Kør langt på literen - få hver 5. tankfuld gratis

Følger du små, lette køreråd, kan du mindske brændstofforbruget med 20 procent. Det er en gevinst for klimaet og for din privatøkonomi. Læs hvordan du får bilen til at køre langt på en liter benzin eller en liter diesel
Blå bil på landevej

Tilpas hastigheden, se langt frem og tag unødvendig bagage ud af bilen - så er du allerede godt på vej til en besparelse på benzinregningen.

Få hver 5. tankfuld brændstof gratis - spar penge ved at bruge mindre benzin og diesel

Vil du have hver 5. tankfuld benzin eller diesel gratis? Det kræver ikke meget - kun et par bedre vaner, når du kører bil. Få råd kan nemlig spare mange penge på benzinregningen.

 

De følgende råd gælder særligt biler, der drives af fossile brændstoffer, og som har manuelt gear. De fleste af rådene kan også bruges, hvis du har automatgear. 

 

Læs artiklen: Sådan kører du længere på en opladning i din elbil

Sådan kører du langt på literen:

1: Se langt frem

Vær opmærksom på trafikken omkring dig. Sørg for at være bevidst om, hvad der venter forude – for eksempel hajtænder eller skarpe sving - gerne op mod 200 meter fremme. Justér hastigheden, så du træder mindst muligt på bremser og speeder.

2: Sænk hastigheden - især på motorvejen er der gevinst at hente

Bilen bruger omkring 20 procent mere brændstof med en fart på 130 km/t. i stedet for 110 km/t. Det øgede brændstofforbrug skyldes, at luftmodstanden øges ved højere hastigheder. Selvom du kører 130 km/t, kommer du kun marginalt hurtigere frem, end når du kører 110 km/t. Vigtigst er dog, at du overholder hastighedsgrænserne - på nogle motorveje er den maksimale hastighed mindre end 110 km/t.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

3: Glidende kørsel - brug fartpiloten

Undgå at bremse. Slip speederen og hold bilen i gear. Gear eventuelt ned og lad gearet bremse for dig, hvis . Sørg for en glidende kørsel i stedet for mange skift mellem bremsen og speederen – det kan reducere brændstofforbruget med op til en tredjedel.

Har din bil fartpilot, så brug den gerne. Fartpilot giver en meget jævn kørsel. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

4: Kom hurtigt op i den rigtige hastighed

Udover den glidende kørsel, bør du komme op på den hastighed, du ønsker - eller er tilladt - hurtigst muligt. Langsom acceleration bruger mere brændstof end en hurtigere acceleration. 

5: Skift gear tidligt

Kør i højest muligt gear. Lavere omdrejninger betyder bedre brændstoføkonomi. Lyt til din bil - den fortæller, hvornår du skal gå op eller ned i gear. I nye benzinbiler skal man skifte allerede ved cirka 1.500 omdrejninger og i ældre biler mellem 2.000 og 2.500 omdrejninger. For dieselbiler er det også omkring 2.000. Langt de fleste nyere biler har en gearskifteindikator i instrumentbrættet. Overhold dens anbefalinger. 

6: Giv gas nedad

Giv gas når du kører ned ad bakke, hvis det umiddelbart efter går opad igen. Hvis ikke - flyt foden fra speederen og lad bilen rulle. Grunden til, at du skal trykke på speederen nedad bakke er, at du her forbrænder mindre energi, end hvis du trykker på speedere på vej op ad. 

Så: Accelerér inden for hastighedsgrænsen på vej ned ad bakken, slip speederen i bunden, og lad bilen komme så langt som muligt op ad bakken, uden at du trykker særligt på speederen.

7: Sørg for det rigtigt dæktryk

Sørg for korrekt dæktryk. Kørsel med blot 0,5 bar for lavt tryk betyder 2-3 procent større benzinforbrug.

8: Aircondition og bilradio bruger også benzin

Brug aircondition og bilradio med omtanke. Aircondition sluger 0,1-1 liter brændstof pr. 100 km. Bilradioen koster et merforbrug på 0,06-0,21 liter brændstof pr. 100 kilometer.

9: Mindsk luftmodstanden

- Undgå unødig kørsel med tagboksen monteret. Den øgede vindmodstand betyder et øget brændstofforbrug på op til 10-20 procent og 10-15 procent for cykelholder og cykler. Kørsel med åbne vinduer eller åbent soltag øger også vindmodstanden og dermed brændstofforbruget.

10: Sluk motoren, når du holder i kø

Undgå tomgang. Stands motoren, mens du venter. Også selv om det kun er for en kort periode på få minutter. Det kan være fristende at lade aircondition køre en sommerdag, hvor køen er lang, men det bruger uforholdsmæssigt meget brændstof. Åbn vinduerne i stedet.

 

Har du automatisk start-og-stop-funktion, så lad bilen afgøre om motoren skal gå ud, når du holder for rødt. I nogle tilfælde kan det nemlig bruge mere brændstof at stoppe og starte motoren end at lade den være i gang. 

11: Mindsk vægten i bilen

For hver ekstra 45 kg du tager med, kan din brændstoføkonomi blive forringet med 1-2 %. Så hold dit bagagerum eller bagsæde frit for unødvendige genstande, der er med til at øge vægten på din bil.

12: Drop bilen på de korte ture

En bil bruger meget brændstof på bare at starte motoren. Især hvis der er koldt udenfor. Mange af danskernes ture er på få kilometer. Vil du for alvor mindske dit brændstofforbrug for klimaets skyld, bør du skifte til cyklen eller gå, hvis turen er kort. 



Kilder: FDM og Torben Østergaard, Eco Rally-kører

 

Artiklen er opdateret med nye tal og beregninger i sommeren 2023.