Stress: Læs om Pernille Kornum, der gik ned med stress

Kunne ikke tanke benzin på sin egen bil

En lille, rød pære lyste i Pernille Kornums grå Volvo V40. Tanken var ved at være tom, så hun kørte ind på en benzinstation i Frederikshavn, stillede bilen foran standeren med 95 oktan og steg ud. Men hun havde glemt, hvordan man åbnede lågen til tankdækslet, på trods af at hun havde fyldt benzin på sin bil 100, måske 1000 gange før. Febrilsk ledte hun efter en knap i bilen eller et hul til bilnøglen, der fik lågen til at åbne sig. Men hun var nødt til at give op.

»Jeg ville ikke spørge om hjælp, for det var da pinligt at stå der og ikke kunne finde ud af at tanke sin egen bil,« siger hun.

På benzinstationen kom Pernille i tanke om, at Volvoen stadig kan køre 50 kilometer, fra den lille pære begynder at lyse. Pernille har kun 25 kilometer hjem fra Frederikshavn, hvor hun arbejder, så hun nåede frem til huset lidt uden for Sindal.

Pernille skulle bare have trykket let i den ene side af benzindækslet, så hopper lågen op. En simpel opgave, som hun ikke kunne overskue. Det var et af de første tegn på, at noget var helt galt.

Pernille var fyldt med tanker

For enden af en kilometerlang, snoet grusvej ligger et rødt murstenshus. På vej op til huset får man en fornemmelse af naturen, der omkranser huset. Man aner skoven bag de mange små bakker. Skovens ro fik Pernille senere brug for.

Pernille er 37 år og skolelærer. Hun underviser i engelsk, dansk, idræt og hjemkundskab på en folkeskole i Frederikshavn. Hun bor i et rødt murstenshus i den nordjyske by Sindal mellem Hjørring og Frederikshavn. Under samme tag bor Pernilles mand, Anders Peter, og deres to børn, Anna på ni og Caroline på otte. 

Episoden på benzintanken står klart i Pernilles hukommelse fra efteråret for to år siden, hvor hun gik ned med stress. Pernille havde presset sig selv for hårdt, så hårdt, at simple dagligdagsting kunne virke uoverskuelige. Ting som at tanke benzin på sin bil eller at smøre madpakker til døtrene.

Hendes arbejdsliv og privatliv var smeltet sammen, og weekender og aftener gik med at rette opgaver og planlægge undervisning. Søvn fik hun ikke meget af. Alt for mange ting fyldte også den dårlige samvittighed over ikke at nå alt det, hun ville og burde.

»Jeg var bare fyldt helt op med tanker om ting, jeg burde gøre,« siger hun.

En stor knude i maven

I efteråret for to år siden var der mange ting, der ikke var, som de burde være. Hvad der var galt, og hvad hun skulle gøre for ikke at være så presset, var på det tidspunkt svært at gennemskue, så hun blev bare ved med at forberede sig, rette opgaver og passe undervisningen på skolen – samtidig med at hun havde aftaler i kalenderen mange måneder frem. 

En mandag i frokostpausen på skolen fik Pernille så slem en kvalme, at hun måtte køre hjem fra arbejde. Om det var før eller efter den dag, hun ikke kunne finde ud af at tanke benzin på bilen, kan hun ikke huske i dag. Hele det efterår står ret tåget. Men hun havde det så dårligt, at hun ikke kunne arbejde.  

Pernille fortæller flere gange om den slemme kvalme, der var det tydeligste fysiske symptom på, at hun havde presset sig selv for hårdt. Hver gang hun nævner kvalmen, fører hun hånden helt op under hagen. Så højt, at hånden næsten tvinger hovedet bagover.

»Da jeg gik hjem med kvalme, tudede jeg,« siger hun.

Hun satte sig på det varme, sorte tagpap på familiens tagterrasse. Med tårer ned ad kinderne skrev hun hurtigt en sms til sin mand om, at han gerne måtte komme hjem. På tagterrassen talte de om, hvordan Pernille havde det. Og Anders Peter sagde, at hun måtte gøre noget. Pernille vidste bare ikke hvad.

Blev sygemeldt frem til jul

Tre dage efter, om torsdagen, hvor hun havde forældresamtaler, tog hun tilbage på skolen. Men tårerne pressede sig på, da hun trådte ind på skolen i Frederikshavn, og hendes kolleger kunne godt se, at hun ikke havde det godt.

»Der havde jeg så småt givet slip. Og når du først giver slip, så falder du,« siger hun.

Pernille kom hurtigt i kontakt med en psykolog, der rådede hende til at gå hjem, slappe af og bare trække gulerødder op fra jorden.

»Der må være nogle jordbakterier, der er gode mod stress,« smiler hun, når hun tænker tilbage. 

Pernille blev efter aftale med sine ledere sygemeldt i et par uger indtil efterårsferien. Efter ferien kom hun tilbage, men det samme gjorde kvalmen, knuden i maven og søvnløsheden, og derfor tog hun til sin læge.

»Mine læge sagde, jeg skulle sygemeldes frem til jul,« siger Pernille, der blev ret overrasket over beskeden. Hun var egentlig gået til læge, fordi hun havde det fysisk dårligt. 

Brug for, nogen tog hånd om hende

Når hun i dag ser tilbage, er hun glad for, at hendes læge tog hånd om hende.

»Jeg er ikke typen, der går ind til min leder og siger, at jeg har brug for en pause eller en delvis sygemelding. Jeg havde brug for, at nogen gjorde det for mig. Det gjorde min læge heldigvis, men det var bare ret sent. Der endte med at gå et år, fra jeg gik hjem fra arbejde den første gang, til jeg var tilbage på fuld tid igen.« 

Kort tid efter begyndte hun hos en psykolog, som hun gennem hele sit stressforløb havde samtaler med. Psykologen var med til at hjælpe Pernille med at forstå sin stress.

Tab af kontrol

Varmen fra den grå brændeovn fyldte stuen. På en foldemadras og med to tæpper over sig lå Pernille i de fleste af dagtimerne indtil januar 2014, tre måneder efter sin sygemelding. Her begyndte Pernille at finde en længe ventet ro.

Mens hun lå foran brændeovnen med kvalme, migræne og en kæmpestor knude i maven, kiggede hun i ALT for damerne og iForm. Hun kunne i begyndelsen ikke koncentrere sig om at læse, og en roman, hun havde lagt frem, forblev urørt.  

»Stress føles som en massiv, vedvarende mavepumper. Jeg havde ingen appetit, ingen lyst, og det var enormt svært at falde i søvn,« siger Pernille.

Hendes livline blev telefonen og et headset, der lå på sengebordet. Vågnede hun midt om natten, lyttede hun til sangerinden Agnes Obel eller til en lydfil med afslappende øvelser, der kunne hjælpe hende med at falde i søvn igen.

En samtale krævede et fokus på 100 procent

På grund af stressen havde hun mistet evnen til at koncentrere sig. Hun skulle fokusere 100 procent, hvis hun skulle føre en samtale med en anden person. Og hun kunne bryde ud i gråd når som helst uden at kunne kontrollere det. 

»Jeg er et menneske, der altid har haft styr på alting både på mit arbejde og i mit privatliv. Og det kunne jo ikke passe, at det var mig, der endte i en situation, hvor jeg ikke kunne samle mig om noget. Helt uden kontrol over noget som helst. Jeg har brugt enormt meget krudt på at lære at acceptere hele min situation,« siger hun.

Pernille havde stadig styr på tingene, når hun var sammen med sine døtre. Hver dag stod hun op samtidig med børnene, spiste morgenmad og satte sig med dem rundt om det rustikke træbord i stuen, før de skulle af sted. Meget af tiden foran brændeovnen i stuen gik også med at lade op, så hun kunne være klar, når de kom hjem igen.

»Det var vigtigt for mig, at min stress ikke gik ud over Anna og Caroline. Så jeg har brugt meget energi på at være der for dem. Også selvom det har været hårdt,« siger Pernille.

Lange gåture hjalp Pernille tilbage

Pernille brugte meget tid i skoven under blå himmel, sol og høje træer, når hun ikke lå på foldemadrassen derhjemme. Imens hun lyttede til rolig musik i høretelefonerne, genfandt hun noget af sig selv på lange gåture gennem den nordjyske skov. Hun lærte at acceptere, at hun havde mistet kontrollen, og begyndte at forstå, hvorfor hun blev ramt af stress.

»Roen i skoven gav mig plads til at tænke over livet, over mine prioriteringer. Gåturene blev en form for meditation,« siger Pernille. 

Kort efter sin sygemelding kom Pernille i kontakt med en af mandens kollegaer, der også var sygemeldt med stress. De to kvinder mødtes og blev gode veninder, og i januar 2014 begyndte de at gå ture og træne sammen enten i skoven eller i fitnesscentret.

»Jeg ved godt, mange siger, at løb udløser hormoner, du ikke har brug for, når du er stresset. For mig var løbeturene et frirum. Når jeg trænede, var det et frirum for tankemylderet,« siger hun.

Lærte at accepterede, at hun havde tabt kontrollen

I samtalerne med psykologen, på de lange gåture i skoven med veninden eller ved spisebordet med Anders Peter, når børnene var gået i seng, begyndte Pernille at genfinde sig selv og acceptere, at hun havde tabt kontrollen.

»Det betød meget at kunne tale med andre om min stress,« siger hun og fortæller, at veninden, der også havde stress, betød specielt meget. Hvis en af dem stod med tårer i øjnene på løbebåndet, var der en umiddelbar forståelse. De behøvede ikke at bore i det og trøste hinanden.

I dag kender Pernille symptomerne

I forsommeren 2014 gik Pernille i gang med at undervise igen. I begyndelsen havde hun tre lektioner om ugen i engelsk i sin egen klasse, og gradvist byggede hun på, så hun i oktober samme år var tilbage på fuld tid. 

»Jeg fik hjertebanken, allerede da jeg kørte i min bil mod Frederikshavn, og jeg var meget nervøs, da jeg havde min første time. Men det gik heldigvis godt, jeg tror slet ikke, eleverne bed mærke i, hvor nervøs jeg var,« siger hun.

Efter tiden med stress har Pernille lært at have fokus på ro. Og nu kender hun symptomerne. Hvis hun i perioder glemmer at trække vejret helt ned i maven, ved hun, at hun skal passe på sig selv. Hvis kvalmen eller knuden i maven dukker op, er det tid at tage det roligt.

»Jeg er blevet meget bedre til at være mere spontan og mærke, hvad jeg egentlig har lyst til. Og jeg har lært, at det er okay at sige nej til en aftale, uden at jeg behøver at have dårlig samvittighed. Også selvom jeg ikke har planer i forvejen,« siger hun. 

Lader opgaverne ligge på jobbet

Når Pernille ser tilbage på tiden, hvor hun var hårdt ramt af stress, er hun glad for, hun har haft en støttende mand, gode veninder og en arbejdsplads, der har bakket op om hende. Hun har lært at lade opgaver, der ikke er rettet, ligge på skolen i stedet for at rette opgaver derhjemme sent om aftenen. 

»Hvis jeg ikke når at få rettet opgaverne på skolen, hvad er så det værste, der kan ske? Ja, at de opgaver ikke bliver rettet lige med det samme. Så må de vente, og det går jo nok,« siger hun.

»For det er da meget federe at ligge i sofaen med mine døtre og læse bøger i stedet for at sidde ved min computer og rette opgaver.«