem et åbent vindue, og så dækker forsikringen ikke smykker og kontanter,« siger Riccardo Krogh Pescatori.
Elektronik og andet indbo er dog stadig dækket af forsikringen selv ved simpelt indbrud.