Interview: Nicolaj Kopernikus om frihed, grænser og jagten på balance

Fra sletten til stalden

Mine første minder stammer fra Sletten, et lillebitte fiskerleje ved Humlebæk. Der var en lille havn og en masse gamle fiskerhuse, som var blevet omdannet til boliger. Vi boede i et dobbelthus, der havde været en indremissionsk kirke – i den ene ende af huset var der et stort kirkerum. Dørene var åbne, og vi børn løb til og fra hinandens huse. Det var bare tæer, langt, lyst hår, optimistjolle og meget frit.
Min far var arkitekt, og min mor var væver. Da jeg gik i 3. klasse, flyttede jeg med min mor til Odsherred, til en lille by, der hed Skippinge. Hendes nye mand ville være landmand, så vi flyttede ind i et nedlagt landbrug, en firlænget gård med plads til 40-50 køer. Det var kun 90 km væk, men kontrasten var enorm, både fysisk og mentalt. To vidt forskellige verdener. Men det var stadig frit – meget, meget frit. Faktisk nærmest uden grænser. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har fået forbud mod noget som barn. Alle mine venner spiste aftensmad kl. 18 hver dag, men sådan var det ikke hjemme hos mig. 
Jeg har altid været god til at tilpasse mig og få det bedste ud af mine omgivelser, og derfor fandt jeg hurtigt interesse for landbrug og dyr. Inden jeg blev færdig med folkeskolen, havde jeg næsten 50 grise, som jeg gik og passede. Når jeg kom hjem fra skole, tog jeg arbejdstøj og gummistøvler på og gik over på nabogården, hvor jeg arbejdede. I starten fik jeg ikke løn, men foder, som jeg så gik hjem og fodrede mine grise med. De stod i stalden, og når de blev store nok, fik de en rød streg på ryggen og blev hentet af den lokale slagter, som slagtede dem og sendte en check retur. 
Det varede ved, indtil et par uger før jeg skulle starte i gymnasiet. Det stoppede nærmest fra den ene dag til den anden. I stedet handlede livet om fester og knallerter, som vi tunede ulovligt og kørte for stærkt på. Landmand skulle jeg i hvert fald ikke være.

Armen i karmen

Jeg fik kørekort på min 18-årsfødselsdag, en fredag, hvor der var fest på Odsherred Gymnasium. Jeg lejede en Volkswagen Jetta på den lokale tankstation med mit midlertidige kørekort – jeg havde ellers nær ikke bestået køreprøven, fordi jeg kørte delvist over for rødt. Det var i et højresving, hvor jeg holdt og ventede på nogle cyklister, som skulle over, og i mellemtiden blev der rødt. Jeg tænkte, at jeg allerede var kørt ud og skulle tømme krydset, men da vi kom tilbage til politistationen, sagde kørelæreren:
”Ja, jeg kan jo ikke give dig kortet.”
”Det skal du, for jeg skal til fest i aften,” svarede jeg insisterende. Og til sidst fik jeg ham overbevist, fordi jeg havde kørt rigtig godt. Jeg havde jo kørt traktor næsten hele mit liv og kunne parallelparkere som en drøm.
Om aftenen, til gymnasiefesten, kom jeg rullende op med vinduet nede og armen i karmen. Hold kæft, jeg var stor i slaget. Ikke til at skyde igennem.
På gymnasiet udvidede min verden sig. Den blev meget, meget større. Og jeg havde masser af gåpåmod. Jeg havde hustlet mig igennem, men var forfængelig nok til at få mig et hæderligt snit. Til gengæld anede jeg ikke, hvad jeg skulle. Jeg vidste kun, at jeg ville væk. 
Inden jeg forlod Odsherred Gymnasium, havde jeg fået Brugsen i Asnæs til at sponsorere en japansk hængepil, som mine klassekammerater og jeg gravede ned som årgangstræ. Meningen var, at vi skulle mødes der 25 år senere ligesom i ’Det forsømte forår’. Men jeg har ikke været oppe at se til træet, siden jeg blev student i 1986.

Uden retning, uden plan

Et halvt år senere tog jeg til USA. Meget typisk mig var det noget, jeg fik sagt højt, inden jeg rigtig havde tænkt det igennem. Og før jeg vidste af det, havde jeg også bestilt flybilletten. Pengene til turen havde jeg sparet op ved at arbejde som livredder i Vig Svømmehal. 

Den første store mavepuster kom allerede i flyet. Jeg skulle besøge min veninde, der var au pair i Boston, og min mors søster, der havde boet i San Francisco, siden hun var 18 år gammel. Men jeg var helt lammet, da jeg kom frem. Jeg vidste, at jeg ikke kunne tage hjem, men jeg kunne heller ikke overskue, hvad det var, jeg havde kastet mig ud i. 
Jeg besøgte min veninde, boede lidt hos hende, og efterhånden som dagene gik, begyndte den ene oplevelse at tage den anden. Jeg mødte folk, fulgtes med dem i en bus, sov på et vandrehjem, og sådan kom jeg tværs gennem USA. 
Fremme i San Francisco blev jeg ringet op af min veninde, som sagde, at jeg kunne overtage hendes au pair-job i Boston i nogle uger, indtil hendes afløser kom frem. Jeg fløj tilbage og passede familiens tre børn, og derefter krydsede jeg USA igen. Jeg kørte gennem Midtvesten, syden og norden med bil og Greyhound-bus. Det var meningen, at jeg skulle være af sted i seks måneder, men da jeg kom hjem til Danmark, havde jeg været væk i 10. Det lærte mig værdien af at kaste mig ud i ting, som man ikke helt ved, hvor ender. Nogle gange skal man bare følge sin mavefornemmelse.

Skuespiller eller journalist?

Da jeg kom hjem til gården, havde jeg ingen forkromet plan og endte med at panikke lidt. Jeg skulle bare væk igen hurtigst muligt. Måske på højskole. I højskolekataloget fandt jeg frem til Herning Højskole, hvor jeg kunne komme på enten journalistlinjen eller teaterlinjen. Skolen lå i en 14 etager høj bygning, som dengang blev kaldt for ’horesiloen’.
Groft sagt var jeg ligeglad med, hvilken linje jeg skulle gå på. Det kunne lige så godt være endt med journalistlinjen, men af en eller anden grund gik jeg med teater. Måske fordi jeg havde spillet lidt skuespil i gymnasiet og syntes, at det var lidt sjovt. 14 dage inde i skoleåret ankom jeg til Herning Højskole og trådte ind i foyeren med min kuffert. Senere fik jeg at vide, at køkkendamen troede, at det var forstanderparrets 14-årige søn, der var kommet. Jeg var meget lille og spinkel og lignede bestemt ikke en fyr på 19-20 år.

Gennem den blå dør

Højskolen var 4,5 måneder i himlen. Jeg fandt både ud af, at jeg syntes, at teater var sjovt – og at jeg måske havde et vist talent. Bagefter flyttede jeg til København, hvor jeg havde småjobs og tog teaterkurser.
Jeg boede sammen med min daværende kæreste, og en dag, mens jeg lå hjemme i sengen, greb jeg ud efter De Gule Sider. Jeg ville så gerne arbejde på et teater. Jeg lavede en rute gennem København, der begyndte ved Merkur Teatret (i dag Bremen Teater, red.) og endte på Rialto Teatret på Frederiksberg. Min plan var at gå forbi dem alle og spørge, om jeg ikke måtte arbejde gratis. På den måde, tænkte jeg, kunne jeg få noget erfaring.
De fleste sagde, at de ikke tog imod gratis arbejdskraft. Jeg gik op ad Frederiksberg Allé, forbi Betty Nansen, ABC Teatret og Dr. Dante, men alle steder var svaret det samme. Til sidst drejede jeg ned ad Falkoner Allé og gik hen til Rialto. Her tog produktionslederen imod mig og sagde: ”Du kan starte på mandag.”
Min første opgave var at male en blå dør. Mens jeg stod der, kom direktøren Flemming Enevold forbi og hilste. Ret hurtigt fik jeg lov til at være med til produktionsmøder, mens jeg lavede småopgaver. Bl.a. fik jeg lov til at køre følgespot på en forestilling. Der sad jeg 5-6 aftner, indtil jeg blev kaldt til side og fik at vide, at hvis jeg skulle sidde deroppe, skulle jeg have løn og være forsikret. Og sådan fik jeg fast arbejde på Rialto, mens jeg forberedte mig på at søge ind på teaterskolen. Hver dag mødte jeg skuespillere, så dem arbejde og følte mig virkelig som en del af teaterbranchen.
Først søgte jeg ind på Statens Teaterskole, men blev sorteret fra til den sidste prøve. Nogle måneder efter i Aarhus med samme resultat. Men i Odense lykkedes det. Jeg fremførte en monolog fra ’En gal mands dagbog’ af Nikolaj Gogol, hvor hovedpersonen er en mand, som er helt kuk-kuk. På et tidspunkt tror han pludselig, at han er kongen af Spanien. Hvis jeg skulle sige, hvad skuespil er, og jeg fik tre ord, ville jeg sige: ”Det handler om skift.” Jeg kan huske et tv-interview med Tommy Kenter, hvor Kurt Thyboe beder ham vise det. Han starter med en parodi på en mand med talefejl, der bliver gjort til grin af en bartender. Pludselig stikker han Thyboe en på hovedet.
”Du bad mig selv om det,” siger han, mens Thyboe sidder helt paf tilbage.

Det farveløse gennembrud

På Odense Teaterskole havde vi et udvekslingsforløb med Filmskolen i København. Her mødte jeg instruktør Jonas Elmer og medvirkede i hans midtvejsfilm. I 1996, to år efter jeg var blevet færdig, fortalte han mig, at han havde en idé til en spillefilm om en mand, der låner en sofa af en veninde i to uger – og ender med at blive boende i to år. Filmen hed ’Let’s Get Lost’, var i sort-hvid, og der var ikke skrevet én eneste linje på forhånd. Jeg spillede Steffen, en af vennerne, som kom i lejligheden, og vi optog det hele på 10 dage – en tredjedel af en normal spillefilm. Til gengæld havde vi fem ugers prøvetid, hvor vi improviserede os frem. I dag vil mange nok sige, at ’Let’s Get Lost’ var mit gennembrud. 
Jeg var heldig at blive færdiguddannet midt i et kæmpe opsving i dansk film. Folk strømmede ind i biograferne, dogme-bevægelsen lavede internationale hits, og produktionsselskaber som bl.a. Nimbus Film og Zentropa trivedes. De mange filmsucceser betød, at der også kom gang i tv-serierne, og jeg havde masser at lave.

Kald mig Kopernikus

Jeg havde fået min debut på Odense Teater i Shakespeares ’Helligtrekongersaften’. Dengang gik jeg stadig under mit borgerlige navn, Nicolaj Christiansen, men folk skrev hele tiden Christensen, og jeg skulle konstant rette dem. En dag, jeg var sammen med min mor, sagde hun: ”Tillykke med de fine anmeldelser.”
Det viste sig, at hun havde læst om en forestilling, som Nikolaj Christensen fra Nikolaj & Piloterne var med i. Men hun var så vant til, at mit navn blev stavet forkert, at hun antog, det måtte være mig.
Samme aften var jeg ude at drikke øl med Nikolaj Cederholm, min instruktør på Dr. Dante (i dag Aveny-T, red.). Jeg fortalte, hvad min mor havde sagt. ”Det var sgu nemmere, da jeg hed Kopernikus.”
Da jeg som barn flyttede på landet, var der en ældre dreng, som interesserede sig for stjerner. Han begyndte at kalde mig Kopernikus, fordi mit fornavn mindede om Nicolaus Kopernikus. Resten af min skoletid hed jeg ikke andet. Det stod i mit tøj, mit penalhus og på min fodbold.
Ikke længe efter var der pressemøde på Dr. Dante. Det var dengang, teater stadig blev dækket tæt, og der var måske 20 fotografer og 20 journalister. Jeg sad sammen med Mads Mikkelsen, Trine Dyrholm, Lars Brygmann og Nikolaj Cederholm, der præsenterede os én efter én: ”… og så har vi Nicolaj Kopernikus,” sagde han pludselig.
Jeg tænkte, at det var lige lovlig friskt. 
”Hvorfor gjorde du det?” spurgte jeg bagefter.

”Er det ikke bedre?” spurgte han.
Samme eftermiddag ringede jeg til Skuespillerforbundet og sagde, at fremover hedder jeg Kopernikus. Jeg sagde også, at jeg godt vidste, det var lidt mærkeligt. Det svarede lidt til at sige, at fremover vil jeg hedde Jesus.

Det var Vagn

I midten af 00’erne blev jeg tilbudt at være med i ’Forbrydelsen’. Birger Larsen var instruktør på de første afsnit, og han spurgte, om jeg ville spille Vagn Skærbæk – flyttemand og nær ven af familien Birk Larsen. 
Det, man skal forstå, når man laver sådan en serie, er, at forfatterne ikke har skrevet alle 20 afsnit fra starten. Der blev skrevet løbende, og ingen vidste, hvem morderen var. Heller ikke os, der spillede med. Producenten fortalte, at DR havde besluttet, at ingen ville få at vide på forhånd, hvem morderen var. Ikke engang instruktørerne. Det var både for at undgå læk og for at give forfatterne mulighed for at skrive frit. I starten tænkte jeg, at det var irriterende og lidt uprofessionelt, og sådan havde Sofie (Gråbøl, red.) og Søren (Malling, red.) det også. Jeg drillede dem med, at det ellers var perfekt for dem – de skulle jo efterforske mordet. Men i virkeligheden også for os andre. Vi kunne spille alle scener uden bagtanker.
Ret hurtigt fik jeg alligevel nys om, at morderen skulle findes tæt på familien. Det plantede en tanke i mig: Det kunne jo være Vagn. Han var en underlig, lidt anløben type. Jeg begyndte at spille visse scener med forskellige nuancer – som om det kunne være ham. Bare små skift, forskellige bud, så klipperne havde noget at arbejde med, hvis det endte med, at det var mig. Og det var det jo.
Jeg kan huske, da vi læste de sidste to afsnit. Det havde taget to år at optage, og i mellemtiden var hele Danmark gået bananas. Det var næsten som med ’Twin Peaks’: ”Who killed Laura Palmer?” Forfatterne trak både os og seerne rundt ved næsen. Når jeg var på den røde løber, ville journalisterne vide, hvem der var morderen, og folk stoppede mig på gaden dagligt. Men jeg udviklede hurtigt en god teknik. Når folk kom op og spurgte, kiggede jeg på dem og svarede: ”Vil du virkelig gerne vide det?”
For at være ærlig var det et helvede at spille de to sidste afsnit. Pludselig vidste jeg, at jeg var morderen, og det gjorde alting kompliceret. Der var en scene, hvor Vagn mødte Nannas to mindre brødre, som begejstret fortalte, at de havde fået en hund. Hvordan føles sådan et møde, hvis man ved, at man har slået deres storesøster ihjel?
Da det famøse 20. afsnit blev vist, fandt alle ud af, at det var Vagn, der gjorde det. At det var mig. Og jeg kan huske, at jeg var bekymret for, om folk kunne skille mig og min karakter fra hinanden – så vildt havde hysteriet været. En aften, hvor jeg var på værtshus, kom en kæmpestor fyr pludselig hen imod mig. Han stirrede på mig hele vejen, og jeg tænkte: ”Shit, nu kommer dagen, hvor jeg skal betale for, hvad Vagn har gjort.”
”Kom herhen. Kom lige herhen,” sagde han. Og jeg tænkte: ”Nu får jeg sgu en på låget.”
I stedet gav han mig en kæmpe krammer.
”Du skal bare fucking vide …” sagde han, ”… at DR er røvgode til at lave tv-serier. Kæmpe tak for det.”

Far og flintestenene

Som 12-årig var min far på spejderlejr. Han måtte ikke få sin violin med, så i stedet gik han på stranden og samlede flintesten. Ud af 2.000 flintesten lykkedes han med det umulige: at finde otte sten, der tilsammen dannede en oktav (otte toner, der tilsammen danner en skala – fra én tone og op til den næste, der lyder højere, men er den samme, bare i en anden tonehøjde, red.). Dam-dam-dam-dam. Han lagde dem op i rækkefølge på et stativ af reb og byggede sit eget instrument. Det endte endda med, at han kom i tv i ’Hallo hallo’ på DR.
Jeg hørte først om historien for knap 10 år siden. Da min far fortalte mig den og viste mig kassettebåndet fra tv-programmet, tænkte jeg: Det skal jeg lave en kortfilm om. Han syntes, det var en dårlig idé.
I ’Stenofonen’ (2021, red.) spiller min søn hovedrollen, fordi han ligner min far helt uhyggeligt meget. Desværre nåede min far at gå bort, inden den blev færdig, så han fik aldrig set den. Filmen handler ikke kun om den usandsynlige historie om stenene, men også om hans kamp for at blive set og anerkendt af sin far – min farfar. 
Min far var et utrolig talentfuldt menneske, men han kæmpede også med nogle ting på de indre linjer og blev måske ikke helt anerkendt af sin far. Min far kunne godt være lidt på samme måde med mig. Når jeg kastede mig ind i nye projekter, kunne han finde på at sige: ”Det skal du lade være med.” Men fordi jeg ikke boede sammen med ham som barn, kunne jeg løsrive mig fra det.
Filmen endte med at blive shortlistet til en Oscar. Det var stort – men også et stort nederlag, da den ikke blev nomineret. ’Stenofonen’ havde givet mig en begejstring, jeg ikke havde følt, siden jeg gik på teaterskolen. Jeg var kravlet helt op i træet, og da jeg faldt ned, landede jeg hårdt. I to dage gik jeg rundt og var skuffet og ked af det. Men heller ikke mere. Det har jeg lært af Per Fly. Man må maks. ærgre sig i 48 timer. Så er man nødt til at rejse sig fra sofaen og forsøge at komme videre. Derfor skyndte jeg mig at lave en ny kortfilm.

Altid spilbar

Det meste af mit liv har jeg løbet stærkt. Været en, der så muligheder og forstod at gøre mig spilbar. Stillet mig i de huller, hvor der var mulighed for, at der kunne dumpe noget ned. Jeg har altid været i bevægelse. Men efterhånden er jeg blevet bedre til at stoppe op.
Jeg har engang sagt, at jeg øvede mig i at kigge ind i væggen. Helt bogstaveligt i form af meditation. Det handler ikke om at finde svar eller løsninger, men om ikke hele tiden at forsøge at gøre noget. For mig har det været en stor erkendelse, at der også er noget værdifuldt i bare at være. Jeg mediterer ikke længere fast, men i vinters havde jeg en god rutine med min kæreste: Hver morgen når vi stod op, mediterede vi, inden jeg tændte op i brændeovnen. Så gik vi ned i vores koldtvandsbassin, og når vi kom tilbage, fik vi varmen foran flammerne. Det var en fantastisk måde at starte dagen på.
Jeg har altid fået tonsvis af ideer, men er blevet bedre til at sortere. Nogle gange skal man lade dem blive i skuffen. Min skuffe er stadig fuld af ideer, men ikke så fuld som tidligere. 
De kan opstå hele tiden. F.eks. var jeg træt af at stå og fjerne andefedt og grøntsagsskræller fra køkkenvasken med hænderne, men jeg syntes også, det var frås at bruge køkkenrulle. Så en dag tog jeg bagsiden af et ringbind og brugte det til at skrabe madresterne sammen. Det blev til værktøjet Scrape, som man i dag kan købe. Det er en lillebitte ting, men det var en idé, som jeg formåede at få realiseret – og som nok også er et afkom af den lidt tossede side, min far også havde. Den har jeg heldigvis arvet.

Mors rod og fars bremse

Jeg tænker på, at hvis jeg havde haft min far siddende på skulderen til at tale mig fra tingene, hver gang jeg kastede mig ud i noget, var jeg blevet et andet menneske.
I den anden grøft var min mor, hvor alt var frit. Som barn fik jeg lov til at bygge en tennisbane i haven, uden at der blev sat et eneste spørgsmålstegn ved så omfattende et projekt. Der ligger stadig en jordbunke ved mit barndomshjem fra den udgravning. Men det var også lidt en rodebutik derhjemme, og det betød, at jeg blev sådan en, der fiksede ting. Det er nok dér, min evne til at tilpasse mig stammer fra. På den måde har jeg set begge yderpoler. Selv forsøger jeg at ramme en balance, også i forhold til mine egne børn. Rammer kan jo også være gode. Hvor ville man være, hvis man ikke havde en deadline på en film?
Mange af de her ting har jeg først erkendt, efter min far døde. Hvis han stadig levede, ville jeg gerne tale med ham om det. Prøve at forstå, hvorfor han kørte med bremsen trukket. Men også anerkende ham for værdien af at tænke, før man taler. Jeg har nok altid gjort det omvendt.