Sådan hjælper du dit overvægtige barn
Erkend problemet
Den største forhindring for et barns vægttab er, når forældrene ikke erkender, at barnet har problemer med vægten. I det øjeblik de erkender problemet, kan de begynde at ændre på vanerne derhjemme.
Nye vaner
Børn skal ikke på kur, hvor de dropper sodavand og slik i en måned. De skal ændre livsstil, som holder også på længere sigt. Eventuelle sukkerholdige mellemmåltider skal byttes ud med havregryn eller rugbrød med magert pålæg, og sodavand og saftevand skal byttes ud med vand og mælk. De sunde valg skal være tilgængelige. Drop for eksempel slikskabet og byt det ud med frugt og grønt, der er skåret ud.
Tal med barnet
Pas på med at tabuisere problemet. Børn skal have et rum og et sted, hvor man taler ærligt om deres overvægt, fordi når børn rammer 4-5-års alderen, så kan de godt se, at de er tykkere end de andre. Det er en udbredt misforståelse, at man beskytter dem, når man lyver for dem. Andre børn driller barnet eller fortæller dem, at de er tykke, og det skaber en ensomhed hos barnet, hvis de så ikke kan snakke med forældrene om det.
Et fælles projekt
Forældrene må indstille sig på at lægge desserten på hylden, når deres barn skal tabe sig. Det er lettere for barnet, hvis man tager fælles hensyn, for barnet kommer til at lide et afsavn. Det går ikke, at forældrene sidder og guffer bearnaise og siger, at barnet ikke må få.
Bevæg jer
Det er vigtigt, at forældre bakker op om, at deres børn får rørt sig. Derfor kan det også være en god idé at gøre motion til et fælles anliggende. Mange børn bliver kørt i bil. Gå sammen eller tag cyklen sammen til skole eller til supermarkedet. Håndbold eller fodbold er gode sportsgrene at gå til, fordi man løber meget samtidig med, at der er et socialt fællesskab, som er god motivation til at komme ud ad døren. Det vigtigste er dog, at børn får rørt sig, og de dyrker noget, som de synes er sjovt. Nogle gange skal de prøve flere forskellige sportsgrene for at finde favoritten.
Sæt grænser for skærmen
Sæt retningslinjer, så dit barn maksimalt må sidde et vist antal timer foran en skærm om dagen. På samme måde som man sætter retningslinjer for sengetider, eller hvornår de skal være hjemme fra venner. Tag snakken uden for konflikten, og forhandl med dit barn. Det kan være, at barnet siger 4 timer, og forældrene siger 2, og så bliver I enige om 3. Det bliver meget lettere, når man har en aftale.
Giv dit barn præmier
Det kan være en hjælp at give en lille ting, hvis barnet opnår et mål. Mange studier tyder på, at det virker. Det kan for eksempel være, barnet ikke skal tage på inden for den næste måned. Et 8-årigt barn kan ikke nødvendigvis forstå konsekvensen af sin overvægt, men det kan forstå, at han eller hun får en lille ting, hvis hun holder vægten. Sørg for, det ikke er for store ting, så de bliver kede af det, hvis de ikke opnår målet.
Se på indkøbene
Saml jeres boner, og se, hvad I køber i løbet af en måned, og hvornår de usunde ting ryger i indkøbskurven. Så kan I se, hvor det går galt. Vores egen overbevisning om, hvordan vi spiser, er ikke altid i tråd med virkeligheden.
Sov godt
Sørg for, at dit barn får nok søvn. Der er en sammenhæng mellem fedme og for lidt søvn.