Lav din egen mayonnaise
Mayonnaise til 4 personer:
2 pasteuriserede æggeblommer (1 bæger)
1 tsk. hvidvinseddike
1 knivspids salt
1 ½ dl vindruekerneolie
Tag æggeblommerne ud af køleskabet 20 minutter før, de skal bruges, så æggeblommer og olie har samme temperatur.
Hæld æggeblommer, eddike og salt i en lille skål og pisk det hele sammen med en elpisker på lav hastighed.
Dryp først lidt af olien i fra en lille kande, mens du pisker den ind i blandingen, hæld så i en tynd stråle, til massen bliver homogen.
Når blandingen er jævn, hældes mere og mere olie i og til sidst det hele, og mayonnaisen piskes hvid og skummende.
Smag mayonnaisen til med lidt eddike, salt eller sennep. Du kan også tilsætte revet hvidløg til aioli eller hakkede urter til urtesovs.