Knud-aage blev alene efter 54-års ægteskab: "Der var tomt indeni mig"

"Som mand vil man gerne erobre sin kvinde. Det fik jeg dog ikke lov til med min kone. Her var det hende, der gik efter mig. Jeg blev godt og grundigt scoret.”

I 1967 gik Knud-aage Fisker Larsen, der netop var udlært murer, og byggede på et hus lidt uden for Langeskov sammen med sin kammerat. 

”Det var et hus på 105 m2 med gæstetoilet og muret garage. Det kostede 650 kr. om måneden at bo der,” fortæller Knud-aage Fisker Larsen. 

Det var dog ikke den historie, han ville fortælle. Det vigtige var, hvem der boede i huset ved siden af.

”Her boede min kammerats veninde, så vi blev jo tit inviteret til kaffe. En dag dukkede venindens søster op. Hun havde lige været på højskole og skulle egentlig bare bo sammen med sin søster et par dage, før hun skulle videre til Israel. Men så kom seksdageskrigen, og hun blev hjemme. Vi blev gift året efter. Jeg er vokset op med seks søskende, der på det her tidspunkt alle var gift. Ingen af dem forventede, at jeg blev det. Det gjorde jeg heller ikke selv. Men min kone var en ret bestemt dame.” 

Demens forandrede Laila

Knud-aage og Laila Fisker Larsen fik deres første barn i 1969, mens Laila gik på pædagogseminariet. Knud-aage byggede deres første hus, og i de første mange år lagde Knud-aage ikke rigtig mærke til ’forandringerne’, som han kalder dem. Netop fordi Laila var den konsekvente dame, hun altid havde været.

Livet gik, Laila fødte deres andet barn og begyndte at arbejde som dagplejemor. I 1982 fødte hun familiens efternøler, og siden fik de både børn i aflastning og i døgnpleje. 

”De første tegn på, at der var ved at ske noget, var, at hun begyndte at skrive sedler til sig selv. Børnene var også begyndt at sige højt: ’Du glemmer ting.’ En morgen vågner jeg, står op og går ud i køkkenet som den første. Da hun sætter sig, ser jeg, at hun er gul og blå i ansigtet. Hun forklarer, at hun i løbet af natten er gået på toilettet, men at hun er faldet og har slået hovedet på badeværelsesgulvet. ’Du skal da til læge,’ prøver jeg at sige. Det ville hun ikke høre tale om.”

Knud-aage forsøgte at tale med familiens læge om sine bekymringer, og sammen aftalte de, at Laila skulle få en tid til at få gennemgået sin astmamedicin.

”Og så kan jeg jo forsøge at tale med hende, når hun er her,” foreslog lægen. 

Laila kom af sted, men da hun vendte retur, var hun rasende. Hun råbte: 

”Sådan et fjols. Jeg tror vist, at det er lægen, der er blevet dement. Ham vil jeg aldrig se igen.” 

Og sådan blev det. Knud-aage og Laila skiftede læge.

Med Lailas død fulgte en tomhed

Laila døde 26. februar 2022, dagen før sin 75-års fødselsdag. Personalet ringede fra rehabiliteringscentret, hvor hun var blevet indlagt to dage før. Knud-aage havde ellers været der det meste af formiddagen, men havde haft brug for at gå en tur og få lidt at spise.

”Jeg var midt i frokosten, da de ringede. Da jeg kom ind på det værelse, hvor hun var, lå hun med åben mund, og det ramte mig. En voldsom omsorg skyllede gennem mig, og jeg fik lyst til at beskytte hende. Jeg syntes, det var uværdigt.” 

Samtidig var omsorgen en forløsende følelse, som han omfavnede med taknemmelighed. For det havde i mange år været svært for Knud-aage at rumme den personlighedsforandring, der var sket med Laila. Den vrede, hun pludselig kunne udtrykke, og som også blev rettet mod ham. 

”Nok var hun død. Lige der, den dag, på det tidspunkt. Men min oplevelse var jo, at jeg mistede hende langt tidligere. Årene op til var jo præget af, at den, hun var, forsvandt.”

Alligevel ramte en voldsom tomhed Knud-aage. En tomhed, han ikke husker nogensinde at have følt før.

”Der var en række dage, hvor jeg ikke kunne føle noget. Hvor alt bare var tomt. Der var tomt i huset. Der var tomt inden i mig.”

Dobbeltsengen måtte ud

Men så skete der noget. En morgen stod Knud-aage op og betragtede sit soveværelse og besluttede sig: Den der dobbeltseng, det nytter ikke noget. Den må ud. 

Et par dage i forvejen havde han sagt ja til, at en fra det forebyggende team i kommunen kom på besøg, og vedkommende havde talt om et træværksted i det lokale kulturhus. Om det ikke var noget for ham. Og jo, det var det. 

Så han ringede til lederen af værkstedet, Willy. Og så var Knud-aage ellers hurtigt i gang med at bygge en ny enkeltmandsseng til sig selv.

”Hun kommer jo ikke tilbage,” som han sagde til Willy.

”Det er samtidig lettere end at finde en ny, der kan ligge i dobbeltsengen,” konstaterede Knud-aage, der dog hurtigt ræsonnerede, at det havde han alligevel ikke lyst til. 

”Jeg tror ikke, jeg skal have flere damer. Nu er det bare mig.”

Da sengen var færdig, gik Knud-aage i haven. 

”Jeg lavede det hele om. Fjernede en masse store sten, lavede nye bede, købte mini-rododendron og nogle brugte kampesten. Jeg fandt ud af, at så længe jeg holdt mig i gang og brugte min krop, tænkte jeg ikke så meget. Så var der kun aftnerne, hvor jeg mærkede, at jeg var alene. Men fordi jeg brugte mig selv fysisk, faldt jeg ret hurtigt i søvn.” 

Men på et tidspunkt kunne Knud-aage heller ikke lave mere ved haven, og han forstod, at han blev nødt til at bruge noget af al den tid, han pludselig havde, på noget mere bestandigt. Så en dag tog han til årsmøde i den lokale afdeling af ÆldreSagen. De manglede en tovholder for gruppen Modige Mænd – enkemænd, der mødtes og lavede praktiske ting sammen. 

”Og så kom jeg til at række hånden op ... Og rækker man fanden en lillefinger, tjah,” som Knud-aage siger. 

Pludselig fandt han sig selv involveret i både bestyrelsesarbejde og træværksted to gange om ugen.

”Ja, og så kom min datter og spurgte, om jeg også kunne bygge en seng til hende. Og sådan er der mange dage, der lige pludselig går af sig selv.”

Savnet dukker op i hverdagsritualerne

Idag er det to år siden, Laila døde, og det er ikke, fordi Knud-aage ikke savner hende. Og det er heller ikke, fordi han ikke stadig føler sig alene. Men savnet er blevet mindre insisterende og viser mest sit ansigt i særlige situationer; i de små hverdagsritualer, hvor Laila altid var med. 

”Vi elskede at køre en tur sammen. Eller i det hele taget køre bil. I mange år havde vi et folkevognsrugbrød, som vi tog på eventyr i. Ind med alle børnene. Så sad vi der, og der var al tid i verden til at snakke. Om alt mellem himmel og jord. Her er det alt andet lige anderledes at sidde alene og drikke en kop kaffe med sig selv.”

Knud-aage har ikke følelsen af, at der er noget, han glemte at sige til Laila. Og han ved, at han forsøgte at gøre, hvad han kunne, for at være der for hende. Også da hun mistede evnen til at læse, skrive og til sidst også at bruge kniv og gaffel. 

”Jeg tror godt, hun til sidst vidste, hvor slemt det egentlig var. Samtidig var det svært for hende at acceptere, og det forstår jeg godt.” 

Knud-aage fortæller, at hans ægteskab ikke var et ægteskab med utallige berøringer. Laila var ikke et meget fysisk menneske. Måske derfor er der særligt ét minde, han ofte vender tilbage til i sine tanker. 

”Vi havde haft en diskussion, som var endt med, at jeg havde brug for at gå en tur. På vejen så jeg de smukkeste syrener, som jeg skar af, så jeg kom hjem med en buket. Hun stod i køkkenvinduet, da jeg gik ind ad havedøren. ’Jeg kommer med blomster til min søde kone.’ Det er en af de gange, vi havde den kærligste og længste omfavnelse, vi nogensinde har haft.” 

”Og nu kan jeg mærke, jeg bliver helt rørt.”