Mia mistede sin mand i en sen alder: "Jeg savner de små hverdagsting"

"Svens værker hænger overalt. I hvert eneste rum. På den måde føler jeg, at jeg er omgivet af ham. Af hans sjæl. Af hans tanker.” 

Mia Okkels sidder i en af de højloftede stuer i den lejlighed, hvor hun og hendes mand, maleren Sven Okkels, boede de sidste 19 år af deres ægteskab, og hvor mange af døgnets timer blev tilbragt sammen. 

”Det er lidt særligt, for Sven arbejdede jo herhjemme, og det gjorde jeg jo også. Han havde sit atelier, jeg havde min tegnestue. På den måde var vores ægteskab dobbelt så langt, kan man sige. For vi var jo i de samme lokaler.” 

De sidste ni måneder har Mia Okkels dog drukket sin eftermiddagste alene. Det var ellers et fast ritual imellem dem, at selvom de arbejdede hver for sig, og selvom ordene måske ikke var mange i løbet af en dag, så fandt de altid hinanden ud på eftermiddagen, i køkkenet, hvor en af dem satte vand over.

”I morges sad jeg omgivet af de godt 14.000 tegninger, han efterlod. Mange af dem er ikke signeret, så jeg har siddet og skrevet bag på hver eneste af dem og blev netop færdig med den allersidste tegning. Helt instinktivt kiggede jeg op fra bunken af tegninger, drejede hovedet og talte til ham. Det gør jeg stadigvæk indimellem.” 

”Jeg tror, det er dér, jeg mærker savnet mest: at jeg ikke har nogen at sige det til, hvis jeg kigger ud ad vinduet og ser, at det regner. ’Se, det regner,’ kan jeg så sige. Til mig selv. Det slår mig, hvor betydningsfulde de her små ord er i et ægteskab. Og de små berøringer: en hånd på min skulder, et kys på kinden, på munden. Det er der, al fortroligheden og trygheden ligger.” 

Den dag Sven døde

24. november 2023 vågnede Mia Okkels lidt over fem om morgenen ved, at Sven trak vejret på en anden måde, end han plejede. Børnene havde sovet i lejligheden på skift i ugen op til, da alle vidste, hvor det bar hen, og børnebørnene havde været forbi for at sige farvel. 

Klokken 10:15 døde Sven. Mens Mia Okkels, de tre børn og deres ægtefæller stod omkring ham og sang ’Sov sødt, barnlille’. 

”Det er meget sjældent, jeg græder, og når jeg gør, har jeg for vane at gøre det indvendigt. Men sekundet efter Sven døde, kom tårerne. De kom voldsomt og var en slags hulkegråd, hvor hele kroppen rystede.”

Mia Okkels ringede til hjemmesygeplejersken, der kom og hjalp med at gøre Sven fint i stand. Han fik en lyserød skjorte og et hvidt jakkesæt på. Børn og børnebørn dukkede op og kastede sig over Svens gamle skitsebøger, som de bladrede i. Alle gik på skift ind for at ae Sven i løbet af dagen. Så kom lægen, der blev skrevet dødsattest, og klokken 17 kom rustvognen. 

”Dagene efter Svens død var mærkelige, men de var samtidig også fyldt med mennesker og praktik. Vi satte en dødsannonce i alle de store aviser, hvor vi bl.a. havde skrevet, at gæsterne for at ære Sven gerne måtte komme i farverigt tøj. Og det gjorde de. Der kom over 400 mennesker, ikke én var i sort. Svens ønske om, at der skulle spilles Bachs toccata og fuga i d-mol, blev indfriet, og børn og børnebørn lagde blomster på Svens kiste i de helt særlige farver, der var kendetegnende for Svens kunst. Det sværeste var, da rustvognen kørte væk. Her mærkede jeg: Nu forlader han mig.” 

Sven mistede sine kunstneriske gaver til demens

Dagene, ugerne og månederne siden Svens død har ikke været præget af fortvivlelse, som Mia Okkels forklarer det. For hun nåede på sin vis at forberede sig på at miste ham. De sidste par år var Sven mærket af den demenssygdom, han led af.

”Jeg glæder mig til i morgen, så går jeg i gang med at male igen,” kunne han finde på at sige.

Det gjorde han ikke. Han satte sin sidste farveklat på et maleri, et år før han døde. Til sidst mistede han også evnen til at læse og tale tydeligt. Alle hans gaver forsvandt, som Mia Okkels beskriver det. Personalet på Rigshospitalet havde forberedt hende på, at demensen kunne forandre Sven. At han kunne blive ubehagelig. Det skete dog ikke. 

”Der var få gange, hvor han reagerede anderledes, end han ellers ville have gjort. Mest af alt var han taknemmelig. ’Hvor er du sød ved mig, Mia. Hvor er det dejligt, at du hjælper mig,’ kunne han finde på at sige.” 

”Det er noget, der er værdifuldt for mig at tænke på. At jeg ikke har nogen form for bitterhed eller vrede i mig, når jeg tænker på Sven. Tværtimod. Måske er det blevet lidt lyserødt inde i mit hoved, og det er heller ikke, fordi vi ikke har haft vores diskussioner. Vi har været fløjtende uenige. Men som jeg husker det, havde vi kun ét virkelig voldsomt skænderi i de 60 år, vi fik sammen, og det handlede om noget så åndssvagt, som om vi skulle have en opvaskemaskine eller ej.” 

Ingen til at holde Mia i gang

Men selvom Mia Okkels godt kunne mærke, hvor det bar hen, og på sin vis var forberedt på, at Sven skulle dø, og ikke beskriver de sidste ni måneder som fortvivlende, så beskriver hun sig selv som ’smalskuldret’.

”Det har noget med manglende styrke at gøre. Jeg føler mig lidt introvert, lidt svag. Jeg har altid været sådan en, der var fuld af energi, og den energi leder jeg stadig lidt efter. Til jul gav mine børn mig en række årskort til udvalgte museer, men jeg har ikke været af sted. Flere gange har jeg sagt til mig selv: ’På søndag skal det være.’ Men jeg har hele tiden tænkt, at det gjorde Sven og jeg jo sammen. Børnene har også foreslået, at jeg tog i biografen. Men det gjorde vi også sammen. Vi gjorde alt sammen. Også gåturene i Botanisk Have. Jeg har været der én gang, siden Sven døde. Og den er jo lige dér; jeg kan se ned på Botanisk Have fra mit stuevindue.” 

”Det er en følelse af at have rigtig meget tid. Ubrugt tid. Men også en følelse af, at den der tur i Botanisk Have, den behøver du ikke tage i dag. Det kan du gøre i morgen. Den tilstand er ny, og det er en form for ligegyldighed. For der er ingen, der holder dig op på, om du nu også kommer af sted.” 

I begyndelsen flyttede hun heller ikke Svens dyne fra dobbeltsengen, hvor hun stadig sover. Det kom først efter utallige måneder, og hovedpuden har hun beholdt. Og når hun skal op og tisse om natten, lister hun stadigvæk. 

”Måske er det sådan, min sorg ser ud. Mit savn. For Sven og jeg havde stor tryghed ved hinanden og ville vitterligt hinanden det bedste. Og det er dét, jeg mangler.”

Sven kommer tilbage gennem litteraturen

Alligevel er der mange veje, der fører til Sven. En ting er, at man blot behøver kigge på væggene, røre ved hans staffeli i atelieret, læse i de bøger, han har skrevet, eller bladre i en af hans utallige skitsebøger. Noget andet befinder sig i bogreolen.

For et par uger siden hev Mia Okkels ’På sporet af den tabte tid’ af Marcel Proust ned fra hylderne og begyndte at læse. 
Og pludselig kunne hun høre Svens stemme. 

”Svens mor blev 102 år, og vi havde en aftale om, at hun skulle ringe 9:30 hver morgen for at sige, at hun var i live. I de mange år, vores børn gik i skole, havde vi de der timer, fra børnene var af sted, til Svens mor ringede, og her begyndte vi at læse højt for hinanden. Jeg læste digte, men Sven læste de store værker, bl.a. Proust. Han var en forrygende fortæller, og vi havde lange diskussioner om sproget hos Proust. Da vi var færdige, var vi ulykkelige. For hvem kunne komme efter Proust? Så læste vi ’Ulysses’, og den er der jo mange, der knækker halsen på. Men vi kom igennem, og det gjorde vi kun, fordi vi gjorde det sammen. Og mens jeg fortæller om det, så hører jeg ham igen.”

”Vi har været på utallige rejser og set store dele af verden sammen. Men det er hverdagen, jeg savner. Og det er hverdagen, jeg er mest taknemmelig for at have haft med Sven. Og når jeg dør, forestiller jeg mig ikke, at jeg skal forenes med ham. Jeg tænker, at jeg forsvinder. Men skulle det blive sådan alligevel, ville det være en fryd. En gave. Det ville være ren jubel.”