Redaktionen anbefaler






Hvem skal varetage dine interesser, hvis du en dag bliver så syg, at du ikke selv kan? Med en fremtidsfuldmagt kan du bestemme, hvem der skal hjælpe dig i fremtiden.
En fremtidsfuldmagt gør det muligt for dig på forhånd at bestemme, hvem der skal varetage dine interesser, hvis du en dag i fremtiden bliver så svækket, at du ikke længere kan gøre det selv.
Måske rammes du af:
• en blodprop
• en hjerneskade
• demens
• eller en fjerde sygdom
der gør, at du ikke selv kan træffe vigtige beslutninger. I fremtidsfuldmagten har du bestemt, hvem der, hvis fuldmagten sættes i værk, kan træffe beslutninger på dine vegne.
Du bestemmer selv i fuldmagten, hvilke interesser der skal varetages for dig.
Typisk vil man nok vælge, at der kan træffes valg for en, når det gælder eksempelvis
• økonomi
• fast ejendom eller
• korrespondance med offentlige myndigheder.
Loven forhindrer, at den, der har fået fuldmagt til at hjælpe dig, kan træffe beslutninger, der er økonomisk gunstige for sig selv. De kan altså ikke sælge dit hus til sig selv til nedsat pris.
Vil du gerne sikre dig, at lægerne følger dine ønsker, hvis du ligger for døden og ikke selv kan give besked, skal du hellere oprette et livstestamente. Det skal lægerne følge.
Læs mere i Samvirkes guide til oprettelse af et livstestamente
Oprettelsen af en fremtidsfuldmagt består af to trin.
Først skal du indtaste fuldmagten og underskrive den digitalt i Fremtidsfuldmagtsregistret med dit NemID. Det sker via Digital tinglysning på Tinglysning.dk – klik ind og start processen
Herefter skal du ved personligt fremmøde for en notar vedkende dig fremtidsfuldmagten. Du viser notaren legitimation i form af pas, kørekort eller anden offentlig billedlegitimation.
Du kan finde en notar, hvis du henvender dig til en byret. De kan udpege notarer i dit område.
Fremtidsfuldmagten gælder først den dag, du bliver alvorligt syg, mentalt svækket eller noget lignende.
Det har været muligt at lave en fremtidsfuldmagt siden 1. september 2017, og i løbet af bare et halvt år har mere end 4000 danskere lavet en fremtidsfuldmagt, fortæller Emma Novak Christensen, administrerende direktør i virksomheden Familietestamente, der hjælper danskerne med at oprette testamenter og fuldmagter.
Det er ikke sådan, at de personer, du har givet fuldmagt, bare kan gå i gang med at optage lån, sælge din bil eller bestemme over din behandling.
For at fuldmagten kan sættes i kraft, skal Statsforvaltningen tage stilling til, om du er så syg eller svækket, at fuldmagten skal have virkning. Du kan selv bede Statsforvaltningen tage stilling, ligesom dine pårørende kan bede Statsforvaltningen vurdere, om fremtidsfuldmagten skal sættes i kraft.
Når man beder om at få sat fuldmagten i kraft, skal man:
• fremlægge en lægeerklæring, der beskriver din helbredstilstand
• erklære, at de har talt med dig/din ægtefælle om indgivelsen af anmodningen
• have underrettet dine nærmeste pårørende om indgivelsen
Er du over 18 år og kan handle fornuftigt, kan du oprette en fremtidsfuldmagt. Reglen om at ”kunne handle fornuftigt” skal tolkes således: Du skal være i stand til at forstå konsekvenserne af oprettelsen. Det vil sige, at du for eksempel ikke kan oprette en fremtidsfuldmagt, hvis du er under værgemål.
Du kan i princippet vælge, hvem du vil, til at varetage dine interesser, når du ikke længere kan selv. På det tidspunkt, hvor fremtidsfuldmagten sættes i kraft, må den fuldmægtige ikke være under 18 år.
Du kan vælge at have mere end én fremtidsfuldmægtig. Måske har du lyst til, at én person skal have fuldmagt til at bestemme for dig i økonomiske spørgsmål, og at en anden skal tage sig af andre spørgsmål for dig.
Det koster et gebyr på 300 kroner til notaren, hvis du vil have oprettet en fremtidsfuldmagt. Hvis fuldmagten skal sættes i kraft, koster det et gebyr til Statsforvaltningen for sagsbehandlingen. I 2018 er gebyret på 900 kroner.
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10