13 ting, du kan bruge tomme toiletruller til
Fuglesnack
Det er hyggeligt med fuglekugler i haven eller på altanen, så du kan kigge på smukke fugle inde fra stuevinduet.
Lav dine egne fuglesnacks ved at smøre en tom toiletrulle ind i peanutbutter. Rul derefter toiletrullen i fuglefrø, så det dækker godt. Hæng toiletrullen direkte på en gren, eller før en snor, som du binder fast et sted i haven, igennem toiletrullen.
Højttaler
Har du glemt højttalerne til festen? Med en simpel hjemmebygget højttaler kan du få musikken til at spille lidt højere.
1. Klip et hul, som passer til din smartphone, midt i toiletrullen.
2. Klip et hul i siden på hvert af de 2 plastickrus. Hullet skal være samme diameter som toiletrullen.
3. Sæt plastickrusene fast på toiletrullen, stil din smartphone ned i det aflange hul, og tænd for musikken.
NB! Tricket virker kun, hvis højttaleren i din smartphone er placeret i bunden.
Aktivitetslegetøj
Aktivér din hund eller kat med en toiletrulle. Billigt og simpelt.
Gem et par godbidder eller en del af hunde- eller kattemaden i en toiletrulle, som du folder i begge ender. Det tog cirka 10 minutter for Berta, som du kan se på billedet, at få al hundemaden ud af toiletrullen, og hun havde en fest.
Bøjleafrunder
Træt af pæne bukser med irriterende folder fra bøjlen, som får dit strygejern på overarbejde?
Hvis din buksebøjle har det med at efterlade trælse mærker i dine bukser, så klip 2 toiletruller over på langs og tape dem sammen igen, som du kan se, vi har gjort på billedet. Nu bliver bøjlen mere rund, og det giver færre mærker i dine pæne bukser, så du ikke behøver gå på renseri eller tage strygejernet frem.
Mundstykke til støvsuger
Kan dit støvsugerrør ikke nå ned i de smalle og snørklede dele af bilen eller boligen, og passer mundstykkerne heller ikke?
Tape en toiletrulle godt fast til støvsugerrøret. Nu har du et fleksibelt mundstykke af pap, som kan hjælpe støvsugeren med at sluge svært tilgængelige krummer og støv i bilen og i boligen.
Ledningssamler
Ledninger, der filtrer sammen, er djævlens værk og kan få sindene i kog hos selv de mest rolige mennesker.
Forebyg raseri ved ledningskassen ved at føre toiletruller ud over dine sammenrullede ledninger. Skriv eventuelt på toiletrullerne med tydelig skrift, om det er el-, antenne- eller andre ledninger, toiletrullerne holder styr på, og hvor lange ledningerne er. Så kan du hurtigt finde den ledning, du har brug for.
Garnholder
Filtrer dit garn sammen, når du strikker? Sammenfiltret garn er mindst lige så irriterende som sammenfiltrede ledninger og kan give grimme masker i strikketøjet.
Klip et lille hak i hver ende af toiletrullen. Før den ene ende af garnet ind i det første hak og rul alt garnet ud over toiletrullen. Når der ikke er mere garn tilbage, fører du den anden ende ind i det andet hak. Du kan eventuelt lave en lille streg, som indikerer, at du skal tage garn fra denne side.
Penneholder
Er du glad for orden på kontoret, men får dine kuglepenne og blyanter let forvildet sig ned i rodeskuffen? Fat mod, for toiletrullen er din ven!
Lim et selvvalgt antal toiletruller fast på et stykke pap med en stærk lim, eksempelvis kontaktlim. Du kan pynte toiletruller og pap med papir med pæne mønstre, hvis du ikke er så vild med det rustikke look. Nu er der pludselig orden på dine penne.
Gavepapirgemmer
Vi har godt nok vist jer dette trick før, men det er simpelthen så smart, at det fortjener at blive vist igen.
Undgå, at dit gavepapir flænser eller krøller i skuffen ved at stikke rullen med gavepapir ind i en toiletrulle. Er rullen med gavepapir for tyk, så klip toiletrullen på langs.
Servietring
Lav nemme servietringe med toiletruller. Husk hygiejnen. Brug eventuelt en tom toiletrulle, som du tager ud, inden toiletpapiret kommer i brug. Så risikerer du ikke, at der er uheldige bakterier på toiletrullen.
Klip servietringe fra toiletrullen i den bredde, du ønsker. Pynt eventuelt servietringene med pænt papir eller andet dekorativt eller brug dem også som bordkort.
Miniurtepotte
Tid til at så frø til urtehaven eller altanen?
Klip en toiletruller over, så den bliver til 2 stykker. Put jord i hver af de små urtepotter og så de frø, du ønsker. Når planterne er store nok, sår du dem om i en større urtepotte eller ude i det fri.
Smykkesorterer
Har du svært ved at holde styr på dine smykker?
Vælg et fad eller andet med en lille kant, klip toiletruller i stykker af 1-2 centimeter og læg dine smykker ned i hver af ringene. Du kan vælge at male eller på anden vis dekorere ringene af toiletrulle og lime dem fast på noget, du ikke er for sart med.
Fluefanger
Irriterende flue, som summer højt og ødelægger søndagsfreden?
Lav en fluefanger af en toiletrulle, som du dækker med tape med det klistrede udad. Eller brug dobbeltklæbende tape. Er du heldig, fanger du fluen. Dask den eller slip den fri, så er søndagsfreden sikret.