Deler du billeder på nettet af dine børn? Her er 5 gode råd
#1 - Vær en rollemodel
Som forælder er du et naturligt forbillede for dine børn. Det nytter ikke, at du er bekymret for barnets liv på nettet, hvis du ikke selv viser vejen. Både med din egen adfærd på sociale medier og hvordan du eksponerer dit barn.
#2 - Tal om det digitale liv
Smartphones og sociale medier fylder meget for mange af os, og måske har vi i farten ikke nået at tale om, hvordan livet udfolder sig i det digitale univers. Derfor kan det være en god idé at tage en helt generel snak over aftensmaden om, hvad det betyder, når man deler billeder, videoer og kommentarer på nettet.
Læs også: Hvad må Facebook med dine billeder?
#3 - Respektér barnets blufærdighed
Børn har ret til privatliv, og deres grænser for, hvad de synes er o.k., ændrer sig med tiden. Billedet fra fastelavn med de sjove ører og tigermaling i hele krydderen er måske sødt og sjovt lige nu, men synes dit barn også det om 2 år, hvor billedet stadig ligger online?
#4 - Spørg om lov
Synes dit barn, at det er o.k., at du lige poster et billede af jer på Instagram? Gør, som du gør, hvis du havde taget et billede af en ven. Spørg, før du poster billedet. Helt små børn kan naturligvis ikke spørges, så her bør du mærke ekstra godt efter, om det er noget, hele verden skal se - også i fremtiden.
Læs også: 8 gode råd til at lære dit barn at begå sig på sociale medier
#5 – Overvej, hvem der ser det
Mange billeder bliver lagt online for at glæde bedsteforældre og gode venner. Måske kan du dele dem smartere og kun med dem, som du synes bør se dem? Du kan oprette et online fotoalbum, hvor det kun er dem, du vælger, der har adgang.
De 5 råd er skrevet i samarbejde med Anne Mette Thorhauge, som er formand for Medierådet. Tidligere i år foretog Medierådet en undersøgelse blandt danske forældre, som viste, at næsten hver 5. forælder aldrig spørger deres barn om lov til at dele et billede af det på sociale medier.