Hvor kommer dine ris fra? To bogstaver på posen giver dig svaret

Er risene i posen dyrket i Indien, Thailand, Italien eller måske et helt fjerde land? Du kan selv finde risenes oprindelsesland på emballagen, men kan det også hjælpe dig, hvis du forsøger at undgå arsen, der findes i ris, og som kan øge risikoen for kræft?

Først og fremmest: Husk at skylle risene

Ris er en af verdens vigtigste fødevarer, og rigtigt mange danskere spiser ris som en del af aftensmaden i alt fra wokretter til boller i karry eller risengrød. For et par år siden opdaterede Fødevarestyrelsen tilberedningsrådene om ris for at få danskerne til at huske at skylle risene inden tilberedning. 

Siden februar 2024 har rådet lydt: 

"Du bør fremover skylle ris, sætte dem i blød eller koge dem i for meget vand.” 

Skyller man ris, sætter dem i blød eller koger dem i meget vand, mindsker man nemlig indholdet af uorganisk arsen, der kan sætte sig i nogle ris under produktionen. Fødevarestyrelsens råd kom efter, at de europæiske fødevaremyndigheder, EFSA, med større sikkerhed end tidligere kunne påvise, at uorganisk arsen øger risikoen for visse sjældne kræftformer. 

Jordbundsforhold og grundvand er årsagen til arsen

De opdaterede ris-skylle-råd giver af og til anledning til spørgsmål fra Samvirkes læsere: For kan man ikke bare undgå ris fra bestemte lande eller bestemte typer af ris, hvis man vil mindske risikoen for at indtage ris med en højt indhold af uorganisk arsen?

I udgangspunktet er svaret nej: Uorganisk arsen findes over alt i jord og grundvandet, og det er det vand, man bruger til at vande med, der er den største kilde til arsen i risene. Indholdet af arsen i jorden og vandet svinger fra egn til egn, og derfor kan man ikke gå efter ris fra bestemte lande, oplyser Fødevarestyrelsen. 

Ris fra et område af Indien kan have et meget lavt indhold af arsen, mens ris fra et andet område har et meget højere indhold af arsen. Det er ikke landegrænser, der afgør arsen-indholdet men jordbundsforhold. 

 

Oprindelseslandet står på Coops poser med ris

Er du alligevel nysgerrig for at finde oprindelseslandet på ris, kan du finde en lille kode på poserne med ris i Coops egne varemærker. Oprindelseslandet har ikke betydning for arsen-indholdet, ligesom kvaliteten ikke adskiller sig fra pose til pose. Risene på samme hylde kan godt komme fra to forskellige lande i løbet af en sæson, men kvalitetskrav sikrer, at de ser ens ud og smager ens fra gang til gang. 

Selvom oprindelseslandet ingen betydning har, skal du ikke snydes for viden om, hvor du finder risenes dyrkningsland: 

For at finde det rigtige land skal du kigge efter den kode, der er trykt i nærheden af posens bedst før-dato.

Står der eksempelvis TH, betyder det Thailand, mens PK står for Pakistan. Koden IN betyder Indien, og IT betyder Italien.

På den måde kan du med blot to bogstaver få svar på, hvor dine ris er dyrket.

Oprindelseslandet kan aflæses på de 2 bogstaver ved siden af udløbsdatoen

Hvad betyder bogstaverne?

På deklarationen for Coops hvide ris optræder blandt andet følgende landekoder:

 

AR Argentina

ES Spanien

GR Grækenland

GY Guyana

IN Indien

IT Italien

KH Cambodja

PK Pakistan

PY Paraguay

SR Surinam

TH Thailand

UY Uruguay

VN Vietnam

Er der mindre arsen i økologiske ris? 

Nej, mængden af arsen er uafhængig af, om risene er økologiske eller konventionelle, fortæller Fødevarestyrelsen. 

Er der nogle sorter af ris, der indeholder mindre arsen? 

Ja, indholdet af uorganisk arsen varierer i de prøver, Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet har offentliggjort. Du kan læse mere i rapporten Chronic dietary exposure to inorganic arsenic

 

  • Brune ris: 118 µg/k
  • Basmati og Jasmin ris: 81 µg/kg
  • Parboiled ris: 101 µg/kg
  • Hvide ris: 74 µg/kg
  • Rismel: 75 µg/kg
  • Risbrød: 59 µg/kg
  • Risnudler: 68 µg/kg
  • Ris flager: 110 µg/kg
  • Riskiks: 146 µg/kg
  • Puffede ris til morgenmadsprodukter: 100 µg/kg
  • Risdrik: 20 µg/kg
  • Grødris 97  µg/kg

 

Overholder du Fødevarestyrelsens råd om at skylle ris, sætte dem i blød eller koge dem i for meget vand, mindsker du eksponeringen mod uorganisk arsen i ris.