Redaktionen anbefaler






Planteposer er beregnet til udendørs brug på husmuren, altanen eller terrassen. Typen på billedet er af mærket Le Belle Jardin med 12 plantelommer og sælges i Kvickly og SuperBrugen fra uge 21 i 2016, så længe lager haves.
En hængende have lever ikke helt op til navnet, hvis det kun er planteposen, og ikke også planterne, der hænger. Sørg derfor for at plante hængende planter. Der findes for eksempel hængejordbær og hængetomater, som er særligt udviklet til formålet, og de er, ifølge Louise Møller fra Haveselskabet, optimale at dyrke i sin hængende have, da de netop danner et tæppe, når de vokser ud over og ned ad planteposen. Derudover giver planterne en reel, spiselig høst. Man kan også forsøge sig med ærter, som dog først skal forspires, inden de kan plantes i planteposen som små planter.
Ønsker man sig mere mangfoldighed og stærkere sanselige oplevelser i sin hængende have, kan man plante sommerblomster i planteposerne. Blomster som hængepetunia, hængepelargonier, bakoba og lobelia kan fås flere forskellige farver og tilføjer duften af sommer til den lille have.
Er målet at få en høst ud af alle planter i en hængende have, kan man også sagtens plante krydderurter i planteposen, fortæller Louise. Blandt de mest populære urter er basilikum, timian, oregano og salvie. Selvom de ikke bliver lige så visuelt stimulerende som blomster, kan de i stedet tilføje nye, spændende dufte til haven.
Hold dig fra at plante større planter som for eksempel store stauder i en plantepose. Stauder har brug for mere plads til rødderne, end planteposen kan tilbyde.
”Man skal holde sig fra mere permanente planter som buske og stauder. De kan få det rigtig svært i en pose, fordi de gerne vil stå fast flere år i træk i almindelig havejord, hvor der er bedre plads til at gro. Der er pladsen i en hængende plantepose for begrænset,” siger Louise Møller.
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10