Undgå konflikt: Børn vil gerne opføre sig ordentligt
Hvad er det, der giver konflikter mellem børn og forældre?
Når vi har en forventning til barnet, og det ikke lever op til den forventning, så er der en konflikt. Men hvis man tager udgangspunkt i, at barnet gerne vil opføre sig ordentligt, så må det være, fordi det ikke kan leve op til vores forventninger. Et eksempel er, når vi er i tidsnød og skynder på vores børn. Et barn på fem år forstår ikke, at det går hurtigere, hvis man skynder sig. For i deres verden starter alting, når de ankommer. Børnehaven starter, når de kommer – de har ikke nogen forestilling om, at der var nogen, inden de kom. Og alligevel siger vi »skynd dig nu«. Der har vi en alt for stor forventning om en tidsforståelse, som barnet slet ikke har.
Om eksperten
Bo Hejlskov Elvén er klinisk psykolog og rådgiver pædagogisk personale, som arbejder med børn, unge og voksne med psykiske diagnoser eller misbrug. Han har skrevet forord til bogen Opdragelse uden skældud af den amerikanske psykolog Ross W. Greene. Elvén tager i dette interviewet udgangspunkt i Greenes forskning.
Hvad mener du med, at børn gerne vil opføre sig ordentligt?
Som udgangspunkt har jeg aldrig mødt en 4-årig, som ikke vil opføre sig ordentligt. Når vi går ud fra, at børnene gerne vil opføre sig ordentligt, bliver vi langt bedre til at håndtere konflikterne. Rent forskningsmæssigt stammer tankegangen tilbage fra 60’erne, hvor man undersøgte produktiviteten i industrien og fandt ud af, at de arbejdsgivere, der tror på, at arbejderne gør deres bedste, oplever højere produktivitet end dem, der tror på, at folk skal motiveres og påvirkes til at arbejde. Det går lidt imod den måde, mange tænker børneopdragelse på. Det handler i bund og grund om menneskesyn.
Hvad skal man gøre ved konflikterne?
Når vi stiller et krav, som barnet ikke har evnerne til at leve op til, så reagerer det. Og barnet har nogle strategier til at beholde kontrollen over sig selv i situationen. Det kan for eksempel være at nægte eller at sige »idiot«. Vores modsvar kan være skældud, og så har vi en konfliktopbygning i gang. I stedet skal vi prøve at finde ud af, hvad det var, vi havde for høje forventninger til. Det allerbedste er, hvis vi kan tale med barnet om det. Hvis barnet kan formulere det, så kan vi sammen lave en plan for, hvordan vi kan få det til at fungere næste gang. Siger man til et 10-årigt barn, »hvorfor fanden vil du ikke børste tænder«, så kommer man ikke videre. I stedet kan man sige: »Det er vigtigt at børste tænder. Hvad synes du, der er svært ved det?« Måske er løsningen en anden tandbørste eller tandpasta eller et andet tidspunkt at børste tænderne på. Det handler om at inddrage barnet i løsningsprocessen.
Kan man undgå konflikterne?
Rigtig ofte er det manglen på forudsigelighed, der skaber konflikten. Noget af det, børn – og især små børn – har allersværest ved, er at forudsige, hvad der skal ske. Meget pædagogisk arbejde går derfor ud på at give børn en forestilling om, hvad der skal foregå: Vi skal på ferie, vi skal bo i det her hus. Det ser sådan her ud. Så bliver barnet tryggere og kan meget bedre sige ja og udvikle sig. Tilbage i tandbørstesituationen kan en mulig løsning derfor også være at sige: »Nu skal vi børste tænder, og bagefter så læser vi en bog«. Så kan barnet bedre overskue sammenhængen.
Må man ikke stille krav?
Jeg er helt overbevist om, at vi skal stille krav. Det handler al pædagogik om. Hvis ikke min skolelærer var kommet ind i klassen og havde sagt, nu skal vi lære andengradsligninger, så havde vi aldrig lært det. Men når vi stiller krav til børn, skal de passe til barnets evner. For eksempel var jeg for nylig i zoologisk have med min kone og mit barnebarn på 3 et halvt år, som blev ved med at spørge efter girafferne. Vi svarede, at de var i den anden ende af parken, og holdt fast i at følge den logiske rute. Men vores barnebarn vidste jo ikke, at man starter her og slutter der. Efter et kvarter besluttede vi at gå hen og kigge på girafferne først, og på den måde fik vi en meget bedre dag ud af det. Havde vi holdt fast i vores krav, kunne det være blevet til en konflikt.
Hvordan finder man balancen mellem at stille krav og give efter?
Det er vigtigt at holde fast i, at det er forældrene, der udstikker rammerne, men at barnet skal med i samtalen omkring problem og løsning. Vi glemmer, at barnet ofte har en god løsning. Hvis barnet selv har en løsning, er det lettere for barnet at bruge den. Og bare det, at barnet har været med til at aftale en løsning, giver mening. Det handler om hele tiden at tilpasse forventninger og krav til barnet, og det er vigtigt, at man lykkes hele tiden, ellers ryger barnets motivation. Forældrenes opgave er langsomt at hjælpe barnet til en øget selvstændighed og give plads til barnets medindflydelse inden for rammerne af, hvad det kan klare. På den anden side er der heller ingen grund til at give barnet valgmuligheder, som det ikke kan håndtere. Et barn skal ikke selv bestemme, om det skal børste tænder, men man kan lade barnet bestemme, hvornår det skal gøre det, når det bliver stort nok.