Ved du, hvad din forsikring dækker, hvis du bliver bestjålet?

Ran, simpelt tyveri og anråb? Hvis du bliver berøvet eller bestjålet, kan du få erstatning fra dit forsikringsselskab, men hvad betyder de forskellige ord, og hvad du skal gøre, hvis du eksempelvis bliver bestjålet på åben gade? Samvirke guider dig med en miniordbog.

Du skal råbe efter tyven, hvis du opdager, at du bliver bestjålet. Ellers dækker din indboforsikring højst sandsynligt ikke alt, der bliver stjålet fra dig.

Du skal være opmærksom

Forsikringserstatningen er forskellig, afhængig af hvilke slags forbrydelser der bliver begået mod dig i form af tyveri. Det betyder, at du i princippet kan få forskellige erstatninger fra din forsikring afhængig af, hvordan du, og ikke kun tyven, agerer i en tyverisituation.

Forskellige begreber til forskellige situationer

Der findes forskellige udtryk, som forsikringsselskaberne arbejder med, når de skal vurdere din tyverisag. Herunder kan du læse, hvad ordene betyder, og hvad du skal være opmærksom på.

Ran:

Ran kan også omdøbes til åbenlyst tyveri. Det vil sige, at du eller en anden skal se tyveriet ske, hvis det for eksempel sker på gaden. Det åbenlyse tyveri sker i øvrigt uden brug af vold eller trusler.

Det er indboforsikringen, der dækker åbenlyst tyveri, og det kan hos nogle forsikringsselskaber være et krav, at man skal gøre opmærksom på tyveriet, der finder sted, umiddelbart mens eller lige efter tyveriet. Det leder os videre til anråb.

Vidste du, at

alle de ting, der er blevet stjålet fra dig, som hovedregel bliver dækket, hvis der er tale om ran, indbrud og røveri. Hvis der er tale om simpelt tyveri, dækker forsikringen højst sandsynligt ikke penge, smykker, guld- og sølvting eller værdipapirer.

Anråb:

For at du skal kunne gøre det til et åbenlyst tyveri, skal du eller et vidne anråbe tyven. Det kunne være ord som »Hjælp« eller »Stop tyven.«

Hvis ikke du gør det, kan forsikringsselskabet kalde det for simpelt tyveri i stedet for åbenlyst. Det har konsekvenser for din erstatning.

Ved simpelt tyveri erstattes penge eller smykker for eksempel ikke.

Simpelt tyveri:

Et simpelt tyveri kan være et tyveri, du ikke bemærker. For eksempel hvis et par lange fingre snupper din pung på gaden, men det er også simpelt tyveri, hvis din cykel bliver stjålet, eller nogen bryder ind i din bil.

Det, du virkelig skal være opmærksom på, er, at det også er simpelt tyveri, hvis du får stjålet noget i dit hus, når tyven ubesværet skaffer sig adgang. Det kan for eksempel være igennem et åbent vindue eller en uaflåst dør, mens du står ude i haven og nyder en øl over hækken med naboen. Igen dækker simpelt tyveri mindre, end hvis der havde været tale om indbrudstyveri.

At få stjålet sin cykel kan være mere kompliceret forsikringsmæssigt.

Læs kravene til dækning af cykler her:

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Hvis du har haft indbrud

Hvis du har haft indbrud, så er der en rækkefølge, der er god at følge.

  1. Ring til politiet, og vent med at rydde noget op og gøre noget rent i tilfælde af, at politiet skal undersøge for fingeraftryk og aftryk af skosålen.
  2. Spær eventuelt kort, hvis nogle af disse mangler.
  3. Ring til forsikringsselskabet.
  4. Ryd op. Normalt dækker forsikringen ved indbrud rengøring og reparation af skader.

Kilde: Stopindbrud.dk

Indbrudstyveri:

Når en ubuden gæst skaffer sig adgang på en unormal måde, kaldes det for indbrud.

Hvis alle dine vinduer er enten lukkede eller forsvarligt sat i en hasp, eller hvis alle dine døre er låst, så skal tyven skaffe sig adgang ved at bryde ind, og så dækker indboforsikringen episoden som et indbrudstyveri.

Røveri:

Det kaldes røveri, når du med vold eller trusler bliver tvunget til at give dine ejendele til tyven eller tyvene. Her dækker indboforsikringen.

 

Kilder: Forsikring & Pension, Codan, Stopindbrud.dk

Læs mere om