Interview: Tobias Hamann om følelsen af ikke at passe ind, eventyrlyst, mærkelige kager og et liv som tv-darling

Han har cyklet fra Silkeborg til Tyrkiet og tomlet sig gennem Europa efter at være stukket af fra universitetet med følelsen af ikke
at passe ind. Nå ja, og så kom han – lidt tilfældigt – karry i den cupcake, der blev hans adgang til en karriere som kagebager, tv-darling og kogebogsforfatter. Her fortæller Tobias Hamann – i ni nedslag – om eventyrlyst og frihedstrang, men også om tvivl, præstationsangst og kampen for at finde sin egen vej

Mærkelige bananasplits og chili i toast

Da jeg var seks, flyttede vi ud til min fars fødegård 10 kilometer uden for Silkeborg. Her var der langt til alting, og jeg tilbragte dagene med at klatre i æbletræer, bygge huler og køre på crosser. Jeg var stort set aldrig på mit værelse, medmindre jeg sad og skrev kærestebreve.
Min lillesøster og jeg plejede at grave kartofler op, som vi lagde i poser og solgte ude ved vejen. Min far opfandt en vejsalgsautomat, hvor man kunne trække i et håndtag, og så gled en bakke med kartofler ned ad rampen. Han solgte juletræer, mens min mor havde en frisørsalon inde i byen.
Jeg lavede tit mærkelige bananasplits og andre kreative retter, som jeg serverede for min lillesøster. Jeg syntes bare, at det var sjovt at lege med ingredienserne og se, hvad der kom ud af det. Når min ven Martin var hjemme hos os, puttede jeg altid mærkelige ting i hans toast – f.eks. stærk chili – for at se, hvordan han reagerede. Jeg elskede at eksperimentere på den måde. Måske kom det af kedsomhed.
Der var en særlig langsommelighed over den tilværelse ude på landet. Når jeg var med skolebussen hjem, kørte den ikke den direkte vej tilbage til gården, men en runde på halvanden time. For at få tiden til at gå talte jeg med nogle af de skøre børn, der tog bussen. Der var bl.a. en, der altid ville forvandle os andre til kærlighed. Så pegede hun på os rundt i bussen med sit smykke. En anden sminkede sig selv med saftevand, og en tredje havde en tyk dialekt og sagde hele tiden: ”Hvaej?” Jeg elskede de der skæve typer – og det gør jeg stadig.

Tobias Hamann
Født 1988 i Silkeborg. Bor i Rungsted Kyst med sin forlovede Patricia Thyberg og sønnen Franz.
Vandt ’Den store bagedyst’ og ’Den store julebagedyst’ i 2014. Har siden været vært på en række tv-programmer. Er desuden uddannet hypnotisør i Los Angeles og har turneret med sit eget hypnoseshow.
I dag er han bl.a. influencer på Instagram og laver kogebøger og kampagner, bl.a. for 365discount.

Fodboldspiller eller rockstjerne

I folkeskolen var jeg den bedste til næsten alting. Vi var kun 120 elever på min skole, men jeg levede i en illusion om, at jeg var på toppen af verden. Min mor sagde altid, at man også skulle kunne leve med at være den næstbedste, og jeg tænkte bare: ”Ja ja.” Men så kom jeg i gymnasiet, og så var jeg ikke bare den næstbedste, men måske den 10.- eller 20.-bedste. Jeg måtte virkelig kæmpe for bare at følge med.
Jeg havde heldigvis stadig idræt, hvor jeg kunne tryne de andre. Jeg gik på en linje med græsk og latin, hvor halvdelen mødte op i sundhedssandaler og fløjlsbukser, når vi skulle spille volleyball, eller tog Cooper-test i bare tæer – jeg kunne slet ikke holde det ud.
Dengang drømte jeg om at blive fodboldspiller. Hver mandag arbejdede jeg tre timer for mine forældre med at sortere krydderiskuffen eller vaske vinduer, og jeg fik 150 kr. for det, som jeg satte ind på en konto for at få råd til fodboldcollege. Jeg nåede at spare 10.000 kr. op, for det var virkelig det, jeg ville. Min mor troede altid, at jeg kunne blive til alt muligt – f.eks. turistchef i Silkeborg Kommune som 18-årig – mens min far var den mere realistiske, der sagde: ”Klap lige hesten.” Han plejede at sige: ”Når du bliver 15 år, så interesserer du dig ikke for fodbold længere.” Og det var ikke helt galt.
I stedet overtog rockstjernedrømmen. Jeg blev trommeslager i et indierockband og brugte al min tid på det og måtte op til rektor med for meget fravær. Vi varmede op for Peter Sommer, spillede til en gymnasiefest og var i Letland for at spille i en lettisk venskabsby. Der var øjeblikke, hvor jeg tænkte, at vi måske kunne blive store, men der endte med at gå for meget fest i den. Når vi skulle på scenen, var vores guitarist blevet for fuld, og vores forsanger stod og kyssede med en eller anden oppe i baren. Jeg prøvede at være den ansvarsfulde, der skrev mails til spillesteder og sørgede for at lave nærende mad til os, når vi øvede, men til sidst gad jeg det ikke længere.

Mindet om morfar

Inden mine forældre byggede om på gården, fik vi lov til at invitere gæster og kaste med flødeskum og male på væggene. Man kan ikke beskylde dem for at være småborgerlige, men det var alligevel noget helt andet med min morfar. Han var typen, der lavede hjulspind på gårdspladsen, når min far lige havde gjort pænt til gæster.
På et tidspunkt købte han en stor elbil til mig i julegave. Det var helt ude af proportioner, og jeg har senere fået at vide, at han gav mig alt muligt andet i årenes løb, som mine forældre nåede at konfiskere – f.eks. splatterpistoler. Han kunne også finde på at sige, at han hadede svigersønner, selvom min far sad lige ved siden af. Eller sige: ”Det er bare en standardbaby”, hvis der var et lykkeligt forældrepar i selskabet med deres nyfødte baby.
Han var hele tiden på kanten, men samtidig var jeg som barn meget fascineret af ham og hans drillepindsagtige væsen. Derfor var det selvfølgelig et kæmpechok, da jeg i 4. klasse fandt ud af, at han var dømt for voldtægt i sin klinik (den kendte hypnotisør Ali Hamann blev i 80’erne dømt for at have begået voldtægt under hypnosebehandlinger, red.).
I dag er jeg et sted, hvor jeg prøver at tænke på de gode ting, jeg kan tage med fra ham, i stedet for at tynge mig selv med hans gerninger. For det er en skikkelse, der har kastet skyld over vores familie, og som er blevet ved med at dukke op. Det første opkald, jeg fik, efter at jeg havde vundet ’Den store bagedyst’, handlede om ham. Senere prøvede jeg at face det ved bl.a. at lave en dokumentar og skrive en bog, og det var faktisk rigtig hårdt. På lanceringsdagen kom en anmeldelse, der anbefalede at trække bogen tilbage, fordi der ikke var brugt nok tid på ofrene. Bogen var mit forsøg på at skrive om at vokse op med en morfar, som man ser op til, og som man pludselig finder ud af har en alvorlig dom – det splittede mig fuldstændig ad. Jeg sad bare og rystede, for det er handlinger, der er sket, seks år før jeg overhovedet kom til verden. Jeg synes, det er for meget ansvar at tage på mig.
Det er et traume, der er så stort i min familie, at de fleste helst vil undgå at bringe ham på bordet, men jeg kan godt snakke med min mor om ham. Hun husker også gode episoder. Jeg har lyst til at slette ham, men det kan man heller ikke. Og jeg tror, at hans historie har været med til at gøre mig til et bedre menneske.

Det har været noget af en renoveringsomgang. Men Tobias og Patricia var ikke i tvivl, da de fandt drømmehjemmet i Rungsted Kyst – med to rum tegnet af den tidligere ejer, arkitekt Henning Larsen, og resten af Bo & Wohlert, der står bag Louisiana.

Jeg skrev digte, når jeg lå i køjesengen om aftenen, og tænkte meget over, hvad jeg skulle blive til her i verden. Det var første gang, jeg prøvede at se mit liv udefra i stedet for at være midt i det hele tiden.

Tobias Hamann

Rejsefeber

Efter gymnasiet havde jeg en enorm lyst til at rejse. Jeg havde været vant til det fra min barndom – det ene år kørte vi bl.a. til Tyrkiet med campingvogn og var væk i næsten seks måneder. Nu havde jeg lyst til at møde helt andre typer end dem, jeg var vokset op med.
I den nærmeste by lå en cykelhandler, hvor ejeren kom fra Chile, så jeg fik arrangeret, at jeg kunne bo i Santiago hos hans søster i en uges tid, og herefter rejste jeg alene rundt i Sydamerika i et halvt år. Jeg levede meget sparsomt. Sådan noget med at købe grøntsager på et marked og stege dem på en pande på et skrabet hostel. Jeg skrev digte, når jeg lå i køjesengen om aftenen, og tænkte meget over, hvad jeg skulle blive til her i verden. Det var ligesom første gang, jeg prøvede at se mit liv udefra i stedet for at være midt i det hele tiden.
Jeg forsøgte også at udfordre mig selv ved at gøre ting, som jeg egentlig ikke turde. Jeg mødte en fyr fra Frankrig, som jeg boede i telt med i ørkenen i 3-4 dage, selvom jeg overhovedet ikke kendte ham, og i Bolivia besøgte jeg bl.a. et fængsel, hvor man blev vist rundt af fangerne og havde mulighed for at købe coke, inden man blev ’løsladt’. Jeg kan huske, at jeg følte mig meget modig bagefter, fordi jeg havde bragt mig selv i sådan en situation.
Hjemme i Danmark igen følte jeg det, som om hele mit perspektiv havde forskubbet sig. Når man har prøvet at tage en bus i Sydamerika i 24 timer og kun er nået 2 cm på landkortet, går det op for én, hvor lille Danmark er. Kort efter hjemkomsten cyklede jeg fra Silkeborg til Odense for at besøge en af mine venner, og jeg cyklede også til København. Det havde jeg aldrig før tænkt over, at man kunne. Jeg havde sådan en følelse af, at verden havde åbnet sig for mig.

En flugt fra det hele

Jeg havde lejet et værelse på Amager hos en kvinde, som ringede i tide og utide: ”Du har glemt at slukke lyset.” ”Der er dej på alle køkkenlåger.” En dag fik jeg nok af det hele, pakkede en taske, smed nøglen i postkassen og lod værelset stå tilbage. Fra Hovedbanen tog jeg toget til Hamborg, og herfra begyndte jeg at blaffe sydpå.
Når det kom til stykket, var min irriterende udlejer bare en dråbe i en meget større sø. Jeg var startet på Roskilde Universitet og følte overhovedet ikke, at jeg passede ind. Første dag skulle jeg møde op til ’Royal’er, der kalder’, og herefter gik de næste 14 dage ud på bare at drikke Royal-øl med de andre. Jeg ville gerne i gang med studiet, men ingen mødte op til timerne, og jeg begyndte også selv ikke at møde op. Jeg følte, at jeg blev tvunget til at være mere kedelig og mindre nysgerrig, end jeg var, hvis jeg skulle passe ind. Det triggede en eller anden krisefølelse i mig ikke at passe ind i uddannelsessystemet. For hvad skulle jeg så? Det hele er bygget op til, at vi skal få os en uddannelse, blive lønmodtagere og tjene staten i sidste ende. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at tænke på det, og der var mange morgener, hvor jeg stod og græd under bruseren. Jeg var bare virkelig ked af mit liv. Så jeg stak af.
Jeg havde nærmest ingen penge, men jeg havde taget mine skibukser med for at kunne holde varmen om natten. Det var først i Hamborg, at jeg fandt ud af, at det var min lillesøsters bukser. Når jeg trak dem på, nåede de mig kun til knæene. Jeg havde også et liggeunderlag med, så jeg lagde mig til at sove på en sidegade til Reeperbahn, mens der rendte prostituerede rundt. Jeg sov i nogle timer i bidende kulde, købte en roulade til en euro til morgenmad og stillede mig ud til motorvejen og begyndte at blaffe.
Jeg kom op at køre med en tandlæge og bagefter en mand, der øvede sig på fuglelyde. Jeg kørte med en dørmand, der havde arbejdet hele natten, og jeg kørte med en U2-fan på vej til koncert. Jeg kørte med alle mulige skæve typer – ligesom dem, jeg mødte i min barndom i Silkeborg. Jeg var stadig ulykkelig, men det var befriende at kunne træde ind i nogle andre menneskers hverdag. Og samtidig havde jeg hele tiden en følelse af at udskyde det uundgåelige – at tage stilling til, hvad jeg skulle med mit liv.
Jeg nåede hele vejen til Colmar i Frankrig, før min mor ringede og græd og spurgte, hvor jeg var henne. Hun spurgte, om jeg ikke kom hjem igen. Jeg tog et par dage mere, og så begyndte jeg at blaffe tilbage. Min far hentede mig i Horsens efter 10 dage, hvor jeg undervejs både havde sovet blandt hjemløse og kastet op i stride strømme efter at have spist folks rester på McDonald’s.
Da min far hentede mig, spurgte han: ”Har du haft en god rejse?” Og jeg sagde: ”Den var fin.” Og så snakkede vi aldrig mere om det, selvom det på mange måder var mit livs krise.

5 hurtige om forbrug

Jeg skiller mig aldrig af med … min røde Mercedes 280SL fra 1975. Først var den min morfars i 20 år. Derefter har min far ejet den i 10 år. Og for nogle år siden købte jeg den så af min far.
Hemmeligheden bag en god surdej er … at følge min opskrift på Instagram.
Jeg ville aldrig bruge penge på … en superligakamp uden Silkeborg IF.
Min partner hader, når jeg køber … flæskesvær.
Mit sidste måltid skulle være … noget, jeg aldrig har smagt før.

Jeg burde kaste mig over noget mere seriøst, men jeg var opsat på, at ingen bånd skulle binde mig. I de år mærkede jeg virkelig den ultimative frihedsfølelse.

Tobias Hamann

Følelsen af frihed

Jeg var ikke noget godt sted, heller ikke fysisk. Inden min blaffertur var jeg startet med at gå bageamok og havde brugt alle mine SU-penge på silikoneforme og kogebøger, og jeg havde set rigtig meget ’Spise med Price’. Jeg vil ikke sige, at jeg var decideret overvægtig, men jeg lavede ikke noget motion og spiste alt muligt random, fordi jeg i bund og grund trøstespiste.
Jeg fik et job som tjener på en fjellstue i Norge, og det var godt for mig at komme derop. Efterfølgende fik jeg et job i Indonesien på en møbelfabrik hos en ven af familien, hvor jeg gik og pudsede havemøbler, og når jeg havde fri, skrev jeg på en ansøgning til en konkurrence, hvor Jysk Rejsebureau søgte to lucky bastards til at rejse jorden rundt med alt betalt.
Til castingen blev jeg sat sammen med Louise Lolle fra EyeQ (popgruppe i start-00’erne, red.). Vi fandt på at leje cykler og køre langs åen og tog billeder, hvor vi hang i luften, inden vi faldt ned i det beskidte vand. Det var ikke den klassiske turisttur, men en turisttur, når den går galt. Der var 1.400 ansøgere, og jeg vandt konkurrencen sammen med en ung kvinde, Camilla. Vi rejste sammen til Nepal, Thailand, Filippinerne, Singapore, Australien, New Zealand, Fiji og USA hen over et halvt år. Vi skulle teste alle de pakkerejser, man kunne købe hos rejsebureauet, så vi var f.eks. på en syvdages tur til Ayers Rock i Australien, og så havde vi måske en fridag, før den stod på en syvdages dykkertur i Filippinerne.
Det var sådan en tur, man aldrig ville kunne købe selv. Det var fantastisk! Men da jeg kom hjem igen, havde jeg så også prøvet at ankomme til en lufthavn, hvor nogen står med et papskilt og venter på én. Jeg havde lyst til at finde min helt egen vej, så jeg satte mig for at cykle fra Silkeborg til Tyrkiet. Det tog mig 45 dage med en seksdages pause i Ukraine, hvor jeg så EM i fodbold med en tysk fyr, jeg havde mødt i Hamborg – den slags tilfælde elsker jeg.
Senere fik jeg et freelancejob på Jyllands-Posten, hvor jeg skrev rejseartikler fra bl.a. Bangladesh, Indien, Ukraine, Litauen og Kirgisistan. Der lå en trodsighed i det, for mine forældre mente, at jeg burde kaste mig over noget mere seriøst, men jeg var opsat på, at ingen bånd skulle binde mig. I de år mærkede jeg virkelig den ultimative frihedsfølelse.

Kagerne kalder

Min morfar var bagersvend i Silkeborg i gamle dage. Jeg har fundet en artikel tilbage fra 50’erne, hvor de skriver om ”den 18-årige bagersvend, der rejser ud på sin første hypnoseturné”. På den måde har bagningen altid været i min familie, og da jeg følte mig ensom i lejligheden på Amager, blev bagningen en måde for mig at glemme tid og sted og bare fokusere på, hvilke ingredienser der skulle blandes, og hvordan tingene duftede. Jeg bagte mig igennem ’Politikens store bagebog’ for at få det basale på plads. Der var dej over det hele, for jeg kunne slet ikke styre det – det kan jeg faktisk stadig ikke.
Da jeg senere flyttede til Aarhus, stillede jeg op i en bagekonkurrence til Latinerkvarterets festival. Jeg vandt med en gulerodskage. Min daværende kæreste var helt vild med ’Den store bagedyst’, så jeg fulgte med på sidelinjen og kunne konstatere, at alle bagte sådan noget med jordbær, hindbær, blåbær. Jeg tænkte, at man måtte kunne proppe nogle meget mere mærkelige og spændende ting ind i de kager.
Det endte med, at jeg sendte en ansøgning af sted. Man skulle nævne den mærkeligste kage, man havde bagt, så jeg fandt bare på noget, jeg syntes lød interessant: blåskimmelostflødebolle med blåskimmelskum.
Bagefter rejste jeg til Bangladesh og Indien for at skrive artikler, og mens jeg var her, fik jeg en mail om, at jeg var udtaget til casting. Jeg havde lige fået en dessertkage i Indien, som var tilberedt i samme gryde som hovedretten, så den smagte lidt af karry. Den besluttede jeg mig for at tage med, men problemet var, at den skulle leveres til dommerkomiteen om morgenen, efter jeg kom hjem. Derfor måtte jeg sende opskriften til min daværende kæreste. Det var mest bare noget, jeg fandt på – lemon curd med karry i en cupcake med en basilikumfrosting. Så bagte hun den, og da jeg kom hjem, skulle jeg bare putte frosting på toppen og så ind og aflevere resultatet.
Jeg mødte folk derude, der var tre mand om at bære en gigantisk bryllupskage, som de havde brugt en hel uge på, mens jeg kom anstigende med de her små cupcakes. På skift skulle man ind i lokalet og præsentere kagen for komiteen og tale om, hvordan man havde bagt den – der kom jeg lidt til kort! Til gengæld syntes de, at det lød spændende med den der blåskimmelflødebolle, så jeg sagde: ”Den vil jeg bage, næste gang vi ses.”
Tre dage senere ringede de og sagde, at jeg havde fået en af de 10 pladser. Det handler om at vække folks nysgerrighed. Nu havde jeg to måneder til at øve og bare bage, bage, bage. Det føltes virkelig som et kald for mig.

Tobias Hamann om ...

… Instagram
”De sidste fire år har jeg brugt meget tid på at springe ud som influencer. Jeg frygtede at sælge ud, men det har hjulpet mig til at reflektere over, hvad jeg gerne vil inspirere folk til, så det måske kan hjælpe nogen med at få en bedre dag.”

… kærlighedslivet
”Jeg lejede et værelse hos Patricia og nåede faktisk at flytte ud igen – eller rettere, jeg blev smidt ud, for vi kunne ikke finde ud af, om vi skulle være kærester. Jeg købte en lejlighed, som jeg istandsatte ved at male alting grønt – det var i min grønne periode. Men så blev vi endelig kærester, og jeg solgte den igen med stort tab.”

… Rungsted Kyst
”Patricia ville gerne bo ved vandet, så jeg foreslog min hjemby Gjessø ved Silkeborg, hvor der ligger en ferskvandssø. Det var hun ikke klar på, så vi endte i Rungsted Kyst. Vi gav et betinget bud på huset med det samme – vi elskede haven, lyset og historien. Så gik vi knap så meget op i, at det var energimærke F. Det skulle vi nok have gjort, for det har været en større omgang!”

… at gå den skæve vej
”Da jeg kom ind på RUC, ringede min far og lykønskede mig, men jeg havde jo bare ansøgt med mit snit. Jeg kan ikke lide, at det, vi fejrer hinanden for, er bundet op på det institutionelle. Der var sgu ikke nogen, der holdt fest for mig, da jeg havde cyklet til Tyrkiet! De få gange, jeg virkelig har præsteret noget, er det ikke blevet fejret. For den slags er ikke sat i system.”

Mesterbager og præstationsangst

Da først kameraerne rullede, havde jeg det, som om jeg havde gået og ventet på det i årevis. Her var ikke nogen lærebog. Man kunne fortælle sin egen historie på sin helt egen måde. Jeg kunne fortælle historier fra mit rejseliv igennem kagerne. Jeg lavede et cykelhjul, der kunne rotere, jeg lavede en russisk lagkage, der lignede de boligblokke, jeg havde set i Moskva.
I de to første programmer blev jeg ’mesterbager’. Mens vi optog, anede jeg ikke, hvad folk ude i stuerne tænkte, men da det rullede over skærmen, var det fra den ene dag til den anden slet ikke afslappende for mig at være udenfor. Jeg har altid godt kunnet lide at sætte mig på en bænk og bare kigge rundt, men det var så intenst, at jeg tilbragte al tiden inde i min lejlighed.
Det var underligt, fordi det trods alt bare var et bageprogram. Det var ikke, fordi jeg havde vundet ’X Factor’. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, for jeg var en af de første ’bagestjerner’, og der var ikke nogen drejebog. Bager jeg så kager til alle i min familie til deres fødselsdag? Tager jeg rundt med smagsprøver til virksomheder? Holder jeg foredrag? Det hele var ukendt land.
Samtidig følte jeg, at jeg skulle leve op til alt muligt, og det fik jeg i virkeligheden nok lidt præstationsangst over. Jeg syntes ikke, der var så meget frihed forbundet med det. Der var mange år, hvor det var ret kaotisk det hele. Jeg lavede rejseprogrammer for DR og fik masser af penge for det, men det kunne jeg slet ikke styre, og jeg begyndte at spise på restaurant hele tiden og tage taxa hjem til min lejlighed.
Derefter havde jeg et år, hvor jeg bare sad og malede i min lejlighed i Aarhus. Jeg var mættet af det hele, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle. Men så voksede min Instagram voldsomt under COVID-19-pandemien, efter at jeg begyndte at lære folk at bage med surdej. Jeg flyttede til København, og de første par måneder boede jeg på hotel og levede af ris, som jeg tilberedte i min trykkoger. Men det rodløse liv var åbenbart godt content, og pludselig var jeg blevet influencer. Det er faktisk først her, 10 år efter ’Bagedysten’, at jeg føler, at jeg rigtig har fundet mig selv i det hele.

Det er faktisk først nu – over 10 år efter Tobias Hamann blev hele Danmarks bagedarling – at han føler, han er landet i det hele ... og i sig selv.

Jeg har altid synes, at der var noget stærkt i mødet med en fremmed. Med venner ligger der en selvfølgelighed, men mødet med en fremmed rummer noget dybere - et ønske om rent faktisk at give sig hen til den anden.

Tobias Hamann

Olgas suppe

For tiden arbejder jeg på en suppebog. Efter jeg er flyttet i hus og har fået en baby, har jeg fået lyst til igen at lave suppe fra bunden og selv koge ind på ben. Der ligger en gestus i at lave god mad fra bunden, for man tager sig tid til det i et travlt liv.
Den ene af opskrifterne er en ukrainsk borsjtj-suppe, som jeg første gang fik hos Olga i Kyiv i 2010. Da der i 2022 landede et missil i hendes kvarter, skrev hun til mig, om jeg havde mulighed for at komme og hente hende og hendes døtre. Dagen efter lånte jeg min mors bil og kørte ned til grænsen mellem Ukraine og Polen og fandt dem i en træhytte, hvor de havde fået husly. Da jeg kom frem, brød hun fuldstændig sammen – hendes mand og søn skulle blive tilbage i Kyiv. Jeg sov hos dem til lyden af summende fly og helikoptere, og så kørte vi af sted tidligt næste morgen. Da vi kom til Berlin, var suppe det eneste, de havde lyst til, for i Ukraine plejede de at få suppe hver dag. Derfor trak vi noget suppe i en undergrundsautomat, inden vi kørte resten af vejen til Danmark. Og nu laver jeg så hendes mors borsjtj-suppe til suppebogen. Jeg har været i Ikast, hvor Olga bor nu, for at få opskriften.
Mine venner kommenterer tit på, at jeg altid holder kontakten med mennesker, jeg møder. Jeg har lige været ude at se ishockey med ham, der ordnede vores kælder efter en vandskade. Han er oprindeligt fra Litauen, men har boet i Danmark i 20 år. Jeg har altid syntes, at der var noget stærkt i mødet med en fremmed. Med venner ligger der en selvfølgelighed, men mødet med en fremmed rummer noget dybere – et ønske om rent faktisk at give sig hen til en anden.