Trin for trin: Byg din egen drage
Du skal bruge
- 1 stykke kraftigt karton eller en gammel plakat
- Saks
- Blomsterpinde til skelet
- Tape
- Blyant, kuglepen eller andet til at tegne formen op med
- Snor til hale og til at holde i
- Farveblyanter til mønster
Skabelon
Det er vigtigt at have en god skabelon.
Vi bruger 2 blomsterpinde på 40 og 60 centimeter til skelettet. Derfor er det vigtigt at det stykke karton, der tegnes op, er lidt større. Vi har lagt knap 5 centimeter til i hver side.
Der skal nemlig være noget at bukke rundt om kanterne.
Tegn op
Det første, du skal gøre, er at tegne dragen op på den plakat eller det stykke karton, du vil bruge.
Det vigtigste er, at du ikke bruger noget, der er for tungt.
TIP: En plastikpose er også udemærket som drageskind.
Byg en dragekrop
Du skal sørge for, at blomsterpindene passer til dragens form, når du binder dem sammen. Tværpinden skal sidde 2/3 oppe på den længste blomsterpind.
Så når blomsterpinden er 60 centimeter, skal der være 40 ned til bunden og 20 til toppen.
Bind en solid knude
Knuden, der holder de 2 blomsterpinde sammen, skal være stram og god.
Start med en almindelig knude og kør derefter snoren skiftevis højre og venstre om den anden pind.
Slut med et par gange rundt mellem pindene, så besnøringen strammes op.
Afslut med et par knuder.
Næste trin
Når skelettet er færdigt, placeres det ovenpå den udklippede krop. Sørg for, at pindene flugter med de 4 hjørner.
TIP: Det kan være en god idé at sætte skelettet fast med et par stykker tape.
Så rykker det sig ikke, når kanterne skal foldes ind.
Kant
Kanterne foldes nu ind og fastgøres med tape.
Du kan godt nøjes med et par enkelte stykker hist og her, men det mest solide resultat får du, hvis du taper hele vejen rundt.
Tape er nøglen
I bunden bliver der en lille snip, når kartonet foldes sammen.
Den kan med fordel klippes af, så samlingen bliver glat og tætlukket.
Sløjfer
De drager, der ikke kan flyve, har ofte problemer med halen. Den skal nemlig have en tilpas vægt. Derfor er det vigtigt med sløjferne.
Klip kvadrater ud af karton og fold dem på langs på samme måde, som man folder musetrapper.
Lav en 5-6 stykker. Du kan altid pille en enkelt af, hvis halen er blevet for tung.
Som sløjfer på en snor
Halen skal være lige så lang som dragens krop.
Sæt sløjferne med jævne mellemrum på omkring 10 centimeter og husk, at den ene ende af snoren skal være fri, så den kan tapes fast i bunden af dragen.
Prik hul
Hvad nytte gør en flot drage, hvis man kun kan se bagsiden?
For at få styresnoren ud på den rigtige side skal der prikkes huller på hver side af skelettets samling. Fra forsiden fører du nu styresnoren ind, trækker den rundt om samlingen og ud gennem det andet hul.
På forsiden binder du en knude.
Kreativ kreering
Nu er dragen klar til at flyve, men den er ikke nødvendigvis færdig.
Nu er det nemlig tid til at dekorere den efter fri fantasi.