Mød 82-årige Chang og to andre fra Coop, der smøger ærmerne op

»Så længe jeg er frisk, vil jeg gerne arbejde«

Chang Hyun Ahn, 82 år, bor i Risskov og arbejder på Coops lager i Hasselager

»Jeg er et morgenmenneske. Jeg står op klokken 3 om morgenen, går en tur på en halv time og drikker en kop te, når jeg er hjemme igen. Så tager jeg bilen ind på lageret, så jeg er fremme en time før, jeg skal arbejde. Jeg har det godt med at være der i god tid. Så sidder jeg for mig selv og læser avisen, indtil klokken slår 6, hvor min arbejdsdag begynder. Lige for tiden arbejder jeg i emballageafdelingen, hvor vi skiller blomstercontainere ad og stabler dem oven på hinanden, inden de bliver udleveret til gartnerier. Selvom vi har maskiner til hjælp, er det stadig hårdt arbejde. For nogle år tilbage var jeg tæt på at møde for sent på arbejde, fordi batteriet på bilen var dødt. Heldigvis fik jeg hurtigt fat på min gode kollega, Nils Gert, der kunne samle mig op på vejen, så jeg kunne møde ind til tiden. 

Mange folk spørger mig: »Hvor længe vil du fortsætte, Chang?« Og hver gang må jeg svare, at det ved jeg ikke. Jeg føler mig frisk både fysisk og mentalt, og så længe det er tilfældet, kan jeg ikke se nogen grund til at stoppe. Arbejdet er en vigtig del af mit liv, og jeg har stadig en stor glæde ved at møde ind om morgenen. 

På hjemmefronten har jeg den fulde opbakning fra min kone til at fortsætte med at tage på arbejde. Hun har sine egne gøremål i løbet af formiddagen, og når jeg kommer hjem, så spiser vi til middag sammen. Om mandagen underviser jeg i koreansk sprog og kultur sammen med hende. Det har vi gjort i 33 år. I starten underviste vi vores egne børn, men i dag er det folk i forskellige aldre og fra forskellige samfundslag.«

»Arbejdspladsen er blevet mit andet hjem«

Majbrit Jensen, 27 år, arbejder som salgsassistent i SuperBrugsen Tranbjerg 

»Jeg er altid glad for at møde ind på arbejdet, for her tvivler jeg aldrig på, at jeg er god nok, og her føler jeg mig tryg ved mine kolleger. Jeg har prøvet alle mulige andre arbejdspladser, hvor det bare aldrig har fungeret, og hver gang jeg kom tilbage til brugsen, var det som at komme hjem. 

For cirka et år siden blev jeg akut indlagt med en for lav blodprocent på grund af en spiseforstyrrelse, som jeg på daværende tidspunkt havde levet med i 7 år. Der var ikke særlig mange andre end mine forældre, der kendte til min lidelse, og det var aldrig noget, jeg snakkede med mine kolleger om.

I en periode, inden jeg flyttede hjemmefra, var det svært at være hjemme. Selvom mine forældre bare ville hjælpe mig, endte det altid i skænderier. Derfor var det en befrielse, hver gang jeg kom ind på arbejdet, hvor jeg fik lov til at være mig selv og påtage mig en anden rolle, væk fra kaosset derhjemme og væk fra spiseforstyrrelsen. Efter indlæggelsen blev jeg enig med mig selv om, at nu skulle det være nok. Jeg gik ind i kampen for at blive rask med en ny indgangsvinkel, hvor jeg i stedet for at køre mit eget løb ville tage imod al den hjælp, jeg kunne få.

Nu har jeg snart arbejdet 10 år i den samme SuperBrugs, og det er først for nylig, jeg har turdet  bryde tabuet. I dag er jeg helt åben omkring min lidelse og opfordrer mine kolleger til at spørge frem for at drage deres egne og ofte forkerte konklusioner.« 

»Stemningen ved kassen er vigtig«

Lukas Sanyang, 19 år, arbejder som salgsassistent i Kvickly Værløse

»Min tilgang til arbejdet er den samme som tilgangen til et venskab: Hvis man lægger kræfter i det, så bliver resultatet godt. Forleden stod jeg i bagerafdelingen og opdagede, at en kunde havde glemt sit kreditkort ved kassen. Jeg når at tænke »Åh nej, han er jo long gone«, men jeg spæner en 100 meter sprint ud af butikken med kortet i hånden og når heldigvis at fange ham ude på parkeringspladsen. 

Af og til kan jeg godt blive revet lidt med af stemningen, når jeg står bag kassen. Det kan være, at kunden lægger noget fisk op på båndet, så kan jeg ikke lade være med lige at drille lidt: »Nå, så fik vi lige alt godt med fra havet i dag«, så griner vi og sender lidt bemærkninger frem og tilbage. Så længe kunden over for mig er med på jargonen, så synes jeg, det er fint. 

Det kommer bag på mig, når min varehuschef fortæller mig, at han ugentligt har samtaler med kunder, der forklarer, at vores butik er deres foretrukne indkøbssted, udelukkende fordi jeg arbejder her. Jeg har dog svært ved at tage hele æren for det, for energien og overskuddet får jeg fra mine kolleger. Uden dem var der ikke meget humør at dele ud af.

Vi kan godt lave sjov med hinanden personalet imellem. Jeg bliver for eksempel drillet med, at jeg går med mine bukser rigeligt højt oppe, og kan blandt andet huske en episode, hvor jeg gik igennem butikken efter at have fået fri. På vejen kom jeg forbi lukkeholdet, der stod midt i en briefing. Idet jeg går forbi flokken, kan afdelingslederen ikke dy sig for en ironisk bemærkning:  »Hvad så, Lukas, skal du ikke liiige have trukket bukserne lidt længere op?« Så får jeg øjenkontakt med de andre og kan ikke lade være med at grine lidt af det.«