10% af hele årets madspild sker i juledagene, og en gennemsnitlig familie smider typisk mad ud for omkring 1000 kroner i juledagene. Sådan lyder nogle af tallene for danskernes madspild, for trods gode intentioner har vi svært ved at planlægge en julemenu. Samvirke giver dig derfor ét godt madspildsråd hver dag i december
Pålæg kan få nyt liv som fyld i tærter eller på pizza. Skær kødpålæg i strimler, rist kort på panden. Du kan også bruge pålægsstykkerne som fyld i pitabrød eller rullet i en madpandekage eller en wrap med snittet rødkål. Flæskestegen kan du skære i skiver og bruge som erstatning for andet kød i en dampende varm ramensuppe.
3. december - Smør i lange baner
Supermarkederne har priskrig på smør i december, og slå endelig til, hvis du ser et godt tilbud. Har du smør stående i køleskabet, skal du ikke smide det ud, selvom datoen er overskredet. Sørger du for at opbevare smør i køleskabet, kan du ofte godt bruge smør til kager, på brød og til madlavning i flere måneder, efter at holdbarhedsdatoen er overskredet. Tag en lille smagsprøve, hvis du er i tvivl, om smørret er begyndt at harskne. Du kan også opbevare den uåbnede smør i fryseren i op til 4 måneder.
4. december - Knus dine kartofler
Har du kogte kartofler i overskud, skal du ikke kassere dem. Læg i stedet gårsdagens kartofler ud på en bageplade og pres dem flade med bunden af et glas, til de har en tykkelse på cirka 1 cm og flækker lidt. Fordel olivenolie udover og drys kartoflerne med salt, inden de bages sprøde i ovnen ved 225 grader i 25-30 min. Resultatet er sprøde og gyldne kartofler og et godt alternativ til julens mange kogte kartofler.
5. december - Pisk fløden til smør
Har din fløde overskredet sin holdbarhedsdato? Smid den ikke ud! Dufter den ikke (meget) surt, kan du sagtens bruge den. F.eks. til at lave hjemmelavet pisket smør. Pisk fløden til smør, og klem væsken fra med hænderne. Kassér herefter væsken og pisk smørret luftigt. Tilsæt citronskal - eller måske appelsinskal i anledning af julen - og et nip salt, inden du igen pisker, før du kan servere med et godt brød.
6. december - Pift isen op med kirsebærsovsen
Kirsebærsovsen er ikke bare gode venner med risalamanden, du kan også snildt hælde den over isdesserten, når du alligevel har rester fra julebordet, eller du kan blande den ind i vaniljeisen, så du får en fin lyserød vanilje- og kirsebæris. En kirsebærsovs vil give et ekstra pift til enhver vaniljeis.
7. december – Brug småkagerne i dejen
Julebordet bugner ofte af brunkager, vaniljekranse og pebernødder. Er du efterhånden træt af at spise småkager, så brug dem i andre opskrifter. Du kan for eksempel tilføje lidt ekstra crunch og smag til dine pandekager eller vafler ved at blande nogle knuste småkager i.
8. december - Julepesto med resten af mandlerne
Får du heller ikke brugt alle mandlerne til risalamanden? Lav en pesto med de overskydende mandler. Kom persille- og basilikumblade, rucola, mandler, olivenolie, hvidløg, parmesan, lidt salt, peber og citronsaft i en blender, og blend det til en grov pesto. Så er der grøn pesto som et frisk alternativ til julemaden.
9. december - Risalamandeboller
Juleboller med risalamande er en lækker opskrift, hvor du får brugt dine rester. Brug risalamanden som fyld i bolledej med kanel og sukker i. Det giver søde, saftige boller. Smør en smørklat på og gør dig klar til at elske at få risalamande på en helt ny måde. Du kan også bruge andre rester af grød, f.eks. havregrød eller risengrød.
10. december - Julesmoothies med bløde appelsiner og klementiner
Så er vi tilbage ved dine appelsiner eller klementiner, der måske er blevet bløde? Smid dem endelig ikke ud, de vil passe perfekt i en smoothie til morgenbordet. Du kan endda gøre smoothien ekstra julet ved at tilføje lidt julekrydderier efter egen smag.
11. december - Riskager med risengrøden fra i går
Forvandl dine rester af risengrøden til skønne julemuffins, så sikrer du, at der overhovedet intet madspild er. Rør risengrødsresten sammen med smør, sukker, æg og appelsinskal, inden du tilsætter hvedemel, bagepulver og kardemomme i dejen. Fordel herefter dejen i muffinforme og drys med mandelflager og bag i 10 minutter i en forvarmet ovn ved 180 grader.
12. december - And til en anden god gang
Selvom kniven er skarp, og du måske er en sand knivmester, vil der altid sidde lidt rester af kød tilbage på andeskroget. Pluk det, og frys det ned eller læg det i køleskabet til dagen efter, og brug det pillede andekød i enten en tærte eller burger.
13. december - Frys vinen
Hvis al julevinen ikke bliver drukket op, kan du hælde vinen i fryse- eller isterningeposer og fryse den ned. Så er det nemt lige at smutte en vinterning i andre retter en anden god gang. Vinterningerne kan for eksempel bruges som smagsgiver i sovs og simreretter.
14. december - Pynt med appelsinerne
Ja, et fif, der ikke nødvendigvis afhjælper madspild, da intet bliver spist, men pynten kan trods alt bruges år efter år. Vi drister os derfor til at pynte op med citrusfrugterne. Skær 2 appelsiner eller klementiner i tynde skiver. Tænd ovnen på 60-70 grader. Kom skiverne på bageplade med bagepapir, og tør appelsinskiverne i ovnen i 2 timer, eller til de er godt tørrede. Træk tørrede appelsiner på en snor, og bind dem fast. Sæt krydderier og appelsiner på snoren med mellemrum. Find et ledigt spot på juletræet eller i vinduet.
15. december - Flæskestegssandwichen
Findes der noget bedre end en sandwich med rester af flæskestegen dagen derpå? Næppe. Køleskabet plejer også at have det essentielle til en flæskestegssandwich her i juletiden. Bare kør den helt klassisk med en burgerbolle eller lignende, mayonnaise – tilføj gerne en lille klat dijonsennep - rødkål, syltede agurker, flæskesteg og måske der endda gemmer sig en lille brun sovserest.
16. december - Fløde på frost
Køledisken bugner med fløde på tilbud, når det er december. Fløde bruges i alt fra sovs til risalamande, og forkøber du dig, skal du ikke fortvivle. Er du sikker på, at du ikke kan få brugt al fløden, så frys den ned i en isterningbakke eller isterningposer. Så har du en klump til en sovs eller en gryderet senere. Fløde kan også bruges efter mindst holdbar-datoen. Åbn fløden og duft til den. Er den tæt på datoen, er der stor sandsynlighed for, at du stadig kan bruge fløden i julens mad.
17. december - Hjemmelavet vaniljesukker
Når du har brugt vaniljekornene til vaniljekranse eller risalamande, behøver de tomme vaniljestænger ikke ryge ud sammen med madaffaldet. Du kan nemlig bruge stængerne til at lave hjemmelavet vaniljesukker. Del vaniljestangen i mindre stykker, og blend sammen med sukker. Blend, til du får den ønskede konsistens. Jo bedre blender, jo finere sukker kan du få. Opbevar det hjemmelavede vaniljesukker i en lufttæt beholder.
18. december - Rugbrødschips
Ikke nok med at det er en god måde at forvandle det lidt tørre rugbrød til sprøde, salte snacks, de smager også helt forrygende. Og rugbrød er der jo næsten altid overskud af efter en julemiddag. Skær rugbrød ud i tynde skiver og fordel skiverne ud på en bradepande. Dryp med olivenolie og drys salt hen over rugbrødsskiverne. Bag i ovnen i 10 minutter og lad chipsene køle ned.
19. december - Småkageresterne
Smuldr dine småkager og brug dem som tærtebund. Du skal blot blende/smuldre småkagerne i en foodprocessor, indtil de er fintmalede, og bland dem derefter med smeltet smør og pres dem i bunden og siderne af et tærtefad. Er du mere til en cheesecake, kan du i stedet bruge de overskydende småkager og lave småkagekrummer til en cheesecakebund.
20. december - Riv den stenhårde marcipan
Kan man redde en stenhård marcipan? Ja, det kan man faktisk. Udtørring af marcipan sker typisk, hvis den har ligget i en åben emballage. Men marcipanen kan fortsat bruges til at bage tærte eller skærekage med. Forsøg dig først med at rive marcipanen på den fine side af rivejernet. Fungerer dette ikke, kan du lægge marcipanen i en tætsluttende boks med et fugtigt stykke køkkenrulle ved. Det skal ikke være vådt, blot fugtigt. Gradvis vil marcipanen over tid suge fugten til sig og blive blødere.
21. december - Kog resten af gløggen ind til sirup
Hvad gør du med resterne af din gløgg? Hvorfor ikke lave den til sirup? Tilføj en passende mængde sukker i kasserollen med den resterende gløgg. Bring det langsomt i kog i 10-15 min til sukkeret er opløst. Si det derefter til en skoldet flaske og vupti, så er der gløggsirup til drinks eller kager.
22. december - Drys til desserten
Der er jo altid et hav af småkager i overskud i julen. Nogle er måske påbegyndt at blive lidt bløde. I stedet for at smide dem ud kan du bruge dem til isdesserten. Knus dine småkager og drys dem over vaniljeisen.
23. december - Granola af dine uspiste æbleskiver
Det er ikke altid let at finde på noget at bruge de i forvejen bagte æbleskiver til. Samvirke har dog et bud. Findel dine æbleskiver og spred dem ud på en bageplade. Du kan evt. køre lidt sirup eller honning udover, hvis du ikke synes, æbleskiverne er søde nok i forvejen. Giv de findelte æbleskiver 10 minutter i ovnen ved 220 grader, til de er dejligt knasende. Hæld på patentglas og bland gerne nødder eller lignende i, hvis du også har en rest af dette. Så er der skøn, hjemmelavet granola til morgenmaden.
24. december - Lav trifli af din risalamande
Kasser endelig ikke risalamanden fra julefrokosten eller juleaften. Resterne kan blive til en skøn risalamande-trifli. Kom risalamanden i en skål. Riv økologisk appelsinskal og pres appelsinsaft og rør i risalamanden. Knus småkager med kagerullen eller de bare næver i en frysepose. Nu er det bare at samle triflien i lag i et glas. Top med kirsebærsovs og lidt mandler.