Sådan kører du længere på en opladning i din elbil
Kør op til 15% længere på en opladning
Har du rækkeviddeangst? Eller drømmer du bare om at kunne køre lidt længere, så du kan nå helt hen til turboladeren i stedet for den langsomme lader til din elbil? Dine kørevaner gør en forskel! Kører du fornuftigt i din elbil, kan du komme op til 15% længere på en opladning.
1: Opvarm eller nedkøl kabinen på forhånd
En af de ting, der for alvor trækker på batteriet, er, når du har brug for at varme luften i bilen op eller køle den ned. En køretur på en varm sommerdag med aircondition tændt øger energiforbruget med 10-20% i forhold til, hvis airconditionanlægget er slukket.
Varmer du luften op om vinteren, øger du også elforbruget.
Har du brug for varme (eller kulde), så varm bilen op (eller nedkøl den), mens den stadig er tilsluttet laderen. Sæt gang i processen 5 minutter før. Slukker du så for varme og kulde, når du sætter i gang, reducerer du ikke bilens rækkevidde.
På en kold vinterdag kan det svare sig at bruge ratvarmeren og sædevarmeren, hvis du ikke kan holde varmen i den forvarmede bil. Det bruger mindre energi at holde rattet og sædet varmt end konstant at opvarme luften i kabinen.
2: Sænk farten motorvejen
I alle slags biler spiller hastigheden en stor rolle for, hvor langt bilen kan køre på en tankfuld eller en opladning. Det er især, når du kører hurtigt, at brændstofforbruget har en betydning. Kører du eksempelvis 130 km/t. på motorvejen, bruger elbilen 30% mere strøm, end når du kører 110 km/t. Sænker du hastigheden, øger du altså rækkevidden.
En jævn hastighed er også vigtigere end hele tiden at øge og sænke hastigheden, for eksempel fordi du vil overhale.
3: Husk det rette dæktryk
Bilen kører optimalt, når der er den rette mængde luft i dækkene. Mangler der luft i dækkene, øges rullemodstanden, og dermed skal motoren bruge mere energi på at drive bilen frem. Er dæktrykket korrekt, er rullemodstanden den optimale, og det er her, du bruger mindst brændstof.
Du kan aflæse det korrekte dæktryk i bilens manual. For nogle biler finder du også en oversigt over, hvilket tryk der skal være i henholdsvis de forreste og de bagerste dæk, når du åbner førerdøren.
Kan man spare energi ved at køre tæt bag en lastbil?
Vejdirektoratet har for nogle år siden gennemført forsøg med selvkørende lastbiler på motorvejene. En del af forsøget var at finde ud af, om man kunne spare brændstof ved at lade bilerne køre tæt. Konklusionen var, at man kan spare 8% energi ved at køre tæt på den forankørende. De samme tal gælder også for personbiler.
Færdselsloven siger, at der skal være en afstand på mindst 2 sekunder mellem to køretøjer. Ved at holde den lovlige afstand vil der ikke være en særlig stor besparelse.
Kilde: Ingeniøren og Vejdirektoratet
4: Undgå at holde stille
En bil bruger for alvor energi, når den accelererer. Du kan jo undgå at træde på speederen, men kører du mere jævnt, kan du for alvor holde rækkevidden høj. Øv dig i at se længere frem i trafikken, så du undgår at holde helt stille. Selvfølgelig må du ikke være til gene for de andre trafikanter.
Bonusinfo: I langt de fleste elbiler bliver nedbremsninger omformet til energi. Rekuperation hedder det, når man kan opsamle energien fra nedbremsninger og bruge den igen. På en del elbiler kan du indstille bilen til forskellige niveauer af rekuperation eller opsamling af bremseenergi. Vælg den, der opsamler mest. Vær opmærksom på, at det kan føles meget anderledes at bremse, hvis du ændrer på rekuperationen.
5: Brug ECO-funktionen
De fleste elbiler har en funktion, der kaldes Eco-mode eller ECO. Når du har slået ECO til eller sat bilen i Eco-mode, vil der automatisk være en række funktioner, der er slået fra. Det gælder eksempelvis aircondition og varme. Funktioner, der kun har med din komfort at gøre. Funktionen betyder også, at du kan accelerere mindre hårdt, hvilket også er med til at begrænse den energi, du bruger på kørsel og i sidste ende give længere rækkevidde.
6: Mindsk luftmodstanden
Du kender måske rådene fra bilerne, der kører på fossile brændstoffer: Mindsk vindmodstanden og undgå unødig vægt.
Sørg for, at der er så lidt vindmodstand som muligt. Luk vinduer, luk soltaget og kør kun med tagboks, hvis det er nødvendigt. Hav ikke ekstraudstyr monteret udvendigt, hvis du ikke bruger det.
Fjern også tunge ting fra bilen. Du skal ikke køre rundt med en sæk cement eller et fjernlager af dagligvarer, hvis du ikke skal bruge tingene snart. Jo mere vægt, des kortere rækkevidde.
Sådan får du batteriet på en elbil til at holde længere
Et batteri holder ikke for evigt. Ligesom alle andre batterier mister en elbils batteri kapacitet over tid. Har din bil et ældre batteri, aflader det altså hurtigere end et helt nyt batteri.
Du slider mindre på batteriet, hvis du kun lader batteriet op til 80%, hver gang du lader bilen op. Lader du batteriet højere op, når du over det punkt, der kaldes batteriets spændingsgrænse. Her sker der et unødigt stort slid på batteriet.
Batteriet lades også hurtigst op, indtil de 80% er nået. De sidste 20% fra 80% til 100% kan tage mere end dobbelt så lang tid som de 20% fra 60% til 80%.
Kilde: DTU og OK