Hvordan skal kaffekapslerne sorteres?

Kaffekapsler kan være lavet af metal, plastik og bionedbrydeligt materiale, og den rigtige skraldespand afhænger af, hvad kapslen er lavet af. Her får du overblikket over, hvordan kaffekapslerne skal sorteres

Kan kaffekapslen skilles ad?

Nogle kapsler kan skilles ad. Kan du fjerne låget fra kapslen – og kan kapslen tømmes ordentligt for kaffegrums – så kan du smide delene ud i de rigtige skraldespande. Kapsler af blandede materialer, der ikke kan adskilles, eller kapsler, som ikke kan tømmes ordentligt for kaffegrums, skal sorteres som restaffald, medmindre producenten eller din kommune har en særskilt returordning for kaffekapsler.

Undersøg, hvilke materialer kapslen er lavet af

Er din foretrukne kapselkaffe lavet af aluminium, plastik eller noget helt tredje? Når du har sat dig ind i, hvilke materialer dine kapsler er lavet af, er det nemmere at blive klog på, hvilken skraldespand kapslen skal smides i. Du kan ofte finde ud af materialet ved at kigge på emballagen eller producentens hjemmeside.

Kapsler i metal

Er kaffekapslen lavet af metal – og kan du skille kapslen ad og tømme den for kaffegrums – skal den smides i skraldespanden med dit andet metalaffald. Kan du ikke tømme kapslen ordentligt for grums, skal kapslen sorteres som restaffald, så den ikke forurener resten af metalaffaldet.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Kapsler i plastik

Kapsler i plastik kan sorteres som plastaffald, hvis du kan skille kapslen ad og tømme den helt for indhold. Nogle kapsler i plastik er udstyret med et metallåg. Her skal låg og kapsel skilles ad, så låget kan smides i metalaffaldet og kapslen i plastikaffaldet. Kapslen skal stadig tømmes helt for kaffegrums. Kan du ikke skille de forskellige materialer ad, skal kapslen smides ud som restaffald. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Kapsler i bionedbrydeligt materiale

Nogle kaffekapsler er lavet af bionedbrydeligt materiale, og selvom man skulle tro, at kapslen hører til i bio-eller madaffaldet, skal den sorteres som restaffald. Ifølge Forbrugerrådet Tænk er der ingen sorteringsanlæg i Danmark, som kan håndtere bionedbrydeligt materiale, og derfor skal du smide de brugte kapsler i skraldespanden med restaffaldet.

Kaffegrums

Kaffegrums skal sorteres som mad- eller bioaffald. I stedet for at smide grumset ud kan du f.eks. bruge det som gødning i haven eller i bagværk. 

Affaldsselskaber håndterer kaffekapslerne forskelligt

Hvordan du skal sortere kaffekapslerne, afhænger af reglerne i din kommune. Er du i tvivl om reglerne for sortering af kaffekapsler i din kommune, kan du altid spørge kommunen eller affaldsselskabet, som håndterer dit affald.

 

Kilder: Kredsløb.dk, Tænk.dk, Vestforbrænding og AffaldPlus

Læs mere om