Derfor elsker vi fastelavnsboller

Boller op, boller ned, boller i alles maver. Danskerne elsker fastelavnsboller, og bagerier konkurrerer med hinanden på smag og udseende for at få de fastelavnsbolleglade danskeres opmærksomhed. Fastelavnsbollen er en lille æstetisk luksus, som alle kan være med på – og som vi er vilde med at dele med andre på sociale medier

Flere og flere spiser fastelavnsboller

Fastelavnsbollen bliver mere og mere populær. I hvert fald hvis man kigger på Madkulturens undersøgelser af danskernes fastelavnsbollevaner de seneste år. I 2024 satte 52 procent af danskerne tænderne i en fastelavnsbolle, og til sammenligning var tallet kun 37 procent i 2017. Udviklingen i danskernes fastelavnsbolle-entusiasme tog fart under coronapandemien, hvor 50 procent af den danske befolkning bed til bollen, men efter corona ser man altså stadig en stigning i antallet af danskere, der forkæler sig selv med en fastelavnsbolle.

Fastelavnsboller er Instagrammable

Vi kender både gærbollen med remonce, vaniljecreme og chokoladeglasur og wienerbrødsudgaven med creme i midten og omkranset af glasur. Men tager man forbi bageren eller scroller gennem sit feed på Instagram, vil man også i høj grad blive mødt af fastelavnsboller, der nærmest ligner kunstværker.

Netop dét er grunden til, at fastelavnsbollen bliver ved med at tiltrække vores opmærksomhed: ”Fastelavnsboller er instagrammable, fordi de er så æstetiske. De er en lille luksus, som alle kan være med på og dele på Instagram,” forklarer Judith Kyst, der er direktør i videns- og forandringsorganisationen Madkulturen.

Sociale medier fastholder fastelavnsbolletrenden

Sociale medier er med til at fastholde fastelavnsbolletrenden. Både når almindelige danskere deler ud af deres nyeste køb og smagsoplevelser, og når influencere smager sig gennem mikrobageriernes forskellige udgaver af fastelavnsbollen, så den almindelige dansker kan spejle sig i deres anmeldelser.

Unge og fynboer er særligt glade for fastelavnsboller

Det er især danskere mellem 18 og 34 år, der spiser fastelavnsboller. 58 procent i gruppen har svaret, at de spiser mindst 1 fastelavnsbolle til fastelavn.

Fyn og øerne er danmarksmestre i fastelavnsbollespisning. 60 procent i gruppen har svaret, at de spiser fastelavnsboller.

 

Kilde: Madkulturen

Bagerier konkurrerer om danskernes opmærksomhed

Fastelavnsbolletrenden kan også tilskrives mikrobagerierne, der er poppet op på danmarkskortet de seneste år. Flere bagerier hopper med på vognen, fordi fastelavnsbollen er et håndværk, hvor bagerier kan skubbe til hinanden og blive inspireret af hinanden.

”Der har været en udvikling i mikrobagerier, der battler med hinanden om at finde nye smagsvarianter og udtryk,” siger Judith Kyst.

Konkurrencen om at lave de lækreste fastelavnsboller spreder sig også til mere traditionelle bagerier på tværs af landet. Ifølge Judith Kyst er det nemlig ikke kun mikrobagerierne, der forsøger at tiltrække sig danskernes opmærksomhed:

”Vi ser også fastelavnsboller med nye udtryk og smage hos, i gåseøjne, almindelige bagerier. Der er sket en renæssance, fra at fastelavnsbollen er en gærbolle med creme, til at fastelavnsbollen nu er skåret over og har forskelligt fyld.”

Flest fastelavnsboller om søndagen

Når vi nærmer os slutningen på ugen, trækker fastelavnsbollerne i os. Søndag er den dag på ugen, hvor andelen af kunder, der kommer fastelavnsboller i kurven, er størst. I forhold til en gennemsnitlig ugedag i fastelavnsbollesæsonen havde 29 procent flere kunder fastelavnsboller med hjem til kaffen om søndagen. 

 

Kilde: Coop Analyse

Fastelavnsbollen har en (sæsonbestemt) udløbsdato

Godt nok bliver fastelavnsbollesæsonen forlænget af bagerier, der strækker salget både før og efter fastelavn, men fordi vi kan glæde os til næste fastelavn, kan trenden blive ved med at udvikle sig:

 

”Fastelavnsbollen er sæsonbestemt, og vi har gjort den til noget, som virkelig er sagen en gang om året.”

 

BMO’en (bolle med ost) er et eksempel på en madtrend, der ligesom fastelavnsbollen har fundet vej til danskernes maver de seneste år. Til forskel fra fastelavnsbollen kan BMO’en spises hele året, og når en trend kan vare hele året, bliver trenden typisk erstattet af nye trends med tiden, forklarer Judith Kyst.