Sådan opbevarer du frugt og grønt

De fleste kender til at smide en halv agurk eller en halv pose kartofler i skraldeposen, fordi de er blevet slatne og kedelige. Men hvis du opbevarer dine frugter og grøntsager korrekt, kan du forlænge levetiden på dem. Samvirke har spurgt Winnie From Thesbøl, ernærings- og husholdningsøkonom, om hvordan man bør opbevare de forskellige frugter og grøntsager.

Æbler

Æbler kan opbevares helt ned til 0 grader. Da de afgiver meget ethylen-gas, som bevirker, at grøntsager og frugt, der ligger sammen med æblerne, modner hurtigere, er det en god idé at holde æblerne uden for køleskabet.

Tomater

Tomater må ikke komme i køleskabet, da de så får køleskader (de bløde punkter, der nemt fører til råd). Tomaterne har bedst af at stå ved stuetemperatur, men da de udvikler en del ethylen-gas, skal man undgå at lægge dem sammen med andet grønt.

Agurker

Agurker er meget kuldefølsomme, og bør ikke opbevares ved temperaturer under 7 grader, da de risikerer at få kuldeskader. De holder sig bedst, hvis de er pakket ind. Læg dem nederst i grøntsagsskuffen eller uden for køleskabet. Undgå dog at lægge dem samme med tomater, da tomater afgiver meget ethylen-gas, som agurkerne er meget følsomme overfor.

Løg

Løg rådner let, hvis de får fugt, så det bedste er at opbevare dem i en kurv eller skål uden for køleskabet. Allerbedst er det, hvis man har mulighed for at stille dem i mørke, så de ikke spirer.

Hvidløg

For hvidløg gælder det samme, som for almindelige løg. Opbevar dem tørt uden for køleskabet og gerne mørkt, så man ikke risikerer, at de spirer.

Kartofler

Kartofler bør opbevares koldt i køleskabet, da de lettere spirer ved stuetemperatur. Kartofler skal pakkes ind, så de ikke tørrer ud, men ikke i en for tæt emballage, da de stadig skal have mulighed for at ånde. Derfor er det mest optimale at opbevare kartoflerne i en papirpose.

Porrer

Porre skal opbevares på køl og pakkes ind, for at undgå de tørrer ud. Porrerne tørrer hurtigere ud, hvis de bliver opbevaret uden for køleskabet. Derudover er der ofte en smule jord på porrerne, hvor bakterier kan udvikle sig bedre under varme forhold. Derudover rådner porrer hurtigere ved stuetemperatur.

Rodfrugter

Rodfrugter er ikke så følsomme, og derfor kan man fint opbevare dem i køleskabet. De kan have tendens til at tørre en smule ud, hvis man opbevarer dem ved stuetemperatur.

Salat

Fin salat, spinat og lignende har bedst af at blive opbevaret i køleskabet i en boks, med en rist i bunden, og under den lidt vand. På den måde vil salaten bevare sin sprødhed meget længere.