Køb ind på cykel: Sådan fragter du bedst dine varer hjem på cyklen
Drop indkøbsposer på cykelstyret og andre dårlige løsninger
Et par tunge indkøbsposer på cykelstyret kan gøre det svært at dreje og slippe styret, og poserne kan være både generende og decideret farlige at cykle med.
En rygsæk er ikke altid stor nok til alle de indkøb, du har gjort i supermarkedet, og hvis den er, kan den blive tung og ubehagelig at have på ryggen. Især når du skal cykle med den.
En cykelkurv er rigtig fin til en liter mælk og en klase bananer, men med flere varer i kurven bliver den hurtigt tung, og cyklen kan blive svær at styre ordentligt. Det kan ende med en masse slinger.
Så hvordan får du så fragtet dine varer fra supermarkedet godt hjem på cykel?
Brug en cykeltaske eller indkøbsnet med krog
En mulighed er at investere i en rigtig cykeltaske, som kan monteres på bagagebæreren. Den sidder godt fast på cyklen, og du har ryggen fri. En cykeltaske er desuden placeret således, at cyklen – selv med mange varer i tasken – får et lavt tyngdepunkt. På den måde undgår du slinger.
Overvej en cykeltaske med skulderrem. Så kan du nemt tage tasken med ind i supermarkedet, fylde den med varer, og fragte den ud på cyklen.
Du kan også få indkøbsnet og rygsække med indbyggede kroge, der er lige til at hægte på cyklen på samme måde som en cykeltaske, hvis en klassisk cykeltaske ikke er dig.
Hvis du ofte cykler med en tungt pakket cykeltaske, kan det være værd også at investere i en solid bagagebærer.
En trailer er god til store indkøb
Har du mange munde at mætte, eller kan du bare godt lide at købe stort ind, kan en cykeltrailer være en god idé. En cykeltrailer har plads til mange varer og kan monteres på de fleste cykler.
I en cykeltrailer kan varerne godt skøjte rundt, særligt hvis traileren ikke er fyldt helt op, så husk bagageremme eller andet, der kan holde varerne på plads.
Overvej en ladcykel
Har du allerede en ladcykel, læser du nok ikke den her artikel. For en ladcykel er et helt oplagt transportmiddel til fragt af diverse indkøb.
Har du ikke en ladcykel, men køber du ofte ind på cykel, eller vil du gerne gøre det fremadrettet, kan du overveje at investere i en. En ladcykel er ofte en bekostelig affære, men kan til gengæld erstatte mange ture i bilen.
Ladcykler fås i mange forskellige modeller og prislejer, og du kan også sagtens finde dem brugt.
Kilde: Cyklistforbundet og BikePGH